Økologien står allerede på egne ben

Økologien skal kunne klare sig selv, siger fødevareministeren, men faktum er, at den økologiske udvikling i dag faktisk ér drevet af markedet og ikke af offentlig støtte, siger direktøren for Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck. I et svar fra ministeren mangler der en redegørelse for regeringens usammenhængende miljø-, sundheds- og kostpolitik. Holmbeck er skuffet over miljøministerens passivitet, men ser fødevareministerens brev som et skridt i den rigtige retning.
Tina Møller

Økologien skal overleve uden offentlig støtte og så vidt muligt fremmes ud fra forbrugernes efterspørgsel, dvs. på almindelige markedsvilkår, siger fødevareminister Mariann Fischer Boel i et brev til Økologisk Landsforening, hvor hun reklamerer for regeringens seneste tiltag for ernæring og kost. Brevet er også skrevet på vegne af miljøminister Hans Chr. Schmidt.

Direktøren for Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck, er overordnet tilfreds med fødevareministerens svar, men skuffet over miljøministerens passivitet:

"Vi fornemmer en åbning fra fødevareministerens side men for meget stilhed fra miljøministeren", siger Holmbeck, der har arbejdet med økologirelateret politik og afsætning i 20 år.

Dokumentation
Fødevareministerens svar på spørgsmål nr. 221, bilag 757:

Spørgsmål 221:

"Ministrene bedes kommentere henvendelsen (pdf) af 27. februar 2003 fra Økologisk Landsforening vedrørende manglende sammenhæng i regeringens miljø-, sundheds- og kostpolitik"



Svar:

Som svar på spørgsmål 221 vedlægger jeg det svar, som jeg har afsendt til Økologisk Landsforening den 7. marts 2003.



Mariann Fischer Boel



/Lene Breum Larsen


Økologisk Landsforening

Frederiksgade 72

8000 Aarhus

Den 7. marts 2003

J.nr.: 1997-4810-0005

Kære Knud Erik Sørensen og Paul Holmbeck

Tak for jeres brev af 13. februar 2003, hvor I på vegne af Økologisk Landsforening skriver, at I mener, at der tegner sig en manglende sammenhæng i regeringens miljø-, sundheds- og kostpolitik. Vi har aftalt, at jeg også svarer på vegne af miljøministeren.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen mener, at økologi er en vigtig del af landbrugsproduktionen idag. Økologien skal bare så vidt muligt fremmes ud fra forbrugernes efterspørgsel, dvs. på almindelige markedsvilkår. Når vi ser enkelte områder, hvor det offentlige kan være en hjælp, går vi ind og støtter. Som I ved, er der eksempelvis afsat 5 mio. kr. til en offentlig informationskampagne om økologi, og 10 mio. kr. til offentlig omstilling i storkøkkener.

Økologisk Landsforenings henvendelse er et konstruktivt input til regeringens strategiforslag "Miljø og sundhed hænger sammen". Miljøstyrelsen vil behandle henvendelsen som indspil til høringen, som løber frem til maj 2003 Strategien fokuserer på forskellige miljøfaktorers betydning for fødevarernes sikkerhed, f.eks. kemikalie-rester.

I beskrivelsen af indsatserne er der lagt vægt på, at der ikke må være uacceptable miljø- eller sundhedsmæssige risici forbundet med indtagelsen af fødevarer – uanset om de er konventionelt eller økologisk fremstillede.

Det overordnede mål er at begrænse udsættelsen for kemiske stoffer, der påvirker hormonsystemet hos mennesker og dyr. Der er først og fremmest fokus på at styrke det videnskabelige grundlag for løsning af problemet med hormonforstyrrende problemer og en forebyggende indsats over for stoffer med hormonforstyrrende effekter.

Af strategien fremgår det, at regulering af pesticider og deres anvendelse vil være højt prioriteret i indsatsen for at sikre rent grundvand. Det langsigtede mål er at udvikle dyrkningsstrategier, der nedsætter landbrugets afhængighed af bekæmpelsesmidler, så de i størst muligt omfang minimeres.

I udarbejdelsen af den endelige strategi vil Miljøstyrelsen på baggrund af henvendelsen fra Økologisk Landsforening overveje, på hvilken måde omstilling til økologisk landbrug og øget forbrug af økologiske fødevarer kan indgå i beskrivelsen af indsatser for at opnå sikre fødevarer, der er fri for forurening, beskytte grund- og drikkevand samt minimere risikoen for udsættelse af kemikalier med hormonforstyrrende effekter.

I nævner selv økologiens rolle i forholdt til VMP II og pesticidhandlingsplanen. Også for så vidt angår økologiens rolle i forberedelsen af VMP III, er det i kommissoriet for den arbejdsgruppe, der er nedsat til at se på generelle virkemidler, anført, at arbejdsgruppen skal kortlægge, beskrive og analysere eksisterende generelle (landsdækkende) reguleringsmodeller for jordbrugets næringsstofbelastning.

I den arbejdsplan (synopsis), som gruppen har vedtaget, indgår, at støtte til økologisk produktion skal beskrives og analyseres som en del af de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger under landdistriktsprogrammet, og at der i den forbindelse "bl.a. skal lægges vægt på at undersøge muligheder for i højere grad at støtte de økologiske bedriftsformer, der sikrer den største reduktion i tab af kvælstof og fosfor".

I forhold til regeringens kostpolitik vil jeg overordnet påpege, at det altovervejende mål med kostpolitikken er at få danskerne til at spise mere ernæringsrigtigt. Vi skal jo være lige så forsigtige med at spise søde eller fede økologiske produkter, som vi skal være overfor konventionelle produkter.

Projektet "Alt om kost – smag for livet", som jeg har igangsat, skal være med til at sætte dagsordenen for ernærings- og kostoplysning i Danmark. Projektets hjemmeside skal være et sted, hvor man kan finde de allerseneste nyheder om ernæring og kost.

Hjemmesiden – der blev åbnet i oktober 2002 – er efter den indledende opbygning fortsat under udbygning, og flere dele skal udbygges væsentligt inden for den nærmeste tid. Hjemmesiden skal være saglig og afbalanceret og primært advokere for sund kost i hjemmet, i skolen og institutionen og i storkøkkenet. Økologien er iøvrigt omtalt i mange sammenhænge, og en søgning på ordet "økologi" giver således over 30 hits. Det er vigtigt, at organisationer er med i opbygningen, og Økologisk Landsforening er meget velkommen med forslag til forbedringer af hjemmesiden, herunder links til økologi.

Rejseholdet er en anden vigtig del af projektet. Direktoratet skal i rådgivningssituationen lytte til de ønsker og behov, som skolerne m.v. har, og rådgive ud fra dette. Efterspørges vejledning om økologiske produkter, gives denne rådgivning naturligvis også.

Diskussionen om, hvorvidt økologiske produkter er sundere end konventionelt dyrkede har stået på i mange år. Fagligt er der fortsat ikke sikker viden om, at økologiske produkter i sig selv er sundere end konventionelt dyrkede.

Som jeg indledte med at sige, så ser jeg gerne, at økologisk produktion bliver fremmet – men hovedsageligt på almindelige markedsvilkår.

Med venlig hilsen

Mariann Fischer Boel


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024