Økologer efterlyser økonomisk støtte til friluftsgrise

SVINETOPMØDE: Økologisk Landsforening præsenterer en plan for udviklingen af den økologiske svineproduktion. Der ønskes hjælp til avl, afsætning og bedre stalde. Konservative bakker op.
Foto: Colourbox
Kim Rosenkilde

De økologiske grise fylder meget lidt i forhold til den intensive danske svineproduktion, og økologer har også områder, hvor dyrevelfærd skal forbedres. Derfor fremlægger vi et udviklingsinitiativ på dagens svinetopmøde, som skal sikre, at den økologiske svineproduktion udvikles.

Per Kølster
Formand for Økologisk Landsforening
Økologisk svineproduktion kan komme til at spille en væsentlig rolle i forhold til regeringens ambition om at fordoble det økologiske areal frem mod 2020.

I hvert fald hvis produktionen understøttes af de rette offentlige investeringer. Det er budskabet fra Økologisk Landsforening, der i forbindelse med fødevareminister Dan Jørgensens (S) såkaldte svinetopmøde præsenterer sit forslag til et 'Udviklingsinitiativ for økologisk svineproduktion.'

"De økologiske grise fylder meget lidt i forhold til den intensive danske svineproduktion, og økologer har også områder, hvor dyrevelfærd skal forbedres. Derfor fremlægger vi et udviklingsinitiativ på dagens svinetopmøde, som skal sikre, at den økologiske svineproduktion udvikles, samtidig med at der arbejdes med dyrevelfærd i den øvrige svineproduktion," siger formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster.

Han peger på, at den økologiske svineproduktion langt hen ad vejen imødekommer svins naturlige behov, og sikrer et godt griseliv med et lavt medicinforbrug. Det giver forbrugerne et valg, hvis de prioriterer dyrevelfærd, hvor dyrene lever under mere naturlige forhold.

Samtidig er salget af økologisk svinekød i fremgang i såvel den danske detailhandel som på eksportmarkederne. Vel og mærke fra et relativt lille udgangspunkt. Aktuelt udgør økologisk svinekød kun 1,5 procent af markedet i Danmark.

Dødeligheden skal ned

Men den økologiske svineproduktion har også udfordringer. Pattegrisedødeligheden er højere end hos konventionelle producenter, og mange grise bliver kastreret. Det sidste ønsker Økologisk Landsforening helt stoppet, mens man samtidig erkender, at der er brug at få reduceret tabet af næringsstoffer til omgivleserne og brug for et mere effektivt produktionssystem.

Dokumentation

Hovedpunkterne i 'Udviklingsinitiativ for økologisk svineproduktion'

Avl

  • Det indstilles, at der afsættes 10 millioner kroner årligt 2015-2018 til at iværksætte tiltag, der sikrer økologerne adgang til dyr, der i højere grad egner sig til økologisk produktion. Avl er en meget langsigtet indsats. Det må derfor forventes, at det er nødvendigt med en ny bevilling efter denne periode. 
  • Identificering af egnede racer og afprøvninger af disse. Både som renracede og som udgangspunkt for nye krydsningskombinationer.
  • Frembringelse af søer, der får færre, men mere robuste grise, så kuldet ikke er større, end soen kan forventes selv at kunne opfostre det.
  • Frembringelse af søer med bedre moderinstinkter, der er nødvendige i et system, hvor faringer sker i hytter på friland.


Udvikling af produktionssystemer

  • Det indstilles, at der afsættes 20 millioner kroner om året 2015-2018 til investering i udvikling af opdræts- /staldsystemer, der øger velfærden, reducerer miljøbelastningen og øger indtjening og effektivitet i økologisk svineproduktion. 
  • Udvikling og afprøvning af flere nye staldløsninger, der dels kan håndtere et krav om store mængder strøelse og rodemateriale, og dels er indrettet til at håndtere hangrise.
  • Nytænkning af de nuværende løbegårde, så disse fremstår mere tiltalende og attraktive for grisene.
  • Udvikling og afprøvning af systemer til øget anvendelse af grovfoder, der kan styrke velfærden og sundheden.
  • Gennembearbejdning af hele systemet med indretningen af stalde, folde og løbegårde, så tabet af næringsstoffer reduceres til et minimum.
  • Udvikling af systemer til fravænning på markerne, så det forlænger tiden, slagtesvin er på friland, og udvikling af systemer, der kan håndtere slagtesvin på marker/friland helt frem til slagtning uden negative miljømæssige effekter.
  • Udvikling af systemer, både til friland og i staldene, der reducerer foderspild til et minimum af hensyn til både økonomien i produktionen og ikke mindst miljøet. Herunder udvikling af systemer, der kan håndtere fermenteret foder og vådfoder.
  • Nye løsninger, der reducerer arbejdsindsatsen i frilandssystemerne.


Fremme af afsætning og eksport

  • Det indstilles, at afsætning af økologisk svinekød prioriteres i en ny generel ordning for økologisk afsætnings- og eksportfremme som led i udmøntning af den grønne reserve i FL2014.
  • Styrket eksport på såvel nære som fjerne markeder. Eksport udgør 60-70 % af salg i dag.
  • Markante afsætnings- og forbrugeroplysningstiltag på hjemmemarkedet, der udvikler nuværende og nye afsætningsformer, og som giver forbrugere større kendskab til økologisk svineproduktion. Økologisk svinekød udgør i dag ca. 1,5 % af markedet for svinekød.
  • En produktudviklingsindsats, der fremmer produktvariation både som ferskvare og som forædlede produkter samt innovation i emballering. Hvis dyrevelfærdsløsningerne kræver et andet racevalg, som påvirker kødkvaliteten, så skal det forklares.
  • Initiativer i foodservice-branchen, der understøtter økologisk køds relevans som del af fremgangen for økologi i bl.a. storkøkkener.

Læs hele udviklingsstrategien her.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024