Til Fødevareregionerne

Tina Møller
Dokumentation

Denne cirkulæreskrivelse finder anvendelse på et slagteri ved mistanke om eller udbrud af mund- og klovesyge, klassisk svinepest eller afrikansk svinepest.

 

Der foreligger mistanke om mund- og klovesyge såfremt der hos kvæg, svin, får eller geder påvises nedstemthed, ophørt ædelyst og stærkt forhøjet temperatur i kombination med:

–   Hos kvæg kraftig savlen, smasken, sår eller blærer på tungen, i mundhulen, i klovspalten eller på patterne.

–   Hos får og geder moderat savlen.

–   Hos svin ømbenethed med kravlen på forknæene samt eventuelt blærer ved klove, på tryne, læberand eller tunge.

 

Der foreligger mistanke om svinepest såfremt der hos et eller flere svin i samme leverance forekommer pludselige dødsfald eller følgende symptomer, der giver anledning til mistanke om svinepest:

–   Forhøjet legemstemperatur

–   Tåreflåd

–   Røde eller blåliggule misfarvninger i huden (fortrinsvis på ben, bug og ører)

–   Brækninger

–   Diarré

–   Kramper

 

Ved mistanke om mund- og klovesyge eller svinepest på et slagteri skal Fødevareregionen straks sørge for:

–   Isolation af det/de mistænkte eller angrebne dyr.

–   Forbud mod al yderligere indsamling af dyr. Dyr, der er under indtransport til slagteriet, skal tilføres eller omdirigeres til et andet slagteri.

–   Forbud mod fraførsel af kød, andre animalske produkter og affald, transportmidler, biler, redskaber, tøj m.v.

–   Forbud mod, at nogen person forlader virksomheden.

 

Fødevareregionen kan tillade at personer forlader virksomheden på betingelse af, at:

–   Personernes overtrækstøj forbliver på området til vask og desinfektion.

–   Personernes hænder og ansigt vaskes og desinficeres inden virksomheden forlades.

–   Personernes fodtøj rengøres og desinficeres inden virksomheden forlades.

–   Det pålægges personerne at tage direkte hjem, hvor der skal tages bad og skiftes tøj fra yderst til inderst. Det anvendte tøj vaskes i 60° varmt sæbevand.

–   Det pålægges personerne i 48 timer:

·   ikke at have kontakt med dyr af modtagelige arter,

·   ikke at aflægge besøg på ejendomme og lignende, hvor der holdes dyr af modtagelige arter. Dog må personer med bopæl på ejendomme med dyr af modtagelige arter tage hjem, men ikke komme i stalden/i kontakt med dyrene i 48 timer.

 

Der må kun anvendes de desinfektionsmidler som Fødevaredirektoratet har godkendt. En liste over godkendte desinfektionsmidler kan findes via Fødevaredirektoratets hjemmeside, www.fdir.dk .

Fødevareregionen skal skaffe oplysning om oprindelsesbesætning og evt. kontakter til andre besætninger under indtransporten. Fødevareregionen skal sørge for, at kød, andre animalske produkter samt animalsk affald fra potentielt smittede eller kontaminerede dyr tilbageholdes og holdes isoleret fra andet kød, andre animalske produkter og animalsk affald på slagteriet til mistanken er af- eller bekræftet. Bekræftes mistanken henvises kødet, alle andre animalske produkter samt animalsk affald til destruktion, således at det sikres, at der ikke sker spredning af virus.

Fødevareregionen skal foretage en konkret vurdering af hvilke slagtedyr, hvilket kød, andre animalske produkter eller animalsk affald der kan være smittet eller kontamineret. Som minimum skal følgende betragtes som potentielt smittet eller kontamineret:

–   Dyr, der har været transporteret eller opstaldet på slagteriet sammen med dyr fra oprindelsesbesætningen til de mistænkte dyr.

–   Kød, andre animalske produkter og animalsk affald der er fremkommet ved slagtning efter modtagelsen af de mistænkte dyr.

–   Kød, andre animalske produkter og animalsk affald der har været i kontakt med, eller ikke med sikkerhed kan adskilles fra, kød, andre animalske produkter eller animalsk affald fra potentielt smittede dyr.

En embedsdyrlæge fra Fødevareregionens veterinærafdeling skal ved klinisk undersøgelse afgøre om mistanke om mund- og klovesyge eller svinepest umiddelbart kan afkræftes. Kan mistanke om mund- og klovesyge eller svinepest ikke umiddelbart afkræftes ved den kliniske undersøgelse skal Fødevareregionen påbyde, at:

–   Alle dyr på slagteriet, som er modtagelige for henholdsvis mund- og klovesyge og svinepest, slagtes snarest.

–   Bygninger og udstyr inklusiv transportmidler rengøres og desinficeres under embedsdyrlægens overvågning og efter procedurer fastlagt af Fødevaredirektoratet.

–   Gødning m.v. behandles/håndteres efter Fødevareregionens anvisninger.

 

Denne cirkulæreskrivelse anvendes fra 5. juni 2003 og erstatter samtidig cirkulæreskrivelse nr. 9315 af 15. juli 2002 om beskyttelses- og bekæmpelsesforanstaltninger på et slagteri ved mistanke om og ved udbrud af mund- og klovesyge eller svinepest.

Fødevaredirektoratet, den 28. maj 2003

P.D.V.
Birgit Hendriksen

/Karen Gjølbo


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024