Om ydelse af støtte til producenter af visse markafgrøder

Tina Møller
Dokumentation

Bekendtgørelse om ydelse af støtte til producenter af visse markafgrøder

(Hektarstøtteordningen)

 

I medfør af § 1, stk. 1-4, § 4, § 5, § 5a, § 20, stk. 2, § 22, stk. 2, § 24 og § 27 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 285 af 8. maj 2002, fastsættes:

§ 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører ydelse af støtte til producenter af korn, oliefrø, oliehør, bælgsæd, spindhør og hamp, og den hermed forbundne ordning for udtagning af jord af produktionen, samt anmeldelse af foderarealer til beregning af husdyrpræmier i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger.

§ 2. Producenter, der ønsker at deltage i støtteordningen, skal hvert år indsende en ansøgning til Direktoratet for FødevareErhverv. Ansøgningen skal indgives på et særligt skema, der fås hos de lokale landbrugscentre eller hos Direktoratet for FødevareErhverv. Ansøgningen skal være Direktoratet for FødevareErhverv i hænde senest den 21. april, eller i tilfælde, hvor den 21. april er en lørdag, en søndag, en mandag eller en helligdag, den anden hverdag (lørdag ikke medregnet), der følger herefter.

Stk. 2. Der indgives én ansøgning for hver bedrift.

§ 3. Med hensyn til basisareal og udbytteregion betragtes Danmark som én region, som er egnet til produktion af de af støtteordningen omfattede afgrøder.

§ 4. Den enkelte mark, hvortil der søges støtte, skal bestå af et sammenhængende areal med samme afgrøde. Marken skal mindst udgøre 0,30 ha, medmindre den på grund af naturlige afgrænsninger eller naboskel ikke kan sammenlægges med andre marker. For udtagne marker gælder tillige, at en mark skal være mindst 20 meter bred i over halvdelen af sin længde.

Stk. 2. Uanset stk. 1, 2. og 3. punktum, kan randzoner med en størrelse på mindst 0,10 ha og en bredde på mindst 10 meter langs søer og åbne vandløb medtages som udtagne arealer. Det er en betingelse for medtagelse af sådanne randzoner, at der ikke er dyrkede eller på anden måde landbrugsmæssigt udnyttede arealer mellem randzonen og vandkanten.

Stk. 3. Følgende særlige ordninger må ikke anvendes på arealer, der udtages i medfør af stk. 2:

1) Dyrkning af udtagne arealer med henblik på fremstilling af produkter, der ikke primært er bestemt til konsum eller foderbrug.

2) Dyrkning af de i bilag 14 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2316/1999 anførte foderbælgplanter på udtagne arealer på bedrifter, der for den samlede produktion drives efter forpligtelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler med senere ændringer.

§ 5. Det samlede støtteberettigede udtagne areal på en bedrift kan udgøre indtil 21,6 pct. af det ansøgte støtteberettigede areal.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter indstilling fra amtsrådene og Bornholms Kommune beslutte, at den i stk. 1 nævnte øvre grænse for en bedrifts samlede udtagne areal inden for de særligt følsomme landbrugsområder (SFL-områder) kan udgøre op til 100 pct. af bedriftens ansøgte støtteberettigede areal. Amtsrådenes og Bornholms Kommunes indstilling om en højere grænse kan gælde for samtlige eller en begrænset del af SFL-områderne i amtet. Denne højere grænse vil gælde for alle støtteberettigede arealer beliggende inden for disse områder. Udtagne arealer ud over 21,6 pct. af det ansøgte støtteberettigede areal skal ligge inden for de omfattede SFL-områder.

Stk. 3. Amtsrådene og Bornholms Kommune kan senest 1. juni hvert år afgive en indstilling til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, om hvorvidt de med virkning fra og med den efterfølgende udtagningsperiode ønsker at ændre den efter stk. 2, fastsatte højere grænse for udtagning for hele eller dele af de omfattede SFL-områder.

Stk. 4. I SFL-områder må ordningen for dyrkning af udtagne arealer med henblik på fremstilling af produkter, der ikke primært er bestemt til konsum eller foderbrug ikke anvendes på udtagne arealer, der overstiger 21,6 pct. af det ansøgte støtteberettigede areal.

