Er vi dus med dyrene?

Er vi dus med dyrene? Det spørgsmål har jeg efterhånden stillet på en lang række turnemøder rundt omkring i det ganske land. På møderne har jeg fået rig lejlighed til at debattere problemstillingen med tilhørerne og samtidig vise nogle videoklip, som illustrerer nogle af de ting, vi udsætter vore dyr for. Hvad enten det sker i erhvervsmæssige sammenhænge - på slagterier, laboratorier og i lastbiler under transporter - eller privat hos almindelige mennesker, som af den ene eller anden grund ikke er egnede til at holde kæledyr. Dyrenes lidelser er de samme - og videoklippene i øvrigt skræmmende, kan jeg godt fortælle jer.

I vores samfund bruger vi dyr til mange ting, i vidt forskellige sammenhænge og til vidt forskellige formål. I landbruget til fødevarer, i tøjbranchen til pels, i sporten til ridning og væddeløb og i cirkus til ren underholdning. Men vi bruger dem nok i største grad som kæledyr i vore hjem.

Derfor er det nødvendigt med en stadig større fokus på den måde, vi behandler vore dyr på. Specielt fordi det har vist sig at være svært at finde balancen mellem hensynet til os mennesker og hensynet til dyrene og naturen som helhed.

Som mennesker har vi brug for høje velfærdsstandarder, og vi skal nok vide at kæmpe for det, hvis nogen blæser på vore rettigheder. Så kæmper vi. Naturligvis! Men hvem kæmper for dyrene? Hvem ønsker at give dyrene en stemme, når deres velfærd bliver krænket? Er det ikke ligeså vigtigt, at dyrene har høje velfærdsrater?

Jo det er det, fordi relationen mellem mennesker og dyr er så utrolig vigtig - og dermed ikke mindst den måde, hvorpå vi behandler og omgås vores dyr. For ER vi nu dus med dyrene?

At dyr er levende væsener, og at vi som mennesker har pligt til at gribe ind, når vi ser dyrplageri er indlysende. Vi kan jo bare spørge os selv, om vi ville finde os i dårlig behandling. Svaret er givet på forhånd. Nej, naturligvis ikke. Alligevel er der alt, alt for mange eksempler på, at vi som mennesker forvolder stor smerte på vore dyr. Hvad enten det sker som følge af kynisk spekulation i kommercielle sammenhænge eller blot som følge af dumhed og ligegyldighed i private hjem, hvor kæledyrene måske lider på grund af ejernes hurtigt aftagende interesse for dyret.

Vi skal derfor fokusere på, at dyr er levende væsener, som både kan føle, tænke, græde og mærke smerte. Så meget desto hårdere skal der derfor også slås ned på dem, der udøver dyremishandling.

Men lad mig dog slå fast, at her i Danmark sker den almindelige produktion af både hobbydyr og produktionsdyr for det meste i respekt for dyrene. Og når vi taler produktionsdyr - ja, så afspejles det jo også i omsætningsleddet. For det meste er det ikke den enkelte producent, den er gal med - han ved jo udmærket at han skal leve af sine dyr og har derfor et forhold til dem.

Alligevel er der efter min opfattelse for mange eksempler på, at i det øjeblik produktionen af dyre foregår i kæmpemæssige industrielle produktionsanlæg - vi kan roligt kalde det dyrefabrikker - ja, så bliver dyrene gjort til ting. Og det er her, det for alvor går galt. Så går der nemlig ren økonomi i tingene. Men det går også galt, når udenlandske - f.eks. sydeuropæiske - opfattelser af, hvordan dyr skal behandles, gøres til fælles europæisk målestok inden for EU. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan dyrene har det i en italiensk, spansk eller græsk dyretransport. Dér er man nemlig ikke dus med dyrene.

