Danskerne foretrækker økologi
Ida Synnestvedt
65 pct. af befolkningen foretrækker økologi "i meget høj", "høj" og "nogen grad". Det viser en ny undersøgelse, som analysefirmaet Synovate har foretaget for Landbrug & Fødevarer. 22 pct. foretrækker "i mindre grad" økologi, og 12 procent foretrækker slet ikke økologi.
Undersøgelsen viser, at begejstringen for økologi er forbundet med uddannelsesniveauet. Hvor højtuddannede i gennemsnit har købt ti økologiske varer i den sidste måned, har personer med en mellemlang uddannelse købt otte økologiske varer og lavtuddannede seks.
Om forbindelsen mellem uddannelse og køb af økologi siger teamleder i Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen, ifølge et nyhedsbrev: "De højtuddannede forholder sig i det hele taget mere kritisk til fødevarer og går mere op i mærkning, og hvad der ligger bag produkterne. Samtidig har de mellem- og højtuddannede en større tiltro til, at de kan gøre en forskel via deres dagligvareindkøb, f.eks. i forhold til miljøet".