EU-parlamentet vedtager regler om mærkning af GM-fødevarer og -foder

Claus Iversen
Dokumentation
Europaparlamentet har i dag vedtaget regler om mærkning af GM-fødevarer. De europæiske parlamentarikere har i store træk tilsluttet sig den fælles holdning fra Ministerrådet, som blev forhandlet på plads under det danske formandskab i efteråret 2002. Der er således enighed mellem Europaparlamentet og Rådet om at skærpe mærkningskravene til genetisk modificerede fødevarer og indføre mærkningsregler for GMO-baserede foderstoffer.

Som noget nyt får man en regulering og en mærkningsordning på foderområdet, samtidig med at mærkningen af fødevarer forbedres. Mærkningskravet for fødevarer udvides således til at omfatte produkter fremstillet af GMO, uanset om der kan spores genmodificeret DNA eller protein i produkterne, og der fastlægges tilsvarende krav for foder.

Europaparlamentet har imidlertid ønsket at udvide reglerne med bestemmelser om sameksistens mellem genetisk modificerede, konventionelle og økologiske afgrøder. Europaparlamentet har således foreslået bestemmelser om, at medlemsstaterne kan lave nationale regler for sameksistens, ligesom Kommissionen opfordres til at fremsætte forslag til fælles regler.

”Europaparlamentets afstemning i dag er et stort fremskridt for forbrugerbeskyttelsen i Europa. Der er nu udsigt til, at vi får en langt bedre mærkning af GM-fødevarer og foder, end vi kender i dag”, fastslår fødevareminister Mariann Fischer Boel.

”Samtidig er jeg glad for, at det danske pres for at få sameksistens sat på den europæiske dagsorden har båret frugt. Vi har som det første land lanceret et samlet bud på løsning af spørgsmålet om sameksistens, og vi har dermed været med til at sætte dagsordenen. Jeg vil fortsætte arbejdet for, at vi på lidt længere sigt får fælles regler for sameksistens”, siger fødevareministeren.

Den samlede pakke med regler for GM-fødevarer og foder samt sameksistens skal indenfor de næ-ste måneder forelægges Rådet til endelig vedtagelse. Det forventes, at der vil være flertal i Rådet for Europaparlamentets forslag.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024