Jelved roser Anita Bay
og revser V
Jon Adelsten
Ingen forfatter
Ingen forfatter
- Jeg er glad for, at udviklingsministeren har sat en radikal dagsorden og gjort behovet for en international indsats synlig, siger Marianne Jelved i sit nye ugebrev.
Anita Bay Bundegaard fik hele regeringen og den borgerlige fløj på nakken, da hun startede debatten om problemet med fattigdomsflygtninge for fjorten dage siden. Nu giver Marianne Jelved igen.
Bevar u-landsbistand på 1%
Økonomiministeren bruger problemstillingen til at lange ud efter Venstres nye udspil der vil sænke den samlede u-landsbistand. Marianne Jelved mener, at situationen understreger nødvendigheden af at bevare u-landsbistanden på det nuværende niveau på en procent af bruttonationalproduktet. Hun advarer mod Venstres forslag - det vil sende et uheldig internationalt signal og gøre det svære for Danmark at få andre lande til at yde det samme, mener Jelved.
- Som et af verdens rigeste lande synes mange danskere, at vi godt kan lægge 1 krone til side til de fattigste folk, hver gang vi producerer værdier til 100 kroner. Skærer vi ned på den ene procent, mister vores argumentation betydning, siger Marianne Jelved.
Beskylder V for forsvarsforligs-brud
- Det er al ære værd at ville spare på udgifterne. Men det er utiltalende at ville tage fra de konti, der er reserveret til dem, der har allermest brug for en håndsrækning. Og hvorfor vælger Venstre lige netop disse konti? Mon det er fordi, at netop de konti vedrører mennesker, der ikke har stemmeret ved valgene i Danmark?, spørger Marianne Jelved.
V: U-landsbistanden ude af kontrol
Samtidig er udviklingsministeren under kritik fra flere partier, herunder Venstre, for ikke at have styr på u-landsprojekterne. Rigsrevisionen har netop kritiseret udenrigsministeriet for manglende økonomisk kontrol med et sunhedsprojekt i Ghana. Venstre mener, at deres forslag vil udnytte pengene bedre.
- Problemerne i Ghana viser med al tydelighed nødvendigheden af den systematiske evaluering af den danske udviklingsbistand, som Venstre længe har talt for, siger Venstres udviklingspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen.
I Venstres udspil skal modtagerlandene indgå politiske kontrakter med Danmark før de kan få del i U-landshjælpen.