Den CO2-neutrale kommune – realistisk eller varm luft?

Af Sigurd Bunk Lauritsen
Chef for klimarådgivning i Grontmij | Carl Bro

Begrebet "CO2-neutral" (Carbon Neutral) blev kåret som Årets Ord af The New Oxford American Dictionary i 2006, og det er bestemt ikke gået af mode siden. Alt fra øl over byggematerialer til ferierejser kommer i dag i CO2-neutrale versioner. Også virksomheder og flere kommuner erklærer, at de vil være CO2-neutrale. Det giver positiv omtale, men skal det gavne klimaet, skal de pæne ord omsættes til handling. Her er et råd til de, der er i en gang med overvejelserne - og alle andre må gerne lytte med.

Det er ikke ukompliceret at fastlægge, hvad CO2-neutralitet er. Det betyder naturligvis, at man samlet set ikke udleder CO2, men når det skal udmøntes i praksis, kræver det nogle præcise valg. Lad os eksempelvis se nærmere på de overvejelser, som kommunen bør gøre sig, før den går i gang med udfordringen.

Det lette mål
Kommunen ønsker at blive CO2-neutral inden for tyve år. Det betyder, at dens nettoudledning af CO2 er 0 i 2030. Der må godt være en CO2-udledning, men den skal så modsvares af en reduktion eller binding af CO2.

Er det godt nok at reducere de lokale CO2-udslip lidt og så købe aflad ved at handle CO2 for resten? Eller burde vi se på tværgående løsninger, der kan reducere vores CO2-udslip mest muligt?

Sigurd Bunk Lauritsen
Chef for klimarådgivning, Grontmij | Carl Bro

Er det udelukkende forvaltningernes egne aktiviteter, der skal være CO2-neutrale, er det faktisk en overkommelig opgave. De virkningsfulde værktøjer hedder her blandt andet energirenovering af bygningsmassen, øget brug af solvarme, solceller og vindenergi.

Den ambitiøse løsning
Hører byrådet derimod til de klimaambitiøse, vælger de at se på hele kommunens geografiske område. De skal så gennem anden reduktion eller binding af CO2 kunne modsvare udslippet fra blandt andet transporten og landbruget i kommunen. Her taler vi om betydelige størrelser - op mod halvdelen af det samlede CO2-udslip kommer fra disse to kilder.

Skal denne mængde CO2 neutraliseres, skal kommunen dækkes med skov, eller der skal laves fundamentalt om på kommunens, borgernes og virksomhedernes måde at fungere på. Spørgsmålet er, om byrådet, med deres prisværdige grønne ønsker, har en klar ide om, hvordan det skal lykkes.

Debat nødvendig
Hvordan det skal ske og med hvilke midler kommunerne kan blive CO2-neutrale bør debatteres grundigere. Er det godt nok at reducere de lokale CO2-udslip lidt og så købe aflad ved at handle CO2 for resten? Eller burde vi se på tværgående løsninger, der kan reducere vores CO2-udslip mest muligt?

Det burde stå klart, at den enkelte kommune ikke kan løse eksempelvis hele transportsektorens store CO2-udfordring uden, at infrastrukturen ændres radikalt, og uden at den traditionelle tilgang til transport - det skal være let og hurtigt at komme rundt - revolutioneres.

Den tredje vej
Mellem den nemme løsning og revolutionen er der endnu en mulighed. Det er at være ambitiøs, men begynde med de løsninger, der giver de største CO2-besparelser. Flere analyser viser, at energiforbruget i den kommunale bygningsmasse kan reduceres med op mod 75 procent med 8-12 års tilbagebetalingstid. Alligevel sker der relativt lidt. Og når det offentlige ikke gennemfører åbenlyst fornuftige tiltag, kan vi så forvente at landets husejere og erhvervsliv skal gennemføre initiativer?

Selv med CO2-reduktioner i bygningsmasse og produktionsapparat er vi stadig et stykke vej fra målet. Men en ambitiøs indsats her kan vise vejen.

Begrebet CO2-neutralitet er fantastisk til at sende et klart og forståeligt signal om, at ambitionerne på klimaområdet er høje, men der følger nogle vigtige overvejelser med om, hvor de gode kræfter mest hensigtsmæssigt sættes ind.