Styr på dioxinerne

Tina Møller
Dokumentation
Der er ved at være styr på de store og kendte dioxin-kilder i Danmark. Det viser en statusredegørelse, som Fødevareministeriet og Miljøministeriet offentliggør i dag. Dioxin er et giftigt og svært nedbrydeligt stof, som har hormonlignende effekter.

”Jeg er meget tilfreds. Forbrændingsanlæggene er godt i gang med at installere dioxinrensning. Kommunekemi og de store industrivirksomheder gør en prisværdig indsats. Det går i den rigtige retning”, siger miljøminister Hans Chr. Schmidt. ”Men vi skal fastholde indsatsen, så vi kan komme endnu længere ned. Og et af de tilbageværende problemer, vi skal kigge nærmere på, er de private brændeovne”.

Hans Chr. Schmidt har bedt Danmarks Miljøundersøgelser om at undersøge dioxinudslippet fra private brændeovne. Miljøministeriet afsætter ca. 700.000 kr. til området.

Dioxin er bl.a. et problem, når stoffet ender i fødevarer og foder. Undersøgelsen af dioxinforureningen i Østersøen viser som forventet, at arbejdet med at nedbringe dioxinudslippet ikke er slut endnu. Østersøen er forurenet med dioxin, og fede fisk i dele af Østersøen overskrider grænseværdierne for fødevarer, som er fastsat af EU. Men de danske dele af Østersøen ser ud til at være mindst forurenet.

”De danske fødevarer overskrider ikke EU's grænseværdier. Det viser, at den store danske indsats har givet resultater. Men der er fortsat behov for en målrettet dansk og international indsats for at reducere dioxinforureningen af miljøet, fødevarer og foder ", siger fødevareminister Mariann Fischer Boel.

”Derfor lægger regeringen også stor vægt på, at Danmark hurtigst muligt ratificerer Stockholmkonventionen og dermed bringer os i en position, hvor vi kan være med til at lægge pres på de lande, der endnu ikke har ratificeret konventionen”.

Stockholmkonventionen forbyder produktion og anvendelse af dioxin og 11 andre svært nedbrydelige stoffer. 50 lande skal tiltræde Stockholmkonventionen, før den træder i kraft. Den danske regering har sendt forslaget til ratificering i høring. Konventionen er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at dæmme op for den betydelige mængde dioxin, som kommer fra luften.

På foder- og fødevareområdet trådte EU’s grænseværdier i kraft 1. juli 2002. Grænseværdierne skal tages op til revision inden udgangen af 2004 med henblik på at inkludere de dioxinlignende PCB-stoffer og inden udgangen af 2006 med henblik på en generel nedsættelse.

Fødevareministeriet og Miljøministeriet kommer med en ny statusredegørelse i 2004.

Statusredegørelsen kan læses på www.mst.dk/kemi/status.pdf

Yderligere oplysninger:
Helge Andreasen, Miljøstyrelsen, tlf. 3266 0154.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024