Talepapir om den nye torskeplan

Claus Iversen
Dokumentation
Samrådsspørgsmål Ø: "Ministeren bedes redegøre for den nye torskeplan."


Fødevareministeren tale:

Midlertidig genopretningsplan for torsk
I oktober 2002 konkluderede ICES i den seneste videnskabelige rådgivning, at torskebestandenes situation var mere kritisk end hidtil antaget i flere farvandsområder.

Kommissionen fremsatte i december 2002 på baggrund af bestandssituationen et revideret forslag til genopretning af torsk og kulmulebestandene.

Dette forslag kunne ikke færdigbehandles i 2002, hvorfor Rådet i december 2002 vedtog en midlertidig genopretningsplan for torsk i form af et havdagesystem, fastsat i bilag XVII i TAC/kvote forordningen for 2003.

Rådets besluttede samtidig, at Kommissionen skulle fremlægge et revideret forslag til en langsigtet genopretningsplan for torsk senest den 15. februar, som Rådet skulle vedtage senest den 31. marts.

Det midlertidige havdagesystem, der trådte i kraft den 1. februar i år, var en forenklet løsning, der ikke fuldt ud tog hensyn til de meget forskellige fiskerimønstre, der gælder i medlemslandene.

Ordningen havde blandt andet negative konsekvenser for nogle fiskerier, som havde meget små bifangster af torsk, og der var derfor behov for at rette op på disse skævheder.

Desuden blev det hurtigt klart, at Kommissionen ikke kunne nå at fremlægge sit forslag til en langsigtet genopretningsplan inden den 15. februar.

Derfor anmodede man fra dansk side på Rådsmødet i marts om, at bilag XVII blev justeret hurtigst muligt, mens Kommissionen arbejdede videre med en langsigtet genopretningsplan.

 Justeringen af bilag XVII, som blev vedtaget på rådsmødet i april, har givet lidt større fleksibilitet uden at bestemmelserne er blevet udvandet.

Der blev blandt andet indført flere havdage for fartøjer, der fisker med masker større end 120 mm og har en begrænset bifangst af torsk, og definitionen på en havdag blev gjort mere fleksibel.

Den langsigtede genopretningsplan for torsk
Tirsdag i sidste uge fremsatte Kommissionen det længe ventede forslag til en genopretningsplan for torsk. Genopretningsplanen for kulmule vil Kommissionen fremsætte på et senere tidspunkt.

Forslaget erstatter de tidligere fremsatte forslag og skal, når det er vedtaget, erstatte det midlertidige havdagesystem.

Tidshorisonten for denne genopretningsplan er ifølge Kommissionen 5 til 10 år.

Genopretningsplanen vedrører torskebestandene i Kattegat, Nordsøen, Skagerrak, den østlige del af Den Engelske Kanal, farvandet vest for Skotland og Det Irske Hav.

Forslaget går ud på, at de gydemodne torskebestande i de forskellige geografiske områder skal bringes inden for sikre grænser fastsat i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet på baggrund af videnskabelig rådgivning.

Målet er først nået, når bestanden to år i træk er nået den ønskede størrelse.

Når målet er nået, skal Rådet vedtage en flerårige forvaltningsplan for bestanden.

Vi skal stadig, som nu, fastsætte de årlige tilladte fangstmængder (TAC’erne) for bestandene i Rådet.

Fangstmængderne skal, så længe de berørte bestande er mindre end målmængden, fastsættes, så der sker en stigning i den enkelte bestand med 30% det følgende år.

Endvidere indføres en grænse for årlige udsving i fangstmængden på ±15% årligt. Dog må fiskeridødeligheden ikke overstige grænserne fastsat i henhold til forsigtighedsprincippet.

Såfremt bestanden kommer under en absolut minimumsmængde, der også er fastsat efter biologisk rådgivning, så skal reduktionen af fangstmængden fastsættes således, at bestanden det efterfølgende år kommer over den absolutte minimumsmængde.

Når fangstmængden er fastsat, reduceres de enkelte landes fiskeriindsats for fartøjer med fangst af torsk efter følgende metode:

Først beregnes den samlede fiskerindsats i EU ved et gennemsnit af indsatsen i 2000, 2001 og 2002. Fiskeriindsatsen måles i kilowattdage, det vil sige antal havdage multipliceret med motorkraften.

Dernæst reduceres fiskerindsatsen svarende til den valgte TAC.

Reduktionen af fiskerindsatsen fordeles på medlemslandene med den andel af torskelandinger som medlemslandet har haft af de samlede EUlandinger af torsk i referenceperioden.

Den gennemsnitlige fiskeriindsats for sperling og/eller tobisfiskeriet reduceres med 10%.

Medlemslandene skal selv fordele fiskeriindsatsen mellem sine fartøjer inden for samme fangstområde i form af et maksimalt antal havdage.

Medlemslandene skal udarbejde to lister over fartøjer, der har fået tildelt kilowattdage. Den ene liste omfatter fartøjer, der har lov til at lande torsk, og den anden liste omfatter fartøjer, der lander tobis og/eller sperling, og som ikke må lande torsk.

En havdag defineres i dette forslag på samme måde som under det gældende havdagesystem.

For at kunne beregne den gennemsnitlige fiskeriindsats i referenceperioden og andelen af torskelandinger skal der oprettes en database med oplysninger fra 2000, 2001 og 2002 på fartøjsniveau om blandt andet motorkraft, landinger af torsk samt antallet af havdage. Databasen skal også indeholde oplysninger om fartøjer, der har landet sperling og/eller tobis.

Den videre procedure
Vi har som sagt modtaget forslaget i sidste uge, og forslaget vil nu blive grundigt analyseret og gennemgået sammen med fiskerierhvervet.

I forhold til de tidligere forslag til en langsigtet løsning af bestandssituationen mener jeg, at der på flere punkter er tale om forbedringer.

Jeg har således hæftet mig ved, at Kommissionen foreslår, at medlemslandene selv får ansvaret for at fordele tildelte kilowattdage på fartøjer.

Kommissionen foreslår også, at TAC/kvoter højst må svinge med ±15%, hvis bestandene ligger inden for sikre biologiske grænser. Jeg er i denne forbindelse tilfreds med, at Kommissionen har lyttet til fiskerierhvervets ønske om vilkår, der kan sikre mere forudsigelighed i planlægningen og stabile fiskerimuligheder.

EuropaParlamentets udtalelse forventes at foreligge i september måned. En vedtagelse af forslaget vil derfor først kunne ske til efteråret.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024