Jammerbugt Kommune vinder Landdistriktsprisen 2016
Projektet "Liv i By og Skole" i Jammerbugt Kommune har mandag modtaget Landdistriktsprisen 2016.
![Jens Claudi](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4868-jens-claudi-2-48.jpg)
Jens Claudi
RedaktionsassistentJammerbugt Kommune er med projektet "Liv i By og Skole" årets vinder af Landdistriktsprisen. Det skriver Erhvervs- og Vækstministeriet i en pressemeddelelse.
Kommunen har formået at opretholde de små landsbyskoler gennem samarbejde mellem lokalsamfund og kommune. Med projektet har kommunen indvilget i at bevare små lukningstruede landsbyskoler, og til gengæld har de enkelte lokalsamfund forpligtet sig til at arbejde for fornyelse, forskønnelse og øget bosætning.
"Lokale kræfter spiller en overordentlig vigtig rolle i at udvikle de danske landdistrikter og gøre landsbyer og lokalsamfund til gode steder at bo og leve. Jammerbugt Kommune og borgerne i kommunen fortjener i den grad hæder for deres indsats og engagement i projektet," sagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), da prisen blev uddelt.