§ 6. I forbindelse med omstruktureringsprogrammer og i forbindelse med offentlige foranstaltninger, hvorved hidtil støtteberettigede arealer ikke længere kan dyrkes, kan Direktoratet for FødevareErhverv efter ansøgning godkende, at arealer, der ikke opfylder betingelserne for støtteberettigede arealer i artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1251/1999, opnår status som støtteberettigede ved ombytning med hidtidige støtteberettigede arealer, der herefter ikke kan danne baggrund for støtte, jf. artikel 7, 2. og 3. afsnit i Rådets forordning (EF) nr. 1251/1999.

Stk. 2. Det er en betingelse for ombytning efter stk. 1,

1) at ombytning ikke indebærer øgede miljømæssige belastninger eller miljømæssige risici,

2) at der anvises et hidtidigt støtteberettiget areal, som efter gennemførelsen af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger ikke længere kan danne grundlag for støtte, og

3) at det areal, der opnår status som støtteberettiget, ikke er større end det areal, som efter gennemførelsen af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger ikke længere kan danne grundlag for støtte.

Stk. 3. Ansøgning om ombytning i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysning om de i stk. 2 angivne betingelser, herunder en redegørelse for årsagen til ombytningen samt oplysning om de miljømæssige konsekvenser. De arealer, der skal indgå som støtteberettigede, og de arealer, der ikke længere skal kunne danne grundlag for støtte, skal identificeres ved indtegning på kort og ved angivelse af markbloknummer. Arealernes størrelse skal angives i ha med 2 decimaler. Ejere af arealer, der i henhold til stk. 3, nr. 2, udgår som støtteberettigede, skal ved deres underskrift erklære sig indforstået hermed.

Stk. 5. Ansøgning om ombytning efter stk. 1 skal være Direktoratet for FødevareErhverv i hænde senest den 31. maj forud for det pågældende produktionsår. Meddeles afslag på ombytningen, efter at ansøgning om støtte er indsendt, jf. § 2, nedskriver Direktoratet for FødevareErhverv ansøgningen med de berørte marker.

§ 7. Inden for samme bedrift kan arealer, der ikke opfylder betingelserne for støtteberettigede arealer i artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1251/1999 efter ansøgning til Direktoratet for FødevareErhverv opnå status som støtteberettiget ved ombytning med et hidtil støtteberettiget areal, der herefter ikke længere kan danne grundlag for støtte.

Stk. 2. Det er en betingelse for ombytning efter stk. 1,

1) at ombytningen er begrundet i miljømæssige, agronomiske, plantesundhedsmæssige eller driftsøkonomiske forhold,

2) at ombytningen ikke indebærer øgede miljømæssige belastninger eller miljømæssige risici,

3) at ombytningen ikke forøger det samlede støtteberettigede areal på bedriften, og

4) at der ved ombytning af arealer, der er helt eller delvist forpagtede, sammen med ansøgningen foreligger en skriftlig tilladelse fra ejeren af de forpagtede arealer.

Stk. 3. Ansøgning om ombytning skal indeholde oplysning om de i stk. 2 angivne betingelser, herunder en redegørelse for årsagen til ombytningen samt oplysninger om miljømæssige konsekvenser af ombytningen. Ansøgningen skal indeholde identifikation af de enkelte marker, der ombyttes, ved indtegning på markkort og ved angivelse af markbloknummer. Markernes størrelse skal angives i ha med 2 decimaler.

Stk. 4. Ansøgning om ombytning skal være Direktoratet for FødevareErhverv i hænde senest den 31. maj forud for det produktionsår, hvor ombytningen skal være gældende. Meddeles afslag på ombytningen, efter at ansøgning om støtte er indsendt, nedskriver Direktoratet for FødevareErhverv ansøgningen med de berørte marker.

