Lars Barfoed er ny næstformand for By & Havn
Konservatives tidligere formand Lars Barfoed er udnævnt til ny næstformand for By & Havn. Han overtager posten fra Mads Lebech.
Martin Mauricio
ForsideredaktørTransportminister Benny Engelbrecht (S) har udpeget en ny næstformand til bestyrelsen i By & Havn, efter at tidligere næstformand Mads Lebech er fratrådt for at blive direktør i A.P. Møller Fonden.
Valget er faldet på Konservatives tidligere formand Lars Barfoed, som indtræder i By & Havns bestyrelse 12. oktober.
Han har siden sin exit fra dansk politik haft egen rådgivningsvirksomhed.
"By & Havn er en rigtig spændende virksomhed, der som udviklingsselskab i København står for ambitiøs og visionær byudvikling på et bæredygtigt grundlag," siger han i en pressemeddelelse, hvor han fortsætter:
"Derfor er jeg rigtig glad for af transportministeren at være blevet udnævnt til at indtræde i selskabets bestyrelse som næstformand."
Lars Barfoed var transportminister fra 2008 til 2010 under Lars Løkke Rasmussens VK-regering. Inden han blev valgt til Folketinget var i syv år direktør for Finansrådet, som i dag har skiftet navn til FinansDanmark.
Udnævnelsen vækker også glæde hos bestyrelsesformand Pia Gjellerup, der fremhæver Barfoeds brede erfaring fra både erhvervsliv og politik som et stærkt afsæt for løse de mange opgaver og udfordringer, som By & Havn står over for.
"Som tidligere transportminister kender han i særdeleshed til de store forpligtelser, man har i udviklingen af København – både over for de mange borgere, der har mange krav og ønsker til deres by, og samtidig over for de langsigtede politiske ønsker for udvidelsen af København, som både staten og kommunen ser frem imod," siger hun.