Lene E. presses i skuldersårs-sag

NYHED: Flere politiske partier forlanger handling fra justitsminister Lene Espersen (K) i kølvandet på ny rapport om skuldersår hos søer.
Niels Th. Dahl

På en række strækninger er det ikke godt nok. Vi har 170.000 søer, der ryger til destruktion hvert år – det er et alt for højt tal, og jeg synes, der er for få anvisninger til, hvordan man kan få det tal bragt reelt ned.

Bjarne Laustsen
Fødevareordfører (S)

Justitsminister Lene Espersen (K) skal inden for få uger nu stille til et samråd i Folketingets Fødevareudvalg for at redegøre for sine planer om at nedbringe antallet af skuldersår hos søer.

Flere af Folketingets fødevareordførere vil således gerne vide, hvad justitsministeren helt konkret har tænkt sig at gøre som opfølgning på den rapport om overvågning, forebyggelse og bekæmpelse af skuldersår, som kom fra en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i forrige uge:

"Det er vigtigt nu at få ministerens holdning til det her klarlagt. Og det er vigtigt, at hun siger, at hun som minimum vil gennemføre de anbefalinger, der ligger i rapporten - under respekt for det folketingsflertal, der har udtalt sig i et beslutningsforslag," siger Socialdemokraternes fødevareordfører Bjarne Laustsen.

Dokumentation

Arbejdsgruppens forslag til et nationalt skuldersårsprogram har følgende indhold: 

  • Indførelse af en ny metode til at bedømme skuldersår hos søer. Den nye metode inddeler skuldersårene i kategorierne "ingen", "lette" og "svære". Sammenlignet med den nuværende veterinærpatalogiske bedømmelse, der inddeler skuldersår i 5 grader, er den nye metode mere enkel og kan bl.a. anvendes ved det levende syn af søer i besætninger og på samlesteder.
  • Programmet knyttes tæt til de eksisterende sundhedsaftaler mellem producenter og praktiserende dyrlæger, og det kommende egenkontrolprogram for dyrevelfærd, der i øjeblikket er under udarbejdelse mellem bl.a. Justitsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Fødevarestyrelsen.
  • Der fastsættes i programmet (efter en indledende monitorering på 6 måneder) grænseværdier for, hvor mange søer der nationalt og på besætningsniveau må forefindes med lette skuldersår. Grænseværdierne fastsættes både for søer, der opholder sig i besætningernes farestalde og for søer, der eksporteres over samlestalde eller sendes direkte til slagtning ved danske slagterier.
  • Krav om, at der ikke må findes søer med svære skuldersår i aktiv produktion eller blandt søer, der eksporteres eller sendes til slagtning ved danske slagterier.
  • Tildeling af såkaldte "gule kort" til besætninger, der overskrider grænseværdierne. Herunder indberetning til Fødevarestyrelsen og iværksættelse af konkrete handlingsplaner.
  • Inddragelse af registreringer af skuldersår i den løbende risikoudpegede velfærdskontrol.
  • Kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen hver 3. måned i besætninger, der i længere perioder overskrider de fastsatte grænseværdier.  

Arbejdsgruppens rapport indeholder endvidere følgende konkrete forslag:  

  • Vurderingen af om søer har behov for et blødt leje, bør afvente igangværende forskning, der forventes afsluttet om 2 år. Emnet bør endvidere behandles i Justitsministeriets Arbejdsgruppe om hold af svin.
  • De gældende regler om sygestier til søer bør ændres, således at der skal være et tilstrækkeligt antal sygestier, dog altid mindst 2,5 procent sygestipladser af stipladser til løsgående drægtige søer. Der skal samtidig altid være mindst én ledig sygestiplads klar.
  • Etablering af to pilotprojekter, der belyser mulighederne for kontrol med søer, der destrueres. I det ene projekt foreslås en stikprøvekontrol af de selvdøde søer i besætninger ved, at en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen lejlighedsvis deltager i destruktionsanstaltens opsamlinger af dyr. I det andet projekt foreslås der - i en tidsbegrænset periode - foretaget syn for skuldersår af alle søer, der bliver indbragt til destruktion.

Kilde: Justitsministeriet


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024