§ 8. Ejere eller forpagtere af frugtplantager kan senest den 1. oktober året før indgivelse af den årlige ansøgning om støtte, jf. § 2, ansøge Direktoratet for FødevareErhverv om deltagelse i et omstruktureringsprogram i henhold til artikel 7, 2. afsnit, i Rådets forordning (EF) nr. 1251/99 med henblik på overgang til produktion af støtteberettigede afgrøder efter denne ordning.

Stk. 2. Det er en betingelse for deltagelse i et omstruktureringsprogram efter stk. 1,

1) at ønsket om overgang til produktion af markafgrøder skyldes stormskade, plantesygdomme eller andre natur- eller miljøbetingede forhold,

2) at ændringen ikke indebærer øgede miljømæssige belastninger eller miljømæssige risici,

3) at der anvises et hidtil støtteberettiget areal, som ved gennemførelsen af omstruktureringsprogrammet herefter ikke længere kan danne grundlag for støtte, og

4) at det areal, der opnår status som støtteberettiget, ikke er større end det areal, som efter gennemførelsen af omstruktureringsprogrammet ikke længere kan danne grundlag for støtte.

Stk. 3. Ansøgning om deltagelse i et omstruktureringsprogram skal indeholde oplysning om de i stk. 2 angivne betingelser, herunder en redegørelse for årsagen til ønsket om deltagelse samt oplysning om de miljømæssige konsekvenser af den ændrede produktion. De arealer, der skal overgå som støtteberettigede, og de arealer, der ikke længere skal kunne danne grundlag for støtte, skal identificeres ved angivelse af markbloknummer. Arealernes størrelse skal angives i ha med 2 decimaler. Ejere af arealer, der i henhold til stk. 2, nr. 3, udgår som støtteberettigede, skal ved deres underskrift erklære sig indforstået hermed.

§ 9. Tilstødende marker med samme afgrøde skal være tydeligt fysisk adskilt, hvis der søges om støtte efter forskellig støttekategori for disse marker, eller hvis nogle af markerne indgår i en ansøgning om støtte efter denne ordning, mens andre af markerne danner grundlag for støtte efter andre ordninger. Adskillelsen skal etableres på en sådan måde, at den ikke kan flyttes i løbet af dyrkningssæsonen.

§ 10. Uanset artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2316/1999 af 22. oktober 1999, kan der ydes arealstøtte til arealer tilsået med de frøkategorier af raps eller ryps, som er anført i artikel 4, stk. 2, litra a-e, i ovennævnte forordning.

§ 11. Udtagne arealer skal holdes plantedækket. Plantedækket skal senest være etableret 1. oktober forud for udtagningsperioden. Plantedækket skal dog ikke være etableret tidligere end 14 dage efter høst. Plantedækket skal etableres på grundlag af fremspirede spildfrø fra tidligere dyrkningsår eller ved udsåning af

1) græsarter i renbestand, forudsat at afgrøden ikke i et senere år anvendes til frøproduktion,

2) græsarter i blandinger, evt. iblandet højst 25 pct. kløver, eller

3) andre frø eller frøblandinger, som godkendes af Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2. Plantedække kan undlades i en bredde af højst to meter rundt om det udtagne areal. Dette areal kan ved mekanisk bearbejdning holdes plantefrit gennem hele udtagningsperioden.

Stk. 3. På bedrifter, der er autoriseret til økologisk jordbrug efter Plantedirektoratets bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion, kan plantedækket etableres ved udsåning af græsarter i blandinger iblandet mere end 25 pct. kløver. I dette tilfælde er det en betingelse, at plantedækket tidligst nedpløjes den 1. marts efter udtagningsperiodens ophør.

Stk. 4. Uanset stk. 1, kan olieræddike anvendes som plantedække på udtagne arealer, hvor forfrugten er roer. I dette tilfælde skal plantedækket senest være udsået den 31. maj i udtagningsperioden. Hvis arealet videreføres som udtaget areal i den efterfølgende udtagningsperiode, skal olieræddike erstattes af et vinterfast plantedække.

Stk. 5. På arealer, der forbliver udtaget i flere produktionsår, skal der hvert år inden 1. oktober ske eftersåning af områder uden tilstrækkeligt plantedække.

