Danskerne støtter ambitiøst klimamål

MÅLING: Nye tal viser ifølge den grønne tænketank CONCITO, at 67 procent af danskerne støtter målet om at reducere CO2-udledningen med 40 procent i 2020. Danskerne tager klimaet alvorligt, lyder reaktionen fra CONCITOs formand Martin Lidegaard.
Tyson W. Lyall
To tredjedele af danskerne støtter en politisk målsætning om en 40 procents CO2-reduktion i 2020 i forhold til år 2000.

Det fremgår af en ny måling, som analyseinstituttet Interresearch a/s har foretaget for den grønne tænketank CONCITO blandt 1277 repræsentativt udvalgte danskere.

Målsætningen på de 40 procent svarer ifølge CONCITO til de videnskabelige anbefalinger fra FN, og målingen bliver offentliggjort i forlængelse af en ny rapport, som tænketanken præsenterede onsdag.

I denne rapport konkluderer CONCITO, at målsætningen på de 40 procent "skønsmæssigt" vil koste en typisk dansk familie 5-600 kroner ekstra om året på energiregningen.

Dokumentation

I målingen blev respondenterne spurgt:

Danmarks nuværende mål for CO2 reduktion er 20% i 2020. FN anbefaler, at rige lande som Danmark reducerer deres CO2 udledning med op til 40% i 2020, hvis der skal være mulighed for at nå målsætningen om max to graders global opvarmning. Støtter du at hæve den danske målsætning til 40% CO2 reduktion i 2020, hvis det skønsmæssigt kommer til at koste en typisk dansk familie cirka 600 kr. ekstra om året til at dække investeringer i energibesparelser og vedvarende energi?

35% af vælgerne erklærede sig i høj grad enig
32% af vælgerne erklærede sig i nogen grad enig
17% af vælgerne erklærede sig i mindre grad enig
9% af vælgerne erklærede sig slet ikke enig
6% af vælgerne erklærede "ved ikke"


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024