Om mikrobiologiske grænseværdier for fødevarer

Stoffet kollagen skal opfylde de samme grænseværdier som gelatine. Det er reelt den eneste ændring, som denne bekendtgørelse fører med sig. Af §15 fremgår det således, at hvert parti kollagen i sit slutprodukt fremover er underlagt værdierne i bilag 6.
Claus Iversen
Dokumentation

I medfør af § 52, § 60, § 61, § 62 og § 78, stk. 3 i lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven) fastsættes:

Kapitel 1

Område og definitioner

§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om mikrobiologiske grænseværdier for fødevarer.

§ 2. Bekendtgørelsen gælder for

1)   primærproducenter af mælk (mælkeproducenter),

2)   primærproducenter af toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle,

3)   autoriserede engrosvirksomheder, der tilvirker de i denne bekendtgørelse omhandlede fødevarer, og

4)   godkendte engrosvirksomheder, der sælger levende toskallede bløddyr m.v. beregnet til direkte konsum.

§ 3. Ved mikrobiologisk grænseværdi forstås en fastsat grænse for indhold af mikroorganismer eller af deres eventuelle toksiner i fødevarer.

§ 4. I forbindelse med prøveudtagningsplaner for mikrobiologiske undersøgelser og ved vurderingen af mikrobiologiske analyseresultater anvendes parametrene n, m, M, c og S.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte parametre defineres således at

1)   n er antal enheder i prøven,

2)   m er en grænseværdi. Alle analyseresultater der ikke overstiger m anses for tilfredsstillende,

3)   M er en grænseværdi for accept. Resultatet anses for uacceptabelt, hvis en eller flere prøveenheder har en værdi, der overskrider M,

4)   c er antal prøveenheder, hvis værdi må ligge mellem m og M, og

5)   S er en grænseværdi for hakket kød og tilberedt kød. Ved højere værdier skal resultatet betragtes som uacceptabelt og skal medføre kassation.

Kapitel 2

Mælk og mælkeprodukter

Rå mælk, herunder stalddørssalg af rå mælk

§ 5. Rå mælk, der leveres fra den enkelte mælkeproducent, skal ved indladning i tankvogn eller ved levering til en fødevarevirksomhed opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 1, nr. 1 og 2.

  Stk. 2. Rå mælk, der sælges ved stalddørssalg skal opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 1, nr. 3.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan en mælkeproducent, der ikke opfylder de i bilag 1, nr. 1 og 2 nævnte grænseværdier, forhandle eller levere rå mælk, såfremt kravene opfyldes senest 3 måneder efter, at overskridelsen er konstateret.

§ 6. Ved overskridelse af de i bilag 1 anførte grænseværdier for rå mælk skal producenten henholdsvis virksomheden underrette fødevareregionen.

Mælkeprodukter

§ 7. Rå mælk, der varmebehandles senere end 36 timer efter indvejningen, skal opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 2, nr. 1.

Stk. 2. Mejerimælk, der tidligere er varmebehandlet, og som underkastes en afsluttende varmebehandling skal opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 2, nr. 2.

§ 8. Mælkeprodukter skal når de forlader virksomheden opfylde de for det pågældende produkt relevante mikrobiologiske grænseværdier i bilag 2, nr. 3-4, 9 og 13-14.

Stk. 2. Mælkeprodukter skal endvidere når de forlader virksomheden opfylde de for det pågældende produkt relevante mikrobiologiske grænseværdier for Staphylococcus aureus og Eschericia coli i bilag 2, nr. 5-8 og 10-12.

§ 9. Ved overskridelse af de i bilag 2, nr. 1 anførte grænseværdier i forbindelse med varmebehandling af rå mælk, må den pågældende rå mælk ikke anvendes til fremstilling af varmebehandlet konsummælk.

Stk. 2. Ved overskridelse af de i bilag 2, nr. 3-4 og 13-14 anførte grænseværdier for mælkeprodukter skal virksomheden straks foretage tilbagetrækning fra markedet af hele den produktionsmængde, der er fremstillet på samme teknologiske betingelser, og som vil kunne indebære samme risiko.