Stk. 6. Plantedækket kan slås i løbet af udtagningsperioden, men må ikke slås i perioden 1. maj - 30. juni. Hvis de udtagne arealer er beliggende inden for de afstandskrav, der gælder efter bestemmelserne for certificering af frø, skal plantedækket dog slås inden blomstring på anmodning fra den berørte planteavler. Plantedækket må endvidere slås i forbindelse med bekæmpelse af flyvehavre, hejrearter eller giftige ukrudtsarter, når der forinden er indsendt en erklæring til Direktoratet for FødevareErhverv om behovet herfor. Erklæringen skal være underskrevet af en planteavlskonsulent. Plantedækket må slås i hele udtagningsperioden, hvis det igennem hele foråret ved slåning med jævne mellemrum holdes helt kort. Plantedækket må ikke anvendes til landbrugsmæssige formål.

Stk. 7. Uanset bestemmelsen i stk. 1, skal plantedækket på den del af de arealer, der i 2003 udtages i Århus Amt i medfør af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 843 af 11. oktober 2002 om fastsættelse af den øvre grænse for det samlede udtagne areal inden for de særligt følsomme landbrugsområder (SFL-områder), og som overstiger 50 pct. af bedriftens ansøgte støtteberettigede areal, være etableret senest 31. maj 2003.

§ 12. På de udtagne arealer må der ikke fra 1. oktober forud for udtagningsperioden til dennes ophør

1) anvendes plantebeskyttelsesmidler, jf. lov om kemiske stoffer og produkter, med undtagelse af selektive midler udelukkende godkendt til bekæmpelse af flyvehavre og midler, der anvendes med henblik på selektiv bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo,

2) tilføres mineralsk eller organisk gødning, eller

3) kunstvandes.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, kan der efter godkendelse fra den lokale fødevareregion udbringes husdyrgødning på udtagne arealer i forbindelse med forebyggelse eller bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme og zoonotiske infektioner.

§ 13. De udtagne arealer skal forblive ude af produktion fra 15. januar forud for produktionsåret til 31. august i produktionsåret.

Stk. 2. Plantedække fremvokset efter udtagningsperiodens ophør den 1. september må i tiden indtil den 15. januar kun anvendes indenfor bedriften. Det er en betingelse for en sådan anvendelse, at det plantedække, der er fremvokset i udtagningsperioden, bliver slået efter den 1. august i udtagningsperioden og mindst 14 dage før anvendelsen påbegyndes.

Stk. 3. Mekanisk jordbearbejdning kan påbegyndes fra 20. oktober efter udtagningsperioden. Hvis der efter udtagningsperioden skal etableres en vinterafgrøde, kan mekanisk jordbearbejdning, tilsåning og gødskning dog påbegyndes fra 15. juli forud for udtagningsperiodens ophør.

§ 14. Bestemmelserne i §§ 11-13 om plantedække og behandling af arealerne anvendes ikke i følgende tilfælde:

1) Ved dyrkning af afgrøder på udtagne arealer til fremstilling af produkter, som ikke primært er bestemt til konsum eller foderbrug.

2) Ved økologers dyrkning af visse foderbælgplanter på udtagne arealer.

Stk. 2. Ved økologers dyrkning af visse foderbælgplanter på udtagne arealer skal såning foretages senest d. 31. maj.

§ 15. Arealer, som producenten har forpligtet sig til at udtage i en flerårig periode på op til 5 år, jf. artikel 20 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2316/1999, skal forblive ude af produktionen fra 15. januar forud for det første produktionsår i udtagningsperioden til den 31. august i det produktionsår, hvor udtagningsperioden ophører.

Stk. 2. Producenter, der har forpligtet sig til flerårig udtagning efter den i stk. 1 nævnte ordning kan hvert år pr. 31. august udtræde af ordningen uden krav om tilbagebetaling af nogen del af det modtagne støttebeløb, hvis

1) en del af bedriften er blevet omfattet af ekspropriation eller en aftale på ekspropriationslignende vilkår,

2) bedriften indgår i en jordfordeling, eller

3) der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, som ikke skyldes producentens egne forhold, og som anerkendes af Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 3. I det sidste år af udtagningsperioden eller ved udtræden før periodens ophør finder bestemmelserne i § 13, stk. 2, og 3, tilsvarende anvendelse, jf. dog § 14.

