Medlemslande skal selv afgøre brugen af landdistriktsprogrammer

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen (pdf) af 12. december 2002 fra WWF Verdensnaturfonden vedrørende aftale om landbrugsstøtten til de kandiderende ansøgerlande".

WWF Verdensnaturfonden opfordrer i sin skrivelse af 12. december 2002 kraftigt til at afvise et forslag om at tillade, at op til 20% af landdistriktsbevillingen til de kommende medlemslande bliver anvendt til direkte betalinger, idet organisationen finder, der er behov for sikring af tilstrækkelige finansielle ressourcer til landdistriktsudviklingen.

Forhandlingerne om optagelse af 10 kandidatlande blev som bekendt afsluttet med et positivt resultat på Det Europæiske Råds møde den 12.-13. december 2002. Dette bør vi alle glæde os over.

Et element i det samlede forhandlingsresultat var, at ansøgerlandene fik mulighed for at supplere den direkte støtte med midler, der dels er nationalt finansieret, dels for perioden 2004-2006 finansieret via landdistriktspolitikken. Denne mulighed, betegnet "topping up", indebærer, at ansøgerlandene kan "toppe op" med 30% oven i de årlige støttesatser for direkte støtte, som begynder med 25% i 2004 af EU´s niveau, 30% i 2005, 35% i 2006, 40% i 2007 og herefter +10% årligt frem til fuld deltagelse i 2013, idet den samlede støtte dog aldrig blive højere end 100% af EU-støtten.

Muligheden for at anvende midler fra Landdistriktsbevillingen er imidlertid undergivet en række klare begrænsninger:

1. Det kan kun ske for perioden 2004-2006. Derefter kan der kun anvendes nationale midler.
1. Det kan kun ske op til et loft på 40 pct. af EU´s støtteniveau. Al "topping up" udover 40 pct. skal i givet fald ske med nationale midler.
1. Det kan kun ske med indtil 20 pct af de midler, der er afsat til landdistriktsprogrammet. Dvs. at op til 1 mia. af de i alt 5 mia. €, der er afsat til dette formål, vil kunne anvendes til direkte støtte.
1. Der er krav om med-finansiering. Der skal således under alle omstændigheder også være bidrag fra nationale midler, normalt minimum 20 pct.

Jeg er helt enig i WWF´s betragtning om, at landdistriktspolitikken er et instrument med et klart og stort potentiale. Dette gælder måske i særlig grad i ansøgerlandene, men bestemt også i det eksisterende Fælleskab. Jeg er ligeledes enig i, at der er et finansieringsbehov for aktiviteterne i denne såkaldte 2. søjle, og at dette behov bør dækkes ved en overførsel af midler fra de klassiske støtteinstrumenter i søjle 1.

Når resultatet alligevel ikke blev helt som ønsket af WWF på dette særlige område af udvidelsesforhandlingerne skyldes det to forhold.

For det første var netop spørgsmålet om direkte støtte under hele forhandlingsforløbet yderst følsomt for kandidatlandene. Berettiget eller ej fremførte de, at EU´s oprindelige tilbud i uændret form risikerede at føre til ulige konkurrencevilkår og 2. klasses medlemskab.

For det andet var muligheden for at anvende midler fra landdistriktsstøtten til den direkte støtte et massivt ønske fra en række af kandidatlandene under forhandlingerne. Argumentet var, at de på grund af opstartvanskeligheder i de første år ikke ville kunne anvende alle de afsatte landdistriktsmidler.

Forholdet er altså, at den midlertidige finansieringsmulighed i landdistriktspolitikken ikke sker på bekostning af andre, eksempelvis miljørettede aktiviteter, men at en del af midlerne, stillet til rådighed for ansøgerlandene, ville forblive ubrugte. Dette ville ikke være ønskværdigt.

I forhandlingssituationer som denne er det helt afgørende at vise lydhørhed overfor de involverede parter.

Modellen var et realistisk og nødvendigt bud på, hvad der skulle til for at få forhandlingerne med kandidatlandene til at falde på plads – og det lykkedes som bekendt.

Landdistriktsordningen for kandidatlandene for perioden 2004-2006 er meget omfattende og indeholder en række elementer, der er specifikt udformet med henblik på at tilgodese de behov, de nye medlemslande har. Det gælder bl.a. midlertidig støtte til landbrug, hvor produktionen kun i begrænset omfang sker med henblik på videresalg af fødevarer, der undergår omstrukturering og støtte til dækning af omkostninger ved at opfylde EU´s krav til miljø, hygiejne, dyrevelfærd, fødevare- og arbejdssikkerhed.

Det er op til det enkelte medlemsland inden for visse rammer at afgøre, hvilke ordninger under landdistriktsprogrammet, de vil gøre brug af, men den brede vifte af instrumenter giver gode muligheder for at tilpasse det enkelte lands program til dets særlige situation.

EU-kommissionen har for nylig fremsat forslag til reform af landbrugspolitikken, der bl.a. lægger op til, at landdistriktspolitikken skal have større vægt, dels gennem overførsel af flere midler fra søjle 1 (direkte støtte og markedspolitik) fra 2007 og dels gennem en udvidelse og tilpasningen af instrumenterne i landdistriktspolitikken. Denne udvikling vil også komme de nye medlemslande til gode.

Set i et større og mere langsigtet perspektiv går udviklingen således klart imod at styrke landdistriktspolitikken på bekostning af den traditionelle landbrugspolitik, hvilket er en positiv udvikling.