Dagens overblik: Kommuner skal ikke længere drive plejehjem, ifølge organisationer
I dagens overblik runder vi Statsministeriet reaktion, efter en mørklagt sms har fået spalteplads i danske medier. Og så foreslår tre organisationer at fjerne driften af plejehjem fra kommunerne.
Jonas Wiinblad Overgaard
JournalistVelkommen til dagens overblik.
Inden vi går til de forskellige historier, så runder vi lige et europæisk valg, der løber af stablen.
Torsdag skal briterne forbi valgstederne og sætte et kryds til landets parlamentsvalg. Onsdagens meningsmåling fra BBC viste, at Labour ser ud til at få opbakning fra 39 procent af vælgerne, mens Det Konservative Parti står til at få 21 procent.
Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvad et magtskifte i Storbritannien kan betyde for landets forhold til EU, så kan du læse dette debatindlæg, som er skrevet af to analytikere fra Tænketanken Europa.
Og så skal vi til dagens overblik, som byder på historier om ældrepleje, statsborgsskabsansøgninger og den mørklagte sms fra Statsministeriet.
Statsministeriet afviser, at særlig rådgiver har krævet sanktioner i mørklagt sms
I Statsministeriet har man nu reageret, efter at blandt andet Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har afdækket, hvordan ministeriet har mørklagt en sms sendt fra en særlig rådgiver i Statsministeriet til en ansat i Rud Pedersen.
Den sms omhandlede en artikel, hvor partner i Rud Pedersen og forhenværende rådgiver i Socialdemokratiet Sune Steffen Hansen udtaler sig kritisk om Socialdemokratiet og partiets strategi.
Men nu skriver Statsministeriet til Jyllands-Posten:
"Den pågældende særlige rådgiver har over for Statsministeriet oplyst, at påstanden om, at der i det konkrete tilfælde skulle være krævet sanktioner over for en medarbejder, kan afvises."
Tidligere onsdag valgte Ombudsmanden ellers at gå ind i sagen efter en klage fra Jyllands-Posten.
Muligheden for at tjekke, om statsborgerskabsansøgere har gamle domme, udvides
Så skal vi forbi Politiken, der har interviewet udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
Det omhandler, at man nu har opdaget en mulighed for at tjekke, hvorvidt ansøgere til dansk statsborgerskab har gamle domme.
De fleste domme slettes nemlig efter ti år i Kriminalregistret, men nu vil ministeren gøre brug af den såkaldte digitale særakt, hvor man kan gå 30 år tilbage og se alle tidligere domsafsigelser.
"Der har vi nu fået det, som jeg betragter som et gennembrud i forhold til en løsning," siger Kaare Dybvad Bek til Politiken.
I 2018 strammede daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg reglerne for statsborgerskab, så det ikke længere var muligt at få statsborgerskab, hvis man tidligere havde en dom for nogle bestemte kriminalitetsformer.
Organisationer vil fjerne driften af plejehjem fra kommunerne
Og vi bliver på dagbladet Politiken.
Ældre Sagen, Danske Patienter og Danske Handikaporganisation vil nemlig samle ansvaret og driften af danske plejehjem under én, ny myndighed.
"Det helt store problem for patienter og borgere i dag er, at de falder mellem forskellige stole," siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter, til Politiken.
Regeringen modtog i juni Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger til et nyt sundhedsvæsen, og i august vil regeringen præsentere et udspil.
Joe Biden stopper ikke sit kandidatur
Det er ingen hemmelighed, at Joe Biden i disse dage er udfordret.
Efter en dårlig præstation i en direkte duel mod Donald J. Trump, bliver Joe Biden nu opfordret til at trække sig.
Men det kan der ikke være tale om. Joe Biden fortsætter sit kandidatur mod det ovale værelse og fire år mere som præsident.
Det udtaler pressesekretær for Det Hvide Hus Karine Jean-Pierre på et pressemøde ifølge Ekstra Bladet.
Polsk mand er tiltalt for vold mod Mette Frederiksen
7. juni blev Mette Frederiksen overfaldet på Kultorvet i København.
Og nu er manden bag overfaldet tiltalt for vold mod statsministeren.
Det skriver Ritzau ifølge TV 2.
Københavns Byret skal 6. og 7. august tage stilling til sagen. Han er blevet tiltalt for vold mod tjenestemand i funktion.