§ 16. Sker der inden den 15. juli ved ekspropriation eller ekspropriationslignende vilkår rådighedsberøvelse af arealer, der er omfattet af en ansøgning om hektarstøtte, skal Direktoratet for FødevareErhverv underrettes herom senest den 15. august samme år. Underretningen skal ske på en særlig blanket, der fås ved henvendelse til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2. Underretning kan dog undlades, hvis betingelserne for hektarstøtte trods rådighedsberøvelsen stadig er tilstede.

§ 17. Overdrages en bedrift i sin helhed, inden samtlige betingelser for udbetaling af den ansøgte hektarstøtte er opfyldt, forbliver overdrageren ansvarlig for overholdelse af alle betingelser, der er forbundet med støtten, medmindre erhververen ved indsendelse af en skriftlig producentskifteerklæring til Direktoratet for FødevareErhverv påtager sig det fulde ansvar for overholdelse af disse forpligtelser.

Stk. 2. Såfremt en bedrift overdrages i sin helhed inden den ansøgte hektarstøtte er udbetalt, vil hektarstøtten uanset overdragelsen blive udbetalt til overdrageren, medmindre overdrager ved en transport overfører retten til støtten til erhververen. Udbetaling af hektarstøtte til erhververen er betinget af, at dette ikke strider mod tredjemands bedre retsstilling i forhold til overdrageren.

Stk. 3. Den i stk. 1 omhandlede producentskifteerklæring skal indgives på en særlig blanket, der fås ved henvendelse i de lokale landbrugscentre eller i Direktoratet for FødevareErhverv. Producentskifteerklæringen og transporten, jf. stk. 1 og 2, kan i forhold til hektarstøtte kun gøres gældende overfor Direktoratet for FødevareErhverv, hvis den modtages i direktoratet, inden udbetalingen af hektarstøtten finder sted.

§ 18. Kontrollen med de omfattede arealer og med høsten m.v. foretages af Plantedirektoratet i form af stikprøvekontrol, herunder ved telemåling, hos de enkelte producenter.

Stk. 2. Det påhviler producenterne at yde den nødvendige bistand ved kontroleftersyn. Producenterne skal blandt andet forevise de tilmeldte arealer og de bygninger, hvor høsten opbevares, samt forevise dyrkningsplaner, markplaner, gødningsplaner, forretningsmateriale og regnskabsmateriale m.v.

§ 19. Overtrædelse af § 9, § 16, stk. 1, og § 18, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 20. Ved overtrædelse af § 11, § 12, stk. 1, § 13, stk. 2, 2. punktum, stk. 3, 1. punktum, § 14, stk. 2, samt § 15, stk. 3, kan Direktoratet for FødevareErhverv beslutte, at støtten for de udtagne arealer nedsættes eller bortfalder. Under samme betingelser kan allerede udbetalte støttebeløb kræves tilbagebetalt. Tilbagebetaling af udbetalte beløb sker i overensstemmelse med § 20, stk. 2, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger for landbrugsvarer m.v.

Stk. 2. Ved grove eller gentagne overtrædelser af § 11, § 12, stk. 1, § 13, stk. 2, 2. punktum, stk. 3 1. punktum, § 14, stk. 2, samt § 15, stk. 3, kan Direktoratet for FødevareErhverv beslutte, at støtten for de udtagne og tilsåede arealer nedsættes eller bortfalder. Under samme betingelser kan allerede udbetalte støttebeløb kræves tilbagebetalt. Tilbagebetaling af udbetalte beløb sker i overensstemmelse med § 20, stk. 2, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2003 og har virkning for ansøgning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer for produktionsåret 2003/2004 (høsten 2003) og efterfølgende produktionsår.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 201 af 11. april 2002 om ydelse af støtte til producenter af visse markafgrøder.

 

 

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den 18. februar 2003

Mariann Fischer Boel

/Ditte Helene Bang


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024