EL bakker V-borgmester op i sag om flygtningeboliger

FLYGTNINGE: Svendborg Kommune har ledige boliger til flygtninge, men må ikke bruge dem, da de ligger i et udsat boligområde. Grotesk, mener borgmesteren, der bakkes op af Enhedslisten. Socialministeren afviser at ændre på praksis.

Borgmester i Svendborg Kommune, Lars Erik Hornemann (V), undrer sig over, at kommunen ikke må lade flygtninge flytte ind i det udsatte boligområde Skovparken. Enhedslistens politiske
ordfører Johanne Schmidt-Nielsen har engageret sig i sagen og bedt socialminister Manu Sareen (R) redegøre for sagen.
Borgmester i Svendborg Kommune, Lars Erik Hornemann (V), undrer sig over, at kommunen ikke må lade flygtninge flytte ind i det udsatte boligområde Skovparken. Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen har engageret sig i sagen og bedt socialminister Manu Sareen (R) redegøre for sagen.Foto: colourbox.com
Tyson W. Lyall

Svendborg har ledige boliger til de kvoteflygtninge, der kommer til kommunen i løbet af 2015. Boligerne ligger bare i det udsatte boligområde Skovparken, og derfor må de ikke bruges til formålet.

Det undrer Svendborg-borgmester Lars Erik Hornemann (V), der har betegnet situationen som "grotesk". Han har derfor søgt social- og boligministeriet om dispensation fra reglen. Den har han ikke fået, og det ønsker Enhedslisten nu at kigge nærmere på.

Partiets politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen har derfor stillet spørgsmål til socialminister Manu Sareen (R) om sagen, selvom han i et skriftligt svar til Svendborg Kommune allerede én gang har afvist at lade flygtninge flytte ind i Skovparken.

”Jeg tager sagen op, fordi Danmark står i en særlig situation med rigtig mange flygtninge, der skal have en bolig. Det er et paradoks, at nogle kommuner har problemer med at finde gode boliger til flygtninge, samtidig med at der i de samme kommuner står indflytningsklare, veludrustede boliger til rådighed,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Fakta
Ifølge Fyens.dk har socialminister Manu Sareen (R) i en skriftlig forklaring til Svendborg Kommune begrundet sit afslag på allokering af boliger til flygtninge i Skovparken med, at:  

”Formålet med den nævnte regel er at styrke den enkelte udlændings muligheder for en vellykket integration og kontakt med det danske samfund. Formålet er endvidere at styrke indsatserne i de udsatte boligområder, herunder at modvirke en for skæv beboersammensætning”

Kilde: Fyens.dk

Minister-støtte fra DF og V
Selvom borgmester Lars Erik Hornemann møder opbakning fra Enhedslisten på Christiansborg, så frygter hans eget partis boligordfører, Louise Schack Elholm, at et flygtninge-rykind vil kunne få negative konsekvenser for integrationen i området.

”Vi er grundlæggende imod, at man placerer flygtninge i områder, der er på ghettolisten. Det er ikke nogen kilde til god integration,” siger hun og tilføjer:

Det er et paradoks, at nogle kommuner har problemer med at finde gode boliger til flygtninge, samtidig med at der i de samme kommuner er indflytningsklare, veludrustede boliger til rådighed

Johanne Schmidt-Nielsen
Politisk ordfører, Enhedslisten

”Vi investerer mange midler i at løfte de udsatte boligområder og i at forhindre etablering af parallelsamfund i dem. Derfor ville det være mærkeligt, hvis man begyndte at tildele boliger til flygtninge de steder. Det hænger ikke sammen med den overordnede politik på området.”

Holdningen deles af Dansk Folkeparti, hvor boligordfører Karina Adsbøl ligeledes lægger vægt på indsatsen mod parallelsamfund.

”Det er fornuftigt, at man ikke giver flygtninge lov til at flytte ind i de områder. Vi har kæmpet hårdt for at komme parallelsamfund til livs i de udsatte boligområder. Hvis vi begynder at samle flygtninge i de udsatte boligområder, så bliver det et skridt tilbage i den positive udvikling, vi har oplevet. Vi skal så vidt muligt blande beboersammensætningen,” siger hun.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024