Tidligere DF-pressechef: Dansk Folkeparti var selv skyld i vælgertæsk

Dansk Folkeparti leverer ikke løsninger, man ser, hører og forstår på en række af de aktuelle bekymringsområder.

Når Dansk Folkepartis yndlingsaversion Lars Løkke Rasmussen for eksempel tilbagevendende taler om afrikansk indvandring, ville det være en Dansk Folkeparti 'classic' at støje voldsomt og vise andre veje.

Det er ikke helt nok med synspunkter på sociale medier om at benytte sig af Danmarks ældre-ressource.

Dansk Folkeparti har i de politiske indeks-målinger rejst sig fra den lurende spærregrænsedød, som partiet med nød og næppe overlevede, da man høstede uhørt lave og livstruende 2,6 procent af stemmerne ved Folketingsvalget 2. november 2022.

Rivalerne i det, nu på borgen, hedengangne Nye Borgerlige fik langt flere stemmer, og dét må i sig selv have gjort ondt på Dansk Folkeparti.

Partier i intern splid og krise er patetiske at se på.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Men at både Radikale og Alternativet også fik væsentligt flere vælgere bag sig, udstillede Danske Folkepartis dødedans.

Partiet var selv ude om det.

Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt, Anders Vistisen og flere andre i partiet havde sat sig for at, at formand Kristian Thulesen Dahl skulle være fortid.

Og fra Folketingsvalget 2019 og frem til at Thulesen Dahl på kommunalvalgaftenen i november 2021 selv trak sig efter endnu et valgnederlag, var han udsat for en målrettet nedslidning og chikane, der var synlig selv iagttaget udefra.

Partier i intern splid og krise er patetiske at se på. 

Det tiltrækker præcis nul vælgere, men skræmmer til gengæld overordentligt mange langt væk. Som er svære at hente tilbage igen.

Det kan dog lade sig gøre. Det er Venstres og Socialdemokratiets valg i 2019 eksempler på, men det er svært, og mange forhold skal gå op i en højere enhed.

Den højere enhed har Dansk Folkeparti ikke fundet endnu. I Altingets seneste Risbjerg-snit af målingerne ligger Dansk Folkeparti på 4,7 procent.

Bekvemt langt fra spærregrænsen og det jammerlige valgresultat i 2022, men langt fra prangende.

Kun Radikale ligger under, og Alternativet, der er komplet usynlige, står til helt at ryge ud af Folketinget.

Svært at sige folkeparti med klar røst og høj troværdighed, når man har mindre tilslutning, end partiet har haft i langt over 25 år.

Så det har været, og er, op ad bakke for formand Messerschmidt og hans parti, når de samles til årsmødet i weekenden.

Man kan ikke med rimelighed beskylde Danske Folkeparti for at ligge på den lade side. Dovne er de ikke.

Morten Messerschmidt er en arbejdshest, begavet og iderig, og han har dygtige politikere på holdet. Både i Folketinget og udenfor.

Men den røde tråd, visionen for landet, er svær at finde. Helt som i resten af den såkaldte blå blok.

Fortjent eller ej, så deler Messerschmidt vandene endnu mere end Pia Kjærsgaard gjorde det, da hun var formand fra 1995 til 2012.

Da Pia Kjærsgaard overlod formands-stafetten til Kristian Thulesen Dahl strømmede det til med både medlemmer og vælgere.

Det kan man uanset hvor optimistisk, man vil gribe det an, ikke sige er sket de senere år.

De hårde anklager om snyd, fusk og bedrageri med EU-midler, som medierne med DR og Ekstra Bladet i spidsen, rettede mod Dansk Folkeparti og især Morten Messerschmidt fra 2016 til 2022, har kostet.

Det placerede for alvor Dansk Folkeparti et andet sted end før.

Messerschmidt kunne med fordel køre Peter Kofod og måske næstformanden Maibritt Birkholm mere målrettet i stilling.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Når Morten Messerschmidt var omtalt i Ekstra Bladet, var det med vignetten "Messershit".

Den slags tærer, både på hovedpersonen selv, partiet og på mulige vælgere, og det kan være en medvirkende årsag til, at partiet ikke har mere medvind.

Samtidig er Messerschmidt den åbenlyse begavelse til trods en noget anden type end både Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl. Deres folkelighed stillede de færreste spørgsmålstegn ved.

Mens Morten Messerschmidt i Anne Sofie Kraghs bog om ham, "Showbiz" besynderligt nok og meget åbenhjertigt selv lidt reducerer det hele til, ja, et show.

Når man som formand deler vandene, kan en wingman være en løsning. En åbenlys nummer to, som vælgerne kan se sig i.

Dansk Folkepartis trojka med Pias Kjærsgaard i spidsen, flankeret af Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup i en meget lang årrække, var guld for partiet.

Messerschmidt kunne med fordel køre Peter Kofod og måske næstformanden Maibritt Birkholm mere målrettet i stilling.

Det var det naturligste og rigtigste i verden, at Morten Messerschmidt blev frifundet i retten på Frederiksberg 21. december 2022, efter næsten syv år med røven på kogepladen og, at dømme på de fleste medieomtaler i de år, med det ene ben i fængslet.

Det tillader jeg mig at skrive, for jeg var pressechef for Dansk Folkeparti i hele den periode. Jeg deltog i fordelingen af de søgte EU-midler og bevidnede, at pengene gik til det, de var søgt til. Der var intet bedrageri.

Kassen stemte allerede, da Dansk Folkeparti gjorde den op i efteråret 2016, og sagen om bedrageri burde have været kvalt allerede dér.

Det er vigtigt at forstå, at Dansk Folkeparti’s opfattelse af sagen er præcis sådan. Og at det reelt er en kæmpeskandale, at en valgt politiker og et parti i syv år i EU og Danmark kan trækkes igennem en såkaldt svindelsag for millioner, der ender med en klar frifindelse.

Dérfor har Dansk Folkeparti forud for sit årsmøde rank ryg og en fælles forståelse af, at den behandling, man fik i Meld og Feld-sagen, var himmelråbende uretfærdig. Og at man gerne ville have hørt noget positivt fra andre politikere i Folketinget og fra medierne.

I stedet fornemmede man nærmere, at der var folk, også blandt de politiske venner, der godtede sig; endelig fik Dansk Folkeparti nogle stryg. 

Den slags giver sammenhold, og det sammenhold er der i dag i Dansk Folkeparti og rundt om Messerschmidt.

Så når det gentagne gange lyder fra Dansk Folkeparti, at man nu igen har det familiært godt med hinanden, er det blandt andet årsagen.

En anden er, at de, der ikke kan døje Messerschmidt og har fået nok af Pia Kjærsgaard, er skredet.

Dansk Folkepartis måde at udnytte, at man er tørskoet på land og at druknedøden er på en vis afstand, kan man så diskutere.

For fællesskabsfølelsen bæres og næres også af, at de tilbageværende i Dansk Folkeparti føler sig svigtede og forrådt af tidligere kolleger, hvoraf de fleste i dag er at finde hos Danmarksdemokraterne.

Den forurettede følelse har ført til et elendigt klima mellem de to partier, og dét burde Dansk Folkeparti i egen interesse se at få rettet op på.

Det virker upassende mopset, at man er så rasende på dem, der ikke længere kunne se sig i Dansk Folkeparti.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Det er som med kiv og strid i et parti; ingen gider at se på to, der burde være venner, slås i sandkassen.

Der er mange emner, hvor de to partier er uenige. Dér kan, og skal, man slås. Men når man er enige, for eksempel om forholdene for Corona Camping og landets andre campingpladser, bør man i sagens tjeneste slå pjalterne sammen.

Herregud. Dansk Folkeparti blev grundlagt af udbrydere fra Fremskridtspartiet, blandt andet Pia Kjærsgaard i 1995.

Det virker upassende mopset, at man er så rasende på dem, der ikke længere kunne se sig i Dansk Folkeparti, når man selv for knap 30 år siden ikke længere kunne se sig selv i Fremskridtspartiet. Og tog sine mandater med sig, da man gik og smækkede med døren til Glistrups rodebutik.

Den forurettede indstilling kan anes i partiets kommunikation. Det er Dansk Folkeparti mod resten af verden.

Mette Frederiksen er en dårlig statsminister, og man vil aldrig deltage i noget eller støtte noget, hvori Lars Løkke Rasmussen indgår.

Det sidste kan man faktisk godt forstå. Også selv nogle enkelte i Kommentatorkøbing åbenbart ikke kan.

Løkke har behandlet Dansk Folkeparti stedmoderligt og har jamret over partiet oven i hatten. Desuden har han stiftet, hvad Dansk Folkeparti ser som en opdateret, rodet version af De Radikale.

Til al overflod lykkedes det ham at klemme sig ind i regeringen, hvor han fik Koranloven med på programmet. Alt sammen ting, der er mere end svære for Dansk Folkeparti at tilgive.

Men når man så samtidig revser løs på statsministeren, hvis partis ledende ministre, inklusