Om produktionsafgift på ørred, solgt fra danske dambrug

Tina Møller
Dokumentation

I medfør af § 102, stk. 2 og 3, § 106, stk. 1, og § 130, stk. 2 i lov nr. 281 af 12. maj 1999, fiskeriloven, fastsættes:

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter enhver ørredproduktion fra danske ferskvandsdambrug, herunder   dambrug med recirkulerende vand.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter tillige produktion af yngel og æg fra de i stk. 1 nævnte dambrug.

§ 2. Produktionsafgiften beregnes ved ethvert salg fra de i § 1 nævnte dambrug, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Afgiften beregnes på baggrund af dambrugets nettoproduktion, dvs. den solgte produktion med fradrag af indkøbte mængder af fisk, yngel og æg.

Stk. 3. Produktionsafgiften på ørred, herunder yngel, er 12 øre pr. kilo.

Stk. 4. Produktionsafgiften på ægproduktion er 60 øre pr. kilo.

Stk. 5. Der beregnes ikke særskilt produktionsafgift, jf. stk. 1, i forbindelse med overdragelse af dambrug med igangværende produktion. Den overdragne produktion vil ikke kunne fradrages i henhold til stk. 2.

§ 3. Produktionsafgiften indgår i Afgiftsfonden for Danske Dambrug, c/o Dansk Dambrugerforening, Vejlsøvej 51, 8600 Silkeborg.

§ 4. Den driftsansvarlige ejer eller forpagter, herunder enhver fysisk eller juridisk person, der erhvervsmæssigt driver dambrug, skal inden den 10. februar, 10. maj, 10. august og 10. november   indberette den samlede nettoproduktion for det foregående kvartal til Afgiftsfonden for Danske Dambrug, jf. § 2, og indbetale den herefter skyldige afgift til fonden.

Stk. 2. Afgiftsbeløb under 100 kr. bortfalder.

Stk. 3. Negative produktionsafgifter kan ikke medføre krav om tilbagebetaling fra fonden.

§ 5. Den driftsansvarlige skal endvidere ved hvert kalenderårs afslutning indsende en opgørelse til fonden over den samlede nettoproduktion i det forløbne kalenderår, jf. § 2. Opgørelsen skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Hvis den årlige produktion svarer til en afgift på under 5.000 kr., kan attestation erstattes af en skriftlig erklæring fra den driftsansvarlige, medmindre Afgiftsfonden for Danske Dambrug kræver revisorattestation.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte opgørelse skal indsendes til fonden senest den 1. marts i året efter opgørelsesåret.

Stk. 3. For driftsansvarlige, der ikke har kalenderåret som regnskabsår, omfatter den i stk. 1 nævnte opgørelse for 2003 alene den resterende del af kalenderåret.

§ 6. Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges efter lovens § 115, stk. 1, en årlig rente, svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

§ 7. Der er udpantningsret for forfaldne beløb efter lovens § 116, nr. 4 og 6, herunder for de i § 6 nævnte rentebeløb.

§ 8. Overtrædelse af § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1 og 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 23 i fiskeriloven.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.  

§ 9. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. april 2003.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 794 af 23. september 2002 om produktionsafgift på ørred, solgt fra danske dambrug.

Direktoratet for FødevareErhverv, den 20. marts 2003

Arent B. Josefsen

/Morten Blom Andersen


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024