Fysisk sammenlægning af Fødevareregionernes laboratorier

Fødevaredirektoratets nye laboratoriestruktur gennemføres i løbet af 1. halvår 2003. Der er endnu ikke taget stilling til hvorvidt, og i givet fald i hvilket omfang, laboratorieopgaverne skal udliciteres. Det kan blive nødvendigt at revurdere den eksisterende fordeling af prøver og måske også den besluttede laboratoriestruktur for at sikre fortsat rationel drift på området. Dette er ministerens svar til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Tina Møller
Dokumentation

Spørgsmål 168:

"I forlængelse af samrådet om fødevareregionerne bedes ministeren oplyse om laboratorierne fysisk er lagt sammen og hvis ikke, hvornår det så sker?"

Svar:

Fødevaredirektoratets nye laboratoriestruktur gennemføres i løbet af 1. halvår 2003. 1. marts 2003 overflyttes laboratorieaktiviteterne fra Fødevareregion Viborg til fødevareregionerne Århus og Nordjylland. 15. april 2003 flyttes laboratorieaktiviteterne fra Fødevareregion Sønderjylland til Fødevareregion Esbjerg og fra Fødevareregion Fyn til Fødevareregion Vejle. 1. juni 2003 sker overflytning af laboratorieaktiviteterne fra Fødevareregion Herning til Fødevareregion Vejle og fra Fødevareregion Nordøstsjælland til Fødevareregion København.

En eventuel udlicitering af et vist antal prøver skal ikke ses i sammenhæng med den besluttede reduktion af antallet af laboratorier, idet de resterende laboratorier har tilstrækkelig kapacitet til at gennemføre det samme antal prøver, som hidtil har været udført på de 11 laboratorier.

Spørgsmål 169:

"Er det korrekt, at laboratorieopgaverne skal sendes i udbud?"

Svar:

Der er endnu ikke taget stilling til hvorvidt, og i givet fald i hvilket omfang, laboratorieopgaverne skal udliciteres. Der er til formålet nedsat et udvalg i Fødevaredirektoratet, hvis opgave er at drøfte såvel principielle overvejelser som at undersøge konkrete muligheder og begrænsninger ved et muligt udbud af direktoratets laboratorieopgaver. På baggrund af udvalgets overvejelser vil Fødevaredirektoratets direktion fremkomme med en indstilling til Fødevareministeriets departement om spørgsmålet.

Spørgsmål 170:

"Hvordan vil ministeren sikre, at der er et offentligt beredskab?"

Svar:

Sikring af det offentlige beredskab vil indgå som en forudsætning for arbejdet i udvalget om muligt udbud af direktoratets laboratorieopgaver, jf. i øvrigt besvarelsen af spørgsmål 169.

Spørgsmål 171:

"Hvordan vil ministeren sikre, at de nyrenoverede laboratorier også får noget at lave?"

Svar:

I rapporten "Fødevaredirektoratets laboratoriestruktur, juni 2002" anbefales et prøvevolumen på ikke under ca. 15.000 prøver, såfremt man i fuldt omfang skal udnytte de automatiserings- og rationaliseringsmuligheder, der følger af store laboratorieenheder.

Som det fremgår af tabel 1, vil samtlige 6 laboratorier tilnærmelsesvis nå den anbefalede norm på ca. 15.000 prøver og dermed også i vid udstrækning kunne leve op til den af Økonomistyrelsen anbefalede produktivitet på 1250 prøver pr. laborant.

Der er derfor med den valgte fordeling skabt basis for en rationel laboratoriedrift med et tilstrækkeligt prøvevolumen.

Tabel 1: Fordelingen af prøver i Fødevaredirektoratets kommende laboratoriestruktur.

Laboratorium:

Nordjylland

Århus

Vejle

Esbjerg

Ringsted

København

Antal prøver:

14.265

14.666

14.518

14.351

22.700

21.300

Det er dog samtidigt klart, at skulle det i besvarelsen af spørgsmål 169 omtalte udvalgsarbejde på sigt resultere i, at laboratorieopgaver i et vist omfang udliciteres, kan det blive nødvendigt at revurdere den eksisterende fordeling af prøver og måske også den besluttede laboratoriestruktur for at sikre fortsat rationel drift på området.

Mariann Fischer Boel

/Lars Jensen


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024