Mette Frederiksens finte bliver kaldt "pamperi". Men den betyder næppe noget for vælgerne

Regeringen har også udnævnt Torsten Schack fra Venstre som minister for samfundssikkerhed og beredskab, som taler godt ind i fortællingen om sikkerhedsudfordringer, der bliver fortalt igen og igen.

Marie Bjerre (V) bliver ny europaminister og skal som sådan varetage Danmarks formandskab for EU næste år. En myreflittig politiker, hvis politiske karriere kun lige er begyndt, og som utvivlsomt har lyst til at få lidt internationale stjerner på skulderne med udenlandske pinger, inden hendes politiske karriere fortsætter.

Og Moderaterne skal naturligvis også have deres, og de har så overtaget Digitaliseringsministeriet, hvor Lars Løkke Rasmussen (M) indsætter sin egen rådgiver og dermed forbigår samtlige af hans indvalgte medlemmer af Folketinget. Det må han hellere finde en god forklaring på til næste gruppemøde.

Men faktisk vil jeg påstå, at det smarteste træk er gjort uden for Slotsholmen.

For Københavns overborgmester, socialdemokratiske Sophie Hæstorp Andersen, indsættes som social- og boligminister. Ikke dumt, da hun som borgmester og tidligere regionsrådsformand kender henholdsvis kommunal- og regionsrådspolitik. Erfaringer, der er vigtige på især socialområdet.

'Pamperi', bliver det kaldt af dem, der er utilfredse med, at Socialdemokratiet blander national og kommunal politik for at sikre egne valg. Men betyder det noget for vælgerne? Næppe. 

Morten Reimar

Det betyder samtidigt, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) melder sig ind i kampen om at blive partiets nye spidskandidat til overborgmesterposten i hovedstaden. En kamp, hun med al sandsynlighed vil vinde, og som er Socialdemokratiets sikreste kort på hånden, hvis de skal beholde dén post.

Og det skal de. København må ikke tabes.

Det ville være, som hvis Konservative tabte Gentofte, eller Venstre tabte Herning.

København har altid været Socialdemokratiets, men ved seneste kommunalvalg var det ikke længere så sikkert som ammen i Vor Frue.

De fik bøllebank af især Enhedslisten, og der vil en dag blive skrevet lange universitetsafhandlinger om, hvordan det med løfter og gaver lykkedes dem at beholde det største kontor på rådhuset trods en markant tilbagegang ved seneste kommunalvalg.

Det har længe rygtes, at partiet internt har gjort, hvad de kunne, for at få tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt (S) til at stille op, men det har altså øjensynligt ikke været en mulighed. Derfor er Rosenkrantz-Theil deres bedste kort på hånden. Og ikke et dårligt bud. Tværtimod.

Som de fleste politisk interesserede udmærket ved, var Rosenkrantz-Theil tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, og endda et ret markant et af slagsen. Hun var vel partiets uofficielle leder, før de begyndte på den slags.

Er det for mange år siden, til at hun kan trække på de unge, røde vælgere, der slet ikke var født dengang? Måske, men det er slet ikke dumt at vælge en kandidat, der kender segmentet som sin egen bukselomme.

Også i et Facebook-opslag, hvor hun bedyrer, at der er intet, hun hellere vil, kan man allerede se hende appellere til de mange unge byvælgere, der føler sig bedre repræsenteret af Enhedslisten. Hun skriver om legepladser, genbrug, gadekunst og boliger til de unge. Det hele er som skræddersyet til at holde København-bastionen.

Læg dertil, at hun har været noget nært fast gæst i 'Mads og Monopolet' – i dag 'Mads og A-holdet' – i 20 år. Det er altså to årtier i Danmarks mest populære radioprogram og podcast, der gør hende til en kendt og populær figur.

Det er klart, at nogle vil tænde af på den noget kalkulerede plantning af Rosenkrantz-Theil, som havde været uhørt i andre partier.

Det bliver simpelthen aldrig den interne kandidatudvælgelses-proces, der betyder noget for den enkelte vælger.

Morten Reimar

Men i Socialdemokratiet er det ikke unormalt, at spidskandidaten i specielt den kommune bliver valgt fra allerøverste sted. Sådan var det også, da kandidaten hed Frank Jensen og Ritt Bjerregaard.

'Pamperi', bliver det kaldt af dem, der er utilfredse med, at Socialdemokratiet blander national og kommunal politik for at sikre egne valg, og det er både kommentatorer og konkurrerende politikere. Primært på X.

Men betyder det noget for vælgerne? Næppe.

De blev aldrig begejstrede for Hæstrup Andersen, så hvorfor ikke forsøge med Rosenkrantz-Theil, må kalkulen være.

Det bliver simpelthen aldrig den interne kandidatudvælgelsesproces, der betyder noget for den enkelte vælger. Og baglandet i Socialdemokratiet har historisk set været loyale nok til ikke at gøre alvorligt vrøvl af sig.

Alt i en alt en fornuftig rokade, som ikke tager store chancer – eksempelvis ved at hive et kendt ansigt ind fra virkeligheden – og som er designet til at overkomme regeringens udfordringer. Og som meget vel kan komme til at redde Socialdemokratiets mest betydningsfulde borgmesterpost.