Industrifiskeriet kan have negativ betydning for fødegrundlaget

Spørgsmål 188:

"Kan ministeren dokumentere, at industrifiskerierne er bæredygtige målt på bifangst af ikke målarter?".

Svar:

Det Internationale Havforskningsråd (ICES) vurderer bl.a. om bestandene ligger indenfor sikre biologiske sikre grænser. Et af kriterierne for at en bestand kan siges at være inden for sikre biologiske grænser er, at biomassen af forældrefisk skal være så stor, at tilgangen af nye unge fisk ikke begrænses.

For nogle konsumbestande, fx torsk i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, vurderer ICES, at bestandene er uden for sikre biologiske grænser, mens sej i Nordsøen er inden for sikre biologiske grænser og kullerbestanden er inden for sikre biologiske grænser, men for tiden befiskes med en for høj fiskeridødelighed. Sild er også inden for sikre grænser.

De vigtigste målarter for dansk industrifiskeri er tobis, brisling, sperling, blåhvilling og hestemakrel. Industribestandene er i henhold til ICES inden for sikre biologiske grænser, bortset fra blåhvilling, der ikke har større betydning i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. I forhold til ikke-målarter (konsumarterne) er der to relevante forhold. Det ene er omfanget af bifangster og det andet er industrifiskeriets betydning i økosystemet gennem påvirkning af fødegrundlaget for andre fisk, havpattedyr og fugle.

Nedenstående tabel for 2000 viser, at den samlede årlige bifangst af ikke-målarter i industrifiskeriet i alt udgør ca. 5,4%. I Nordsøen udgør bifangsterne af torsk 60 tons ud af samlede torskefangster på ca. 71.000 t. For kuller udgør bifangsterne 3.324 t ud af samlede kullerfangster på ca. 96.000 t og bifangsterne af hvilling udgør 6.740 t ud af samlede hvillingfangster på ca. 51.000 t. Bifangsterne af torsk, kuller og hvilling udgør således ca. 4,6% af de samlede fangster af torsk, kuller og hvilling.