Der har i de sidste år været megen fokus på de grusomme dyretransporter, hvor dyrene bliver transporteret i bidende kulde eller stegende hede - ofte uden vådt eller tørt og ofte i flere døgn og plaget af en ulidelig stank fra dem selv. Vi kender alle de frygtelige billeder. Desværre har der ikke været den fornødne politiske vilje til at gøre noget ved problemerne. I hvert fald ikke i regeringen. Den skulle presses helt ud i tovene, før der skete noget.

Selv om vi i Dansk Folkeparti således krævede handling fra regeringen, var vi nødt til at finde et alternativt flertal uden om regeringen. Venstre og Konservative hældte vand ud af ørerne og henviste i starten hele tiden til EU. Jeg kan derfor kun sige én ting: Regeringen fik i denne sag en kæmpe skamplet på sig selv, og jeg vil aldrig glemme denne skamplet.

I Dansk Folkeparti har vi aldrig kunnet forstå, at der overhovedet kan være argumenter for andet, end at slagtedyr naturligvis skal transporteres til det NÆRMESTE slagteri. Men en sådan ting, der burde være både human og indlysende for enhver, er der desværre ikke flertal for i Folketinget. Nej, hensynet til økonomi og produktivitet vejer tungere. Vi må derfor søge at få de bedste forhold for dyretransporter som overhovedet muligt. Men det rokker stadigvæk ikke ved min opfattelse af, at det optimale vil være en transport til det NÆRMESTE slagteri. Og vi vil kæmpe for, at, at transport til det nærmeste slagteri en dag bliver lov. Vi vil kæmpe for, at EU-tilbedende pengemaskinepolitikere ikke vinder dette vigtige slag.

Jeg kan love, at debatten omkring dyretransporter fortsat vil være et vigtigt punkt på min dagsorden, indtil vi har bedre og mere ordnede forhold på dette område. Eksempelvis skal man med hestetransporter både se det ud fra et dyrevelfærdssynspunkt, men så sandelig også fra et fagligt synspunkt. Og hvordan det?

Jo, der er f.eks. i dag alt for mange chauffører, der kører uden en vognmandstilladelse. Det vil med andre ord sige, at det dér med at transportere en hest, det er sådan noget man lige hygger sig med i sin fritid. Der er samtidig alt for lidt kontrol af veterinærpapirer ved vores ubevogtede grænse, og nogle politikere taler i dag ligefrem om, at det eneste, det handler om, er, at der under hestetransporterne skaffes mere plads til hestene. Undskyld mig, men her må jeg sige, at det er et sikkert tegn på, at de personer, der har med det her at gøre, ikke har ret meget forstand på det.

For er de da slet ikke klar over, at en hest faktisk kan skade sig mere, jo mere plads den får? Det sker f.eks. ved opbremsninger, i sving og i rundkørsler. Så at forbedre forholdene ved at skabe mere plads, kan være katastrofalt for hestene.

Men dyrevelfærd handler om meget andet end transport af slagtedyr og andre dyr.

En fuldstændig fjernelse af al dyremishandling er måske nok ønsketænkning, men vi skal bekæmpe og begrænse fænomenet så meget som muligt. Nøjagtig på samme måde som med øvrig kriminalitet. Men lige så vel som al kriminalitet skal bekæmpes hårdt, meget hårdt, så skal dyremishandling også bekæmpes og bekæmpes og straffes og straffes.

Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at strafferammerne for overtrædelser af Dyreværnsloven skal være langt højere, end de er i dag, og myndighederne skal være langt mere seriøse i efterforskningen af anmeldelser om overtrædelse af dyreværnsloven. Det er min klare opfattelse, at ét af de alvorligste problemer i dag er, at myndigheder er komplet umulige at råbe op i sager om dyremishandling. I hvert fald får jeg mange mails og breve om dette fra bekymrede borgere.

Derfor vil jeg gerne stille det spørgsmål, om politiet er godt nok uddannet til at efterforske i sager om dyremishandling. Er der i virkeligheden ikke brug for et særligt dyreværnspoliti, bestående af specialuddannede fagfolk, som skal have myndighed til at gribe ind, når de skønner, det er nødvendigt? Hvis vi altså skal handle ansvarligt.... – og det skal vi!

