Splid mellem regeringscheferne på EU-topmøde
Helle Rasmussen
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Stats- og regeringscheferne indledte weekendens topmøde i Bruxelles ved at slå fast, at EU lider af demokratisk underskud, lukkethed og manglende evne til at løse alvorlige problemer. De nedsatte et "konvent", som skal lægge planer for EU's fremtid og rette op på dårligdommene, men da EU-lederne så gik tilbage til den aktuelle, mere konkrete dagsorden, vendte de tilbage til netop lukkethed og ineffektivitet.
Stats- og regeringscheferne diskuterede til sent lørdag aften, men uden at nå til enighed om flere sager, som EU-Kommissionen i flere år har forsøgt at få igennem. Spørgsmålene om EU's satellitnetværk, Galileo, og et europæisk patent blev igen udskudt, og fiaskoen var total med forsøget at få placeret en række EU-agenturer i medlemslandene.
Det var anden gang, at EU-lederne forsøgte at sætte adresse på de eftertragtede institutioner. Det belgiske EU-formandskab udvidede listen over agenturer i håb om, at det ville øge chancerne for succes.