Debat

R om Lynetteholmen: Vi stemmer ja til fremtiden

DEBAT: Lynetteholmen vil skabe tusindvis af boliger og arbejdspladser og give et løft og en "grønning" af infrastrukturen i København. Derfor stemmer vi ja på Københavns Rådhus og i Folketinget, skriver Mia Nyegaard (R) og Rasmus Helveg Petersen (R).

Lynetteholmen skal ikke være en rigmandsghetto, skriver Mia Nyegaard (R) og Rasmus Helveg Petersen (R).
Lynetteholmen skal ikke være en rigmandsghetto, skriver Mia Nyegaard (R) og Rasmus Helveg Petersen (R).Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Radikale Venstre stemte nej til Storebæltsbroen, nej til dankortet og nej til Øresundsbroen. Når vi ser tilbage i dag, er det svært at forstå hvorfor? Snarere ligner det et parti, som konsekvent sagde nej til fremtiden.

Det er heldigvis tilladt at blive klogere. Også i politik. Der er ingen tvivl om, at vi som parti ville stille os på fremskridtets side, hvis vi skulle stemme om de samme ting i dag.

Netop nu skal vi igen tage stilling til et stort og centralt projekt – et fremtidens projekt, om man vil. Nemlig Lynetteholmen. En kunstig ø bygget op af affaldsjord, hvoraf 70 procent kommer fra København selv. Placeret i Øresund i vandet mellem Nordhavn og Refshaleøen.

Færdig i 2070
Lynetteholmen vil først stå færdig i 2070.

Vi håber at se øen gjort til virkelighed, for det er et visionært bud på at klimasikre København, på den demografiske udvikling, som betyder, at vi alene de næste ti år bliver 80.000 flere indbyggere i København. Samt en katalysator for by- og infrastrukturel udvikling.

Lynetteholmen rimer på rigtig mange ting, der for os at se er helt centrale i den måde, som vi skal tænke byudvikling på. Det skal være i både grøn og social balance. Underforstået, at alt skal opføres i bæredygtige materialer med brug af den til en hver tid state of the art greentech.

Det er ikke utopi at planlægge så lang tid frem

Mia Nyegaard (R) og Rasmus Helveg Petersen (R)
Socialborgmester i Københavns Kommune og trafikordfører i Folketinget

Der skal være store grønne områder. Og det skal også være en blandet bydel. Lynetteholmen skal ikke være en rigmandsghetto.

Kvarteret skal huse alle typer af københavnere, og det gælder også de allermest socialt sårbare. Derfor skal der opføres billige boliger. Bæredygtighed betyder i vores optik i dén grad også socialt bæredygtig.

Stort løft og "grønning" af København
Lynetteholmen er et projekt, der både involverer københavnerne og resten af landet. Når det er færdigt, vil der være 35.000 boliger og lige så mange arbejdspladser.

Alle boliger og arbejdspladser vil være i cykelafstand fra brokvartererne og den indre by – og i gåafstand fra bade- og fiskevand. Det bliver afsindigt attraktivt.

Lynetteholmen vil også betyde et stort løft og "grønning" af infrastrukturen i København, som vi jo alle sammen oplever som tilproppet og præget af en på alle parametre uacceptabel sneglende og osende myldretid i dag. Den slags rimer lige præcis ikke på 2021 og et visionært kik ind i fremtiden.

Det er ikke utopi at planlægge så lang tid frem. Tværtimod, for hvis vi ikke kommer i gang i tide med at løse de åbenlyse udfordringer med klimasikring, mangel på boliger og trængsel, risikerer vi at planlægge forkert og for dyrt. Det er der ingen grund til. Af den slags har vi set for mange og dyre eksempler.

Historien kalder på visionære sigtelinjer
Ser man tilbage i hovedstadens historie, er byudviklingen sket langs visionære sigtelinjer for byens udvikling og fremskridt.

Som Christianshavn, Frederiksstaden, brokvarterernes fremvækst, da voldene blev revet ned. Fingerplanen. Anlægget af S-togsnettet. Af Metroen.

Men det handler faktisk ikke kun om Københavns fremtid. Lynetteholmen skal naturligvis tænkes sammen med hele den regionale udvikling. Vores region skal hænge endnu bedre sammen.

For vi kan ikke alle sammen bo på samme sted, og det er der jo heldigvis heller ingen, der vil. For lige så forskellige, vi er, lige så forskellig er vores drøm om at leve og bo i by, forstæder, provins og på landet.

Men vi skal til gengæld alle sammen kunne komme let og miljøvenligt frem og tilbage fra bopæl uden for København til vores arbejdsplads i byen og vice versa.

Læs også

For os er Lynetteholmen en realistisk løsning på Københavns og københavnernes udfordringer. Vi vil være over anlægs- og byggefasen og gøre det så skånsomt og bæredygtigt som overhovedet muligt, i takt med at tiden og mulighederne udvikler sig.

Belært af fortiden stemmer vi denne gang ikke nej men ja til fremtiden. Det gælder både i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus, og det gælder lige om lidt, når Lynetteholmen skal behandles i Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024