§ 10. Ved overskridelse af de i bilag 2, nr. 5-8 anførte M-værdier for bløde oste og oste af termiseret mælk, skal virksomheden udtage prøver til undersøgelse for henholdsvis

1)   indhold af enterotoksinproducerende Staphylococcus aureus, og om nødvendigt for enterotoksinet, eller

2)   stammer af Eschericia coli, som formodes at være patogene.

Stk. 2. Ved påvisning, i henhold til stk. 1, af enterotoksinproducerende Staphylococcus aureus, enterotoksin eller stammer af Escherichia coli, som formodes at være patogene, skal virksomheden straks foretage tilbagetrækning fra markedet af hele den produktionsmængde, der er fremstillet på samme teknologiske betingelser, og som vil kunne indebære samme risiko.

Kapitel 3

Ægprodukter

§ 11. Ægprodukter skal efter endt varmebehandling opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 3.

Kapitel 4

Hakket kød og tilberedt kød

§ 12. Hakket kød som er bestemt til markedsføring i uforarbejdet stand eller som bestanddele af tilberedt kød, bortset fra ferske pølser eller fars, skal, med undtagelse af de i stk. 2-3 nævnte tilfælde, i slutproduktet opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 4.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for fremstilling af hakket kød på en autoriseret kødproduktvirksomhed til brug i virksomhedens egen produktion af kødprodukter.

Stk. 3. Hakket kød bestemt til at anvendes som råvare på en autoriseret kødproduktvirksomhed i Danmark eller bestemt til at udføres til lande, som ikke er medlem af EU eller EØS, skal alene opfylde de i bilag 4 nævnte mikrobiologiske grænseværdier for aerobe bakterier.

§ 13. Tilberedt kød herunder ferske pølser og fars, men ikke andet tilberedt kød fremstillet af hakket kød skal, med undtagelse af de i stk. 2-3 nævnte tilfælde, i slutproduktet opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 5.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for fremstilling af tilberedt kød på en autoriseret kødproduktvirksomhed til brug i virksomhedens egen produktion af kødprodukter.

Stk. 3. Tilberedt kød bestemt til at anvendes som råvare på en autoriseret kødproduktvirksomhed i Danmark eller bestemt til at udføres til lande, som ikke er medlem af EU eller EØS, skal alene opfylde de i bilag 4 nævnte grænseværdier for Escherichia coli.

§ 14. Såfremt de i bilag 4 og 5 anførte værdier for c eller M fortsat ikke er opfyldt senest 15 dage efter at der er konstateret overskridelser skal den pågældende produktion indstilles indtil problemet er løst.

Kapitel 5

Gelatine og kollagen

§ 15. Hvert parti gelatine og hvert parti kollagen skal i slutproduktet opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 6.

Kapitel 6

Fisk og fiskevarer

Levende toskallede bløddyr m.v.

§ 16. Levende, toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle bestemt til direkte konsum eller yderligere tilvirkning skal stamme fra produktionsområder (zoner), der opfylder de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 7, nr. 1-3.

§ 17. Levende, toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle bestemt til direkte konsum skal opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 7, nr. 4.

Kogte krebs- og bløddyr m.v.

§ 18. Kogte krebs- og bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle samt bestanddele heraf skal opfylde de mikrobiologiske grænseværdier i bilag 8.

Stk. 2. Ved overskridelse af grænseværdierne i bilag 8, nr. 1 og den under nr. 2 anførte M-værdi for indhold af Staphylococcus aureus må partiet ikke sælges.

§ 19. Ved overskridelse af de i bilag 8 anførte grænseværdier for kogte krebs- og bløddyr m.v. skal virksomheden underrette fødevareregionen.

Kapitel 7

Straffebestemmelser

§ 20. Med bøde straffes den, der overtræder § 5, stk. 1 og 2, §§ 6-7, § 8, stk. 1, §§ 9-11, § 12, stk. 1, § 13, stk. 1 og §§ 14-19.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med fortsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er

1)   forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor, eller

2)   opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.m.

§ 21. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. oktober 2003.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 826 af 3. oktober 2002 om mikrobiologiske grænseværdier for fødevarer.


Fødevaredirektoratet, den 6. august 2003

Per H. Kristiansen

/Lone Fæster


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024