I dag ser vi, at mishandling og vanrøgt af dyr får en meget forskellig behandling fra politikreds til politikreds. Folk har fortalt mig, at de er frustrerede, når de ringer til politiet for at anmelde dyremishandling. I bund og grund tror jeg, at det hænger sammen med den desværre alt for velkendte ressourcemangel inden for politiet, kombineret med mangel på uddannelse til at tage sig af sagerne. – Men det vil vi ikke finde os i!

Vi skal derfor have indført et bedre system. Eventuelt i form af et dyreværnspoliti, eller at man i hver enkelt politikreds får én eller to specialister, som kan deres lektie på området. Umiddelbart kan jeg ikke se, hvorfor politiet ikke skulle kunne indrette sig på den måde, idet man jo også inden for andre grene i politiet er i besiddelse af specialister. Noget andet er selve opfølgningen på sagerne:

Alt for tit ser vi jo desværre, at sagerne ikke bliver fulgt helt til dørs, eller - hvis der endelig falder dom - ja, så er der eksempler på, at man - selv om man har mishandlet dyr på det groveste - ender med at slippe med en bagatelagtig bøde på 500 eller 2000 kr.

Men kære venner - det er simpelthen for slapt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at straffeniveauet skal hæves kraftigt. Jeg får ofte stillet spørgsmålet om, hvad prisen skal være for overtrædelse af dyreværnsloven, og jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at sætte en pris på. For mishandlingen af levende væsener kan umuligt gøres op i penge. MEN: Bøder i størrelsesordenen 500 -2000 kr er helt grotesk. Det er det samme som at sige: mishandl bare dyrene - samfundet tager det ikke så alvorligt - herregud, dette er jo bare dyr.

Straffen skal naturligvis være i en størrelsesorden, så folk virkelig forstår, at det, de har begået, er en alvorlig forbrydelse. På den måde skal fællesskabet vise, at det tager dyb afstand fra den afstumpethed, der ligger til grund for dyremishandling. Her bliver der aldrig - og må der aldrig blive - plads til pladderhumanisme.

Vi skal forholde til, at dyrene nu engang ikke kan tale deres egen sag. Derfor er det samfundets opgave at varetage dyrenes tarv og tale deres sag. Mishandling af dyr bør koste ubetinget fængsel, og samtidig skal retten til at have med dyr at gøre kunne inddrages langt hurtigere - For som det er i dag, skal der alt for meget til, førend retten til at have med dyr at gøre bliver frakendt.

Vi kan vist alle nikke genkendende til den søde historie om den lille pige, der plager sine forældre om at få et kæledyr. Henne i skolen har hun nemlig en kammerat, som har fortalt om, hvor dejligt det er at have et kæledyr. Forældrene er i begyndelsen modstræbende, men ender til sidst med at give efter for datterens plageri. For husfredens skyld. Familien får et kæledyr. Men hvad ved familien om det at have et kæledyr?

Har familien sat sig ind i, hvad det vil sige? MANGE GANGE NEJ.

Når de får kæledyret, er der heller ikke nogen, der hjælper familien på vej og fortæller lidt om, hvad det fx vil sige at holde dyr. Med mindre de altså lige er så heldige at købe kæledyret på et dyreinternat eller hos en godkendt opdrætter, hvor man ved, hvad man har med at gøre. Dette er ikke rimeligt.

Der skal gives bedre forbrugerinformationer til private i forbindelse med køb af kæledyr. Fremover skal det efter min mening være lovpligtigt, at en køber af et dyr bliver informeret om korrekt pasning og pleje - herunder den rigtige kost til dyret, motion samt oplysninger om, at det er forbundet med straffeansvar at overtræde lovgivningen.

Samtidig skal det overvejes, om der skal være en aldersgrænse for anskaffelse af dyr på fx. 15 år. Men hvordan går det med dyrehandlerne? Er der nogen hjælp at hente her?

I dag er privates handel med dyr ikke reguleret i Dyreværnsloven. Enhver kan frit nedsætte sig som dyrehandler uden uddannelse eller forudsætninger for at have med dyr at gøre. Hvad betyder det? Jo, det betyder, at mens de fleste dyrehandlere naturligvis driver deres forretning samvittighedsfuldt, så er der samtidig nogle, der ikke har de fornødne forudsætninger. Det så vi, da det blev afsløret, hvordan dyrehandlere i visse tilfælde overtræder dyreværnsloven og udsætter kæledyr for lidelser. Derfor er det nødvendigt med en egentlig autorisation til alle, der handler med kæledyr – jo, der er nok at rette op på.

Men det er ikke kun kæledyrene i her Danmark, det er galt med. Dansk Folkeparti kunne med tilfredshed notere en stor sejr, da det lykkedes os at sætte en stopper for import af hunde og katteskind fra lande, hvor man har et radikalt anderledes syn på dyrevelfærd. Jeg behøver sikkert ikke at minde nogen af jer om billederne, vi så i TV. Det holdt hårdt med et forbud, men regeringen gav sig til sidst. Et forbud blev takket være mange dyreværnsorganisationers, underskriftsindsamlinger og politisk pres fra Dansk Folkeparti en realitet.

Samme held havde Dansk Folkeparti som allerede nævnt ikke, da dyretransporterne på foranledning af Dansk Folkeparti blev behandlet i en forespørgselsdebat i Folketinget. Her kom EU ind i billedet. Naturligvis blev det de sydeuropæiske lande - for hvem dyrevelfærd er et fremmedord - der kom til at sætte dagsordenen. EU tror, de skal bestemme snart alt. Her er endnu et godt eksempel. EU spærrer for bedre dyrevelfærd. (Kommissionen skulle smides på en dyretransport uden vådt eller tørt og sendes et sted hen, hvor de ikke kunne finde tilbage. Det ville gavne vores dyr.)

Hvis regeringen havde villet, kunne den have benyttet sidste års EU-formandskab til at give de danske tanker om dyrevelfærd langt større vægt i kommissionens udspil, Men desværre er der åbenbart ikke prestige nok i hensynet til dyrenes ve og vel. Resultatet er, at vi i dag står med et kommissionsudspil, der er decideret dyrefjendsk. Men jeg kan love jer én ting: I Dansk Folkeparti vil vi fortsat gøre alt, hvad vi kan for at dyr i både Danmark og resten af Verden tilbydes nogle forhold, vi kan være bekendt. Og at den nuværende lovgivning om dyrevelfærd overholdes.

Dansk Folkeparti vil sætte dyrene i fokus. Dyrene skal i centrum.

Vi skal simpelthen være dus med dyrene. Så vil vi se, hvor vidunderligt mennesker og dyr kan eksistere sammen.

Jeg lover jer, at jeg som folketingspolitiker vil blive ved med at tage disse ting op. Men det er også vigtigt, at vi får en bred folkelig debat om emnet. Alle vinkler skal belyses. Derfor indbyder Dansk Folkeparti den 29. november til en høring om dyrevelfærd i Landstingssalen på Christiansborg. Høringen starter med en rundvisning i de kongelige stalde ved staldmester for Den Kongelige Stald-Etat Peter Michael Mentz og fortsætter med indlæg fra blandt andre justitsminister Lene Espersen, direktør for dyrefondet, Jan Nielsen, Peter Mollerup, Dyrenes Venner, Camilla Udsen fra Forbrugerrådet og undertegnede. I er naturligvis alle meget velkomne og kan enten tilmelde jer hos Dansk Folkepartis sekretariat på Christiansborg eller i DF- Butikken her på årsmødet. Arrangementet er ligeledes nævnt i det seneste nummer af Dansk Folkeblad.

Det er mit håb, at Dansk Folkepartis høring om dyrevelfærd vil kunne være startskuddet til denne nødvendige, brede folkelige debat.

Jeg er dus med dyrene! – Er I?