Ny national fødevareklynge ser dagens lys
FUSION: Fire organisationer danner nu én national klynge, der får navnet Food & Bio Cluster Denmark. Det sker for at være klar til nyt forenklet erhvervsfremmesystem.
Sine Riis Lund
Journalist og redaktørDen danske klyngestruktur inden for fødevarebranchen og andre sektorer har igennem mange år fået kritik for at være uigennemsigtig og fragmenteret til skade for hjælpen til virksomhederne.
Et nyt erhvervsfremmesystem søger at fremme et mere enkelt system, og som konsekvens heraf fusionerer fire hidtidige klyngeorganisationer inden for fødevarer og bioressourcer nu til en enkelt organisation.
Den nye klynge får navnet Food & Bio Cluster Denmark og dannes af de fire fødevarenetværk Agro Business Park, Danish Food Cluster, Nordjysk FødevareErhverv og Videncenter For Fødevareudvikling.
Ansigterne i den nye klynge
Organisationen tegnes midlertidigt af direktør Lars Visbech Sørensen og en foreløbig bestyrelse bestående af følgende:
- Anders M. Klöcker, erhvervspolitisk områdedirektør i Landbrug & Fødevarer
- Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer
- Esben Laulund, formand for Danish Food Cluster
- Ditte F. Nielsen, formand for Nordjysk FødevareErhverv
- Bent Claudi Lassen, formand for Videncenter For Fødevareudvikling
- Kurt Nielsen, prodekan Aarhus Universitet
- Erik Bisgaard, prodekan, Københavns Universitet.