Støjberg er nødt til at indse, slaget om en CO2-afgift er tabt, hvis hun vil have en blå statsminister igen

En talelinje Inger Støjberg igen og igen hiver frem er, at manden er flyttet over til nabokonen.

Det er en metafor for den aparte situation, at Venstre – hendes gamle og i årtier det største parti i blå blok – har dannet regering med arvefjenden fra den anden side, nemlig Socialdemokratiet. Og selvom Støjberg for tiden næsten udelukkende har grimme ting at sige om Venstre, er hun fornuftig nok til at se, at de to ikke kan klare sig uden hinanden.

Derfor så hun gerne, at Venstre snart kom på bedre tanker, droppede sin elskerinde og flyttede hjem igen. Men hun gør det ikke nemt for dem. For at blive i hendes egen metafor, kan Venstre fra nabokonens vindue se sin eks stå klar i døren med kagerullen allerede hævet til slag, hvis han skulle finde på at vise sig der igen.

For godt nok understreger Danmarksdemokraterne igen og igen, at en blå genindtagelse af statsministeriet er en for vigtig kamp til at kløjes i ultimative krav, men det er svært ikke at se deres retorik på centrale politiske kamppladser som netop ultimative.

Skulle der efter næste folketingsvalg være et blåt flertal, skal Danmarksdemokraterne lære at leve med CO2-afgiften.

Morten Reimar

Senest i et større interview mede Jyllands-Posten, der blandt andet kommer omkring SVM-regeringens kontanthjælpsreform fra oktober.

Ifølge en beregning fra Økonomiministeriet vil den sende flere penge til særligt arbejdsløse indvandrere; noget Danmarksdemokraterne naturligvis ikke kan se sig selv i. Derfor spørger Jyllands-Postens journalist også – flere gange – om Støjberg kan støtte en borgerlig statsminister, der fortsætter den nuværende politik. Her svarer hun:

"Nej, jeg er imod det her og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få det bekæmpet. Når Venstre kommer til fornuft – og det må de jo gøre på et eller andet tidspunkt – så må de vågne op og tænke: 'Hold da op, det var ikke så godt. Det forlig må vi se at få opsagt'. Det vil vi opfordre dem til at gøre."

Lyder det som en partileder, der er parat til at sluge en kamel eller to for at få det borgerlige samarbejde til at fungere?

Endnu mere udtalt er Danmarksdemokraternes alt-eller-intet-kamp imod en CO2-afgift på landbruget. I månedsvis har partiet kørt en imponerende kampagne med stickers til bagruder og traktorer, rallies med rodeotyr og "nej'er", aifryers og alt muligt fantasifuldt, der har kastet en enorm mediebevågenhed af sig.

Og så er det lykkedes dem at få bare én øre i CO2-afgift til at være lig med den totale død for landdistrikterne, og på den måde cementeret Danmarksdemokraterne yderligere som de tyndtbefolkede områders forsvarer.