Østergaard på tilbagetog: Balancekravet består
Jesper Birch
ResearcherMads Bang
JournalistEn ny aftale om de udvekslingsstuderende med Venstre og Konservative betyder, at der kun justeres i ordningen, som uddannelsesministeren ellers har arbejdet på at afskaffe.
I dag får universiteterne kun penge til det samme antal internationale udvekslingsstuderende, som universitetet selv sender ud. Med den nye aftale justeres den ordning, så beregningen foretages over en tre-årig periode.
Uddannelsesminister Morten Østergaard foreslog ellers, at universiteterne udelukkende skulle have betaling for de danske studerende, som blev sendt til udlandet. Det skulle styrke incitamentet til at få flere unge til at tage dele af deres uddannelse i udlandet.
Hvad er balanceprincippet?
Det økonomiske balanceprincip betyder, at universiteterne får et taxametertilskud for indgående udvekslingsstuderendes uddannelsesaktiviteter, der svarer præcist til udgående udvekslingsstuderendes uddannelsesaktiviteter.
Baggrunden for balanceprincippet har været, at Danmark ikke skal finansiere udenlandske universiteters studieophold i Danmark i højere grad, end udlandet finansierer studerende fra danske universiteters studieophold i udlandet.
Balanceprincippet vedrører kun taxameterfinansiering af indgående udvekslingsstuderende på midlertidige studieophold og ikke hele universitetsuddannelser i Danmark.
Hvad er nyt?
Regeringen er sammen med Venstre og Konservative blevet enige om en række justeringer af balanceprincippet.
- Universiteterne får fremover en tre-årig periode til at regulere den økonomiske balance mellem ind- og udgående udvekslingsstuderende.
- Samtidig får danske universiteter hjemmel til selv at finansiere et eventuelt overskud af internationale studerende ud over balancen af ind- og udgående udvekslingsstuderende.