Hvis vi satser på en stærk industripolitik nu, kan Danmark føre an i EU's grønne omstilling

I Europa har den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, fløjtet afgang for fuld styrke med sin nye, opsigtsvækkende murstensrapport om kontinentets konkurrenceevne.

Rekordsummer, svarende til fem procent af EU's BNP, eller 800 milliarder euro for at være præcis, skal der investeres i en ny industripolitik, hvis Europa vil være med til at forme den grønne fremtid.

Det er rent ud sagt krigsøkonomiske proportioner. Men som en nylig undersøgelse fra European Council of Foreign Relations viser, befinder Danmark sig desværre blandt de 'modvillige industristøtter'.

Industripolitik er et ideologisk omstridt spor at slå sig ind på. EU med dets indre marked er som skabt til at undgå det og udgør for øjeblikket sit eget største benspænd.

Selvom Danmark relativt set er en mindre økonomisk spiller, har vi, takket været nogle af de dygtigste selskaber og de fremmeste teknologier, altid bokset et godt stykke over vores vægtklasse.

Poyâ Pâkzâd

Men som forsker i international politisk økonomi på CBS, Rune Stahl, klart udtrykker: "Staten er tilbage, og industripolitik og samtænkning af økonomi og geopolitik er New Normal."

Hvad end man vægrer eller glæder sig over det, bliver det en nødvendighed – på niveau med forsvarspolitisk beredskab – at stige på det industripolitiske lokomotiv for fremtidens frihed og velstand.

Hvis Danmark ikke handler på situationen med den alvor den fortjener, risikerer vi for bestandigt at miste de styrkepositioner, vi i årevis har opbygget inden for samfundskritisk grøn teknologi.

Industripolitikkens tilbagekomst er ikke blot et produkt af rivalisering mellem verdens største økonomier; den er drevet frem af presserende, globale planlægningsudfordringer.

Klima- og energikriserne, ustabile værdikæder og det sikkerhedspolitiske behov for at beskytte sårbar kritisk infrastruktur har alle bidraget til at fremkalde udviklingen.

Europas evne til at modstå amerikansk og kinesisk konkurrence er svækket af, at man ikke har fælles fodslag til at handle som en samlet blok. Danmark har muligheden for at tippe vægtskålen i EU og spille en central rolle i at forme en stærk europæisk industripolitik.

Vi kan ikke hamle op med USA og Kina alene, men ved at samarbejde med resten af Europa kan vi styrke vores position.

Det kræver, at vi tænker langsigtet, og helhjertet engagerer os i udviklingen af en samlet strategi, der understøtter vores grønne teknologi og industrisektor.

Selvom Danmark relativt set er en mindre økonomisk spiller, har vi, takket været nogle af de dygtigste selskaber og de fremmeste teknologier, altid bokset et godt stykke over vores vægtklasse.

Konkurrencen på grøn teknologi er hård, og særligt på vind og sol er spillefeltet i de senere år blevet stærkt ulige. Men vi har andre styrker, der kan yde omverdenen et gedigent bidrag til den grønne omstilling.

Jeg vil påstå, at en grøn industripolitisk strategi er særligt egnet til det demokratiske forsyningsområde: Fjernvarmen, vandsektoren og affaldsressourcer. Her har vi allerede et teknologisk fortrin, som vi kan udnytte i den grønne omstilling.

Hvis vi satser på en stærk industripolitik nu, kan vi sikre, at Danmark er blandt de lande, der ikke blot følger med, men leder an.

Poyâ Pâkzâd

Danske forsyningsselskaber er i dag både forpligtede til – og naturligt interesserede i – at overtage ny hjemlig teknologi.

Det forhold, at infrastrukturen allerede er demokratisk ejet, betyder, at hele Danmarks vand- og fjernvarmenet udgør et test-, udviklings- og demonstrationsmiljø for den industri, der leverer komponenter som rør, pumper, termiske lagre, lækageopsporingsteknologier, innovative varmekilder, udnyttelse af spildvarme med videre.

Selvom det ikke er tænkt sådan, er dette jo allerede starten på en industripolitik-by-default.

På trods af midlertidige udfordringer som inflation, krig og i særdeleshed mangel på kvalificeret arbejdskraft, bør vi se på de langsigtede gevinster.

Det globale behov for teknologier, der kan drive den grønne omstilling, vil kun vokse.

Hvis vi satser på en stærk industripolitik nu, kan vi sikre, at Danmark er blandt de lande, der ikke blot følger med, men leder an. Det er ikke for sent at vende modbør til medbør – men vi må handle nu, før toget kører fra os.