Økonomiske incitamenter virker – men brug dem med omtanke

Hvis ambitionen eksempelvis er bedre hygiejne, skal man måle og belønne bedre hygiejne – ellers skal man overveje helt at undlade brugen af incitamentsstyring

Torben Buse
Direktør, KREVI

Økonomiske incitamenter er et af de styringsredskaber, som ofte er til debat i drøftelserne om styringen af den offentlige sektor. Mere mundret handler det om, hvorvidt økonomiske belønninger af offentlige institutioner og offentligt ansatte er vejen til at højne produktivitet i den offentlige sektor. Nogen gange bliver diskussionerne derfor også lidt følelsesladede – også selvom emnet kan virke en kende teknokratisk.

Men vi kender faktisk styringen fra rigtig mange steder i den offentlige sektor. På ungdomsuddannelsesområdet er det den altdominerende styringsform. På sundhedsområdet er det også en ganske udtalt styringsform, som regionerne har arbejdet med i mange år. Og kommunerne forsøger sig også i varierende omfang med styringsformen – ikke mindst på skoleområdet. Med andre ord er det ikke bare et lille teknokratisk hjørne i styringen af den offentlige sektor.

Når styringen har dette omfang, er det også oplagt at spørge, om vi kan bruge økonomiske incitamenter bedre i styringen af den offentlige sektor, end vi gør i dag? Og om de økonomiske incitamenter virker efter hensigten?

De to spørgsmål har været centrale i to for nyligt offentliggjorte KREVI-analyser af de offentlige sygehuse. Nok så interessant har ministeren for sundhed og forebyggelse stillet lignende spørgsmål til et nyt regeringsudvalg, som har fået til opgave at se på nye modeller for økonomiske incitamenter og takststyring på de offentlige sygehuse.

Målret og afgræns de økonomiske incitamenter
KREVI peger i begge sine analyser på, at økonomiske incitamenter faktisk virker. Det påvirker adfærden hos institutioner og ansatte. Andet ville også have været ganske overraskende.

Når det er sagt, viser analysen også, at det ikke er uden betydning, hvordan incitamenterne bruges. Analysen af regionernes brug af takststyring over for sygehusene viser, at regionerne har organiseret deres taksstyring af regionerne på meget forskellig vis. Samme analyse tyder imidlertid også på, at det i nogen regioner rent faktisk er lykkedes at flytte væksten i sundhedsaktiviteter mod mere ambulant behandling og mindre stationær behandling som konsekvens af den valgte model for takststyring. Og mere ambulant behandling og færre sengedage er faktisk en af ambitionerne for det danske sundhedsvæsen. Måske ikke altid lige eksplicit formuleret, men dog en stiltiende politisk ambition.

KREVI har også undersøgt, om økonomiske incitamenter virker forskelligt, når man målretter dem imod forskellige organisationsniveauer i den enkelte regioner. Spørgsmålet er enkelt. Hvilken effekt har et økonomisk incitament, hvis det er rettet imod afdelingen på et sygehus eller imod det samlede sygehus.

Konklusionen er også klar. De økonomiske incitamenter virker stærkere på afdelingsniveau sammenlignet med sygehusniveau. Politisk tyder det på, at man kan få mere for pengene ved direkte at belønne det organisationsniveau, som skal levere mere af den ønskede aktivitet.

Samme undersøgelse peger også på, at økonomiske incitamenter fremmer den aktivitet, der måles og belønnes. Det lyder banalt. Men hvis ambitionen eksempelvis er bedre hygiejne, skal man måle og belønne bedre hygiejne – ellers skal man overveje helt at undlade brugen af incitamentsstyring. Man skal eksempelvis ikke måle og belønne antallet af håndvaske - for så får man bare flere håndvaske og ikke bedre hygiejne. Det understreger, at brugen af økonomiske incitamenter ikke er en enkelt opgave, og at den forkert anvendt kan have ganske uhensigtsmæssige konsekvenser.

Anbefalinger til en fremadrettet brug af økonomiske incitamenter
Økonomiske incitamenter har været genstand for en lang række analyser i både Danmark og internationalt. Der er altså betydelig viden at trække på, når beslutningstagere og ledere ønsker at bruge økonomiske incitamenter som styringsredskab. Derfor er der ikke nogen undskyldning for ikke at gribe opgaven an med omtanke. Det gælder også for det nye regeringsudvalg, der har fået til opgave at se på sygehusene.

Med baggrund i KREVI's analyser vil jeg derfor afslutningsvis komme med tre anbefalinger til arbejdet med økonomiske incitamenter:

1. Afgræns den ønskede aktivitet klart og præcist til de områder, hvor man ønsker vækst
2. Mål og beløn den ønskede aktivitet og ikke alt muligt andet
3. Beløn den organisationsenhed, der leverer den ønskede aktivitet.