Kritik af tv-fodboldsag
Jon Adelsten
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Ifølge Venstre var der intet til hinder for, at alle danske tv-seere kunne have set med onsdag aften, da det danske fodboldlandshold spillede 0-0 mod Tjekkiet i Prag.Ministeren agerer som en ren bambi på isen, fordi hun har en dårlig sag, mener Jens Rohde, Venstre.
Kulturministeren har ingen grund til at kræve dispensation fra bekendtgørelsen om EU-direktivet, der kræver at blandt andet fodboldlandskampe sendes direkte. Reglerne fortolkes forkert, mener Venstres medieordfører Jens Rohde.
- Bekendtgørelserne skrives jo af ministeren selv. De skal hverken godkendes i Folketinget eller i EU. Det er op til ministeren selv, hvis der skal foretages ændringer i teksten. Men det er der som sagt ikke nogen som helst grund til. Det er alene et spørgsmål om politisk vilje.
Reglerne gælder ikke for DR og TV2
Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen mener ikke, der er juridisk mulighed for, at DR eller TV2 kan købe fodboldlandskampene af TVDanmark, for derefter at sende dem 45 minutter senere. Derfor har DR og TV2 også sagt nej tak, til et tilbud fra TVDanmark. Det har fået kulturministeren til at henvende sig til EU-kommissionen for at få en dispensation fra EU-reglerne. Men det mener Venstre er helt unødvendigt - reglerne gælder ikke for DR og TV2 i dette tilfælde.
- Af bekendtgørelsens §1 fremgår det klart, at bekendtgørelsen omfatter stationer, som har enerettigheder til begivenheder af national interesse. Hvis en kommerciel station har rettighederne til kampene og siden også sælger rettigheder til forskudt transmission hos andre, er der jo ikke tale om enerettigheder for de stationer, som sender forskudt. Ministeren agerer som en ren bambi på isen, fordi hun har en dårlig sag, mener Jens
Rohde.
Kritik af juridisk vurdering
Kulturministeriet støtter sin afgørelse på en enkelt juridisk vurdering fra en af ministeriets jurister med speciale på området. Men den vurdering afvises af advokat Lars Halgreen, der har skrevet en juridisk lære bog om sportsret. Han udtaler til Berlingske Tidende , at bekendtgørelsen på ingen måde forhindrer, at DR og TV2 kan sende kampene forskudt, fordi de ikke har eneretten.
Venstre har nu bedt kulturministeren om at give en redegørelse i folketingssalen og desuden skal Justitsministeriet give sin juridiske vurdering af ministerens håndtering af juraen.