Danmarks landbrugslobby er blevet vores olielobby

Jeg tænkte, at den absurditet måtte være forbeholdt Norge og andre olienationer.

Men kun en uge senere stod jeg udenfor Landbrug & Fødevarers høstfest på Axelborg i København, hvor landbrugslobbyen havde inviteret samarbejdspartnere, journalister og meningsdannere indenfor til deres champagne og fest. Det lagde sig til et mønster.

Den danske landbrugslobby er vores olielobby.

Man skal ikke lede længe, for man spotter de klare paralleller. Da Norge sidste år udstedte 62 nye licenser i Nordsøen, var begrundelsen fra landets energiminister, Terje Aasland, at olieindustrien skulle “udvikles, ikke afvikles”.

Kendte forsinkelsesdiskurser udgør grundstenene til både den norske olie og den danske kødindustris fortælling, der begge steder systematisk forsinker klimahandling.

Caroline Bessermann

Hvis det lyder bekendt, er det fordi, det også lobbyorganisation Landbrug & Fødevarers parole, og et motto som en hel del tidligere og nuværende danske ministre også har taget til sig.

Men det er kun begyndelsen på den argumentationsrække, olien og landbruget deler.

De turnerer også begge med lækageargumentet; hvis ikke Norge/Danmark producerer olie/animalske produkter, så gør andre det bare.

Og klimaeffektivitetargumentet;  Norge/Danmark har den mest klimaeffektive olie/kødproduktion - udlægninger, der ikke er belæg for i forskellig forskning.

Og ligeledes efterspørgselsargumentet: Man producerer blot det, som forbrugerne efterspørger, og kan derfor ikke drages til ansvar.

Disse kendte forsinkelsesdiskurser udgør grundstenene til både den norske olie og den danske kødindustris fortælling, der begge steder systematisk forsinker klimahandling.

Ligesom det heller ikke er uset, at både olielobbyen og landbrugslobbyen går skridtet videre og bruger overdrevne tal eller påstande i forsøget på at påvirke den offentlige opinion.

Det kan de slippe afsted med, da både norsk olie og dansk landbrug er epicentre for magt.

Magtanalyser fra begge lande viser, hvordan olielobbyen i Norge og landbrugslobbyen i Danmark har opbygget netværk, der giver dem gennemgribende politisk indflydelse og uproportional stor magt.

I Norge oversættes det til enorme skattelettelser, og i Danmark oversættes det til placeringen i den grønne trepart, der er resulteret i en håbløs lav CO2-afgift og flere milliarder i statsstøtte til sektoren selv.

I tillæg til den politiske magt kultiverer både olien og landbruget også aktivt en stærk kulturel magt i deres respektive samfund.

Eksempelvis sponsorerer Equinor i Norge landets allerstørste sportsatleter og unge sportstalenter, og i Danmark har Arla den nationale skolemælksordning (og tilhørende skolemælkslegat), som sikrer, at mejeriprodukter bliver en del af selv de allermindstes skolegang.

Den politiske og kulturelle magt kan være så stærk, at den nærmest skubber realøkonomiske bidrag i baggrunden. Og her adskiller Norges olieindustri sig radikalt fra den danske landbrugsindustri.

Hvor oliens værdi svarer til 28 procent af BNP’et og indbringer den norske stat 3.592 milliarder kroner om året, kan det danske landbrug kun svinge sig op på en værdi, der svarer til 3,6 procent af Danmarks BNP og et årligt bidrag til BNP på 76 milliarder kroner om året, mod en vidtgående statsstøtte.

Alligevel er landbrugslobbyen dem, som politikerne inviterer mest regelmæssigt ind, for at være med til at forme Danmarks klimapolitik.

Og det er både norske og danske politikere, der lader henholdsvis olien og landbruget få magt og lydhørhed til at udfolde deres vildledende forslag på klimaløsninger.

I Stavanger er løsningen på Norges olieproduktion ikke en omstilling til vedvarende energi, men en elektrificering af soklen. En del af produktionskæden, hvis udledninger svarer til omtrent 5 procent af udledninger fra den samlede olie- og gasproduktion og -afbrænding.

Herhjemme er de fremlagte løsninger på Danmarks animalske produktion, der står for 90 procent af udledninger i landbruget, ikke en markant omstilling til plantebaseret produktion, men tech-fix som pyrolyse eller Bovaer.

Nu har Greta Thunberg stemplet ind i debatten om den danske animalske produktion og dens beskyttelse i den grønne trepart

Caroline Bessermann

Med løfter om grøn olie og grønne grise kan industrierne fortsætte deres klimaskadelige produktion mere eller mindre uforstyrret.

Det viser, hvad der sker, hvis du giver dem, der har mest at tabe på en reel omstilling, lov til at diktere løsningsmulighederne.

Den gængse accept af Norges olie og Danmarks animalske produktion viser, at vi alle ligger under for magtfulde sektorers forsinkelsesdiskurser og indflydelse. Vi køber de falske præmisser, vildledende argumenter og mister selvindsigten.

Til oliemessen i Stavanger krævede det en bunke internationale klimaaktivister at kalde oliegiganternes bluff. Nu har Greta Thunberg stemplet ind i debatten om den danske animalske produktion og dens beskyttelse i den grønne trepart gennem en lav CO2-afgift, tech-fix og slagtepræmier.

Det må give stof til eftertanke. For kan man kan se det absurde i den norske oliefest, må man også kunne se det absurde i vores danske kødgilde.