Debat

Dansk Fjernvarme: Nonprofit med penge i

DEBAT: Dansk varmeforsyning er i verdensklasse, fordi vi har en solid og bredt udbredt fjernvarmesektor, der hviler på nonprofit. Det skaber både vækst, grøn omstilling og tusindvis af arbejdspladser, lyder det fra Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme.

"Fjernvarmeselskabernes
fornemste opgave er at sikre forbrugerne bedst og billigst fjernvarme, og det
gør man bedst med langsigtede investeringer," skriver direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen. 
"Fjernvarmeselskabernes fornemste opgave er at sikre forbrugerne bedst og billigst fjernvarme, og det gør man bedst med langsigtede investeringer," skriver direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen. 
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Mortensen
Direktør i Dansk Fjernvarme 

Danmark har en varmeforsyning i verdensklasse. Intet mindre.

En succes med mange fædre
Noget af en påstand, vil nogen måske mene, men der er hold i den. Ellers ville udenlandske delegationer ikke komme hertil i hobetal. Erhvervslivet ville ikke eksportere for et stigende antal milliarder kroner hvert år. Og 3,6 millioner danskere ville ikke kunne nyde billig, sikker og komfortabel varme – uden at gøre andet end at dreje på termostaten.

Det er en succes, som har mange fædre. Ikke mindst de ildsjæle, både ansatte og frivillige i bestyrelser, der driver sektoren frem med stor professionalisme og engagement. Men også med en fremsynethed, der har de helt rette vækstbetingelser under den nonprofit-regulering, sektoren hviler på.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Fjernvarmeselskaberne mangler ikke kapital
Alligevel vil stærke kræfter aflive nonprofit-princippet til fordel for en regulering, hvor investorer kan trække et afkast ud til sig selv. Det skulle give fjernvarmeselskaberne adgang til den nødvendige kapital.

Det er i sig selv en stor misforståelse, for fjernvarmeselskaber har nemlig rig adgang til kapital i realkreditinstitutter og via kommunegaranterede lån, fordi investeringerne i fjernvarmesystemet er meget sikre investeringer.

"Hvis nonprofit-princippet forsvinder, kan fjernvarmeselskaberne skyde en hvid pil efter kommunegaranterede lån og i stedet se ind i en fremtid med dyrere finansiering og krav om kortsigtede afkast til investorerne."

Kim Mortensen
Direktør i Dansk Fjernvarme

Det benytter selskaberne sig af til at investere langsigtet i innovative og effektive teknologier – og dermed skabe vækst i hele landet.

En kæmpe vækst vel at mærke, for som 3F’s Grønne Tænketank forleden påviste, så kan der skabes 14-16.000 arbejdspladser årligt, hvis man vælger den samfundsøkonomisk fordelagtige mulighed for at udbygge fjernvarmesystemet fra at dække 64 procent af alle husstande i dag til 70-75 procent om 10 år. Og så vil det tilmed gavne miljøet ganske betydeligt, fordi det er grøn omstilling. 

Markedsgørelse vil skabe prisstigninger
Men de stærke kræfter vil med deres arbejde for ”markedsgørelse” af fjernvarmen skade forbrugerne.

Varmekunderne vil nemlig komme til at betale markant mere for varmen, hvis man følger blandt andet kapitalfondes planer. For hvis non profit-princippet forsvinder, kan fjernvarmeselskaberne skyde en hvid pil efter kommunegaranterede lån og i stedet se ind i en fremtid med dyrere finansiering og krav om kortsigtede afkast til investorerne. 

Det vil alt andet lige betyde stigende varmepriser.

Nonprofit gavner både kunder og eksporten
Faktisk er det heller ikke ønskeligt fra fjernvarmeindustriens side at få skrinlagt nonprofit-reguleringen. Tværtimod. Eksportvirksomhederne nyder nemlig stor gavn af, at det danske hjemmemarked er så solidt og stort, som det er, med fokus på udvikling og effektivitet.

For fjernvarmeselskabernes fornemste opgave er at sikre forbrugerne bedst og billigst fjernvarme, og det gør man bedst med langsigtede investeringer.

Fjernvarmeindustrien peger således selv på, at man forventer at øge eksporten fra det niveau på seks milliarder kroner med en milliard kroner årligt frem mod 2020. Det vil samtidig sige 4000 arbejdspladser. 

Politikerne bør holde fast i fornuften og den succeshistorie, som nonprofit-princippet har skabt. 

Det er der penge i – både for varmekunderne og for dansk erhvervsliv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Mortensen

Direktør, Dansk Fjernvarme, fhv. MF (S)
elektriker (Esbjerg Tekniske Skole 1986)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024