Fødevareministerens talepapir om GMO-sameksistens

Claus Iversen
Dokumentation
Jeg vil indlede min besvarelse med at kommentere proceduren for oversendelse af udredningsgruppens rapport. Statsministeriet har den 13. december 2002 udsendt en skrivelse vedrørende regeringens politik om offentliggørelse af publikationer.

I skrivelsen præciserer statsministeriet, at betænkninger, udvalgsrapporter og andre publikationer fra ministerierne skal afleveres til Folketinget senest samtidig med, at de gøres tilgængelige for pressen.

Der er ikke tvivl om, at udredningsgruppens rapport er en publikation, som er omfattet af statsministeriets retningslinier.

Jeg har fået oplyst, at rapporten blev oversendt elektronisk til Fødevareudvalget og Miljø- og Planlægningsudvalget. Denne oversendelse fandt sted før rapporten blev offentliggjort og lagt på ministeriets hjemmeside.

Jeg er derfor af den opfattelse, at oversendelsen er sket i overensstemmelse med de gældende procedurer.

Samtidig vil jeg minde om, at tidligere udgaver af rapporten er blevet oversendt til udvalgenes orientering. Det er derfor ikke helt ukendt stof.

Udvalget har jo også bedt mig kommentere rapporten om sameksistens. Dette vil jeg gøre ganske kort. Derudover vil jeg gerne orientere udvalget om de konklusioner, som tegner sig i det juridiske arbejde.

Som det er udvalget bekendt blev rapporten om sameksistens præsenteret ved en eksperthøring i Landstingssalen den 21. januar 2003.

Kort fortalt viser rapporten, at sameksistens er muligt for en række afgrøder og at der er behov for at arbejde videre med de mere besværlige afgrødetyper. Det gælder f.eks raps. Desuden anbefaler rapporten at foretage yderligere økonomiske analyser. Jeg har med tilfredshed noteret mig, at sameksistens er muligt i en række tilfælde. Desuden har jeg bedt udredningsgruppen aflevere et forslag til det videre arbejde.

Udredningsgrupen har nu afleveret et oplæg til, hvordan dette kan ske. Vi er i øjeblikket ved at overveje dette oplæg. Dette vil ske sammen med kontaktgruppen. Når rammerne er på plads, vil jeg naturligvis orientere udvalget.

Jeg kan dog allerede i dag ridse mine hovedprioriteter op. For det første, at arbejdet fortsætter i regi af udredningsgruppen. Den samler et bredt udsnit af den danske ekspertise på området. Og så skal vi sørge for at udnytte den erfaring, som gruppen allerede har opbygget. Derfor mener jeg, at udredningsgruppen skal fungere som en ”paraply” for det videre arbejde.

For det andet, at holde dialogen med kontaktgruppen. Jeg forestiller mig derfor, at de involveres i arbejdet på samme måde som det er sket hidtil.

For det tredje at afslutte arbejdet indenfor en overskuelig tidshorisont. Som bekendt er jeg jo blevet pålagt at udarbejde regler, der ”stærkt begrænser spredningsrisikoen” indenfor EU-retten rammer. Derfor er det vigtigt at få givet nogle klare svar på de mange spørgsmål, som sameksistens rejser. Men det er også væsentligt at slutte udredningsarbejdet indenfor en rimelig tidshorisont.

Også den juridiske udredning er ved at være på plads. Et udkast skal drøftes med kontaktgruppen fredag den 31. januar.

Jeg vil her fremhæve to spørgsmål, som den juridiske analyse skulle tage stilling til.

For det første, om vi kan lave nationale regler på dette område, som i vidt omfang er EU-harmoniseret.

For det andet, hvordan retstilstanden er, hvis en GM-afgrøde spreder sig til en økologisk afgrøde.

Jeg skal ikke skjule at dette er vanskelige og komplicerede spørgsmål.

Konklusionerne viser, at vi kan lave nationale regler for sameksistens. Men der er klare begrænsninger. Kort sagt kan vi lave regler, som begrænser spredningsrisikoen, men vi kan ikke forbyde dyrkning af GM-afgrøder, som er godkendt i EU.

Et andet hovedspørgsmål er ansvaret

Her har vi bedt Kammeradvokaten om en juridisk vurdering. Opgaven var et vurdere retstilstanden i den situation, at en GMO-afgrøde spreder sig vil en GMO-fri afgrøde. Det, vi ville vide var, om GM-dyrkeren i så fald kan blive pålagt et erstatningsansvar ved domstolene?

Kammeradvokaten forudsætter i sin analyse, at der gennemføres regler, som begrænser spredningsrisikoen.

Hvis sådanne regler overtrædes, vil det med stor sandsynlighed medføre erstatningsansvar. Med andre ord: hvis GM-landmanden sjusker med dyrkningsafstandene, ja så klapper fælden altså! Det er en ret klar konklusion, må man sige.

Og det viser efter min min opfattelse, at vi er nødt til at få nogle regler for sameksistens på plads.

Som jeg allerede har sagt er vi alle på nyt territorium her. Derfor er det vigtigt, at vi får en grundig politisk drøftelse af sameksistens inden vi går i gang med at lave regler. Ellers drukner det hele i tekniske detaljer.

Næste skridt er derfor at få strategien på plads. Det vil give et godt udgangspunkt for de politiske drøftelser.

Jeg har ved flere lejligheder sagt, at strategien vil ligge klar inden udgangen af februar. Det forudsætter dog, at kontaktgruppen ikke rejser mange nye spørgsmål.

Når strategien er færdig, er tiden moden til de politiske drøftelser. Når de er ført til ende, må vi se på behovet for, om der skal ny lovgivning til.

Samtidig vil jeg gerne understrege de internationale dimensioner i det her. Erfaringerne fra strategiarbejdet har indtil nu vist, at sameksistens står højt på dagsordenen i mange medlemsstater. Og flere lande er gået i gang med at lave deres egne undersøgelser.

Så sent som på det seneste rådsmåde fremhævede Kommissionen det danske initiativ. Også Sverige er nu gået i gang. Også på EU-plan følges spørgsmålet meget nøje. Bla. forbereder Kommissionen en såkaldt Round Table i april måned. Den vil omhandle sameksistens og GMO mere bredt. Alt i alt ser jeg derfor et godt klima for de danske prioriteter på dette område.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024