Anlæg af Lynetteholmen vil støje ”langt ind i København”
STØJGENER: Det vil støje langt ind i byen, når anlægget af Københavns nye bydel starter. I boligområderne tættest på byggeriet ”vil støjen sandsynligvis være høj og generende”, lyder det i en ny VVM-undersøgelse.
Daniel Bue Lauritzen
RedaktørVi er i Danmark meget optagede af ordentlige miljøforhold, og derfor er der ret skrappe regler for, hvor meget man kan støje, når man bygger. Det er selvfølgelig vigtigt for os at overholde retningslinjerne.
Ingvar Sejr Hansen
Udviklings- og salgsdirektør i By & Havn
Når og hvis byggeriet af den kunstige halvø Lynetteholmen sættes i gang, vil de københavnere, der har udsigt ud over Øresund, kunne følge med i anlægsarbejdet fra deres lejligheder.
Men også de af byens beboere, der har adresse længere væk fra havnefronten, vil kunne opleve byggeriet i deres hverdag. For dem vil det blot ske gennem ørerne.
Anlægget af den kunstige halvø bliver nemlig så støjende, at det potentielt vil kunne høres ”langt ind i København”.
Lynetteholmen
Det enorme byudviklingsprojekt Lynetteholmen blev præsenteret i 2018 af den daværende VLAK-regering og Københavns Kommune.
Ifølge de seneste planer bliver øen cirka 2,8 kvadratkilometer stor. Når øen er færdigbebygget i 2070, ventes den at huse 35.000 københavnere og være arbejdsplads for lige så mange.
Formålet med halvøen er flersporet:
- Lynetteholmen skal ved hjælp af en sluse mod Refshaleøen kunne lukke det indre havneområde og på den måde sikre København mod vandstandsstigninger og stormflod.
- Øen skal sikre areal til byudvikling og bebyggelse.
- Arealet skal bruges til at modtage overskudsjord fra byggeri i København. Ifølge VVM-rapporten er der tale om cirka 2,6 millioner tons om året.
- Den skal bidrage til finansieringen af ny infrastruktur.
VVM-redegørelsen er i høring frem til 25. januar 2021.
Inden By & Havn kan tage første spadestik på projektet, skal Folketinget vedtage en anlægslov for Lynetteholmen.
Transportministeriet ventes i slutningen af året af sende en sådan i høring, så Folketinget kan førstebehandle den i marts og vedtage den endeligt til juni.