15/11/2022
Som rektor på CBS har Nikolaj Malchow-Møller en ambition om at gøre det 105 år gamle universitet til nordens mest samfundsansvarlige business school. I den proces indgår ni transformative kompetencer – også kaldet Nordic Nine – som bl.a. skal gøre de studerende i stand til at gå ind i etiske problemstillinger og handle kollektivt. Nordic Nine blev til i et samarbejde med 3000 personer fra erhvervslivet og uddannelsesverdenen. CBS’ uddannelsesdekan, Anna Thomasson, er dybt involveret i at sikre, at de nye kompetencer bliver implementeret i alle CBS’ uddannelser, og vi mødte de to CBS-ledere til en snak om, hvordan man skaber et universitet, hvor samfundsansvar er et bærende element, og hvordan man fremdyrker kompetencer til en fremtid, vi endnu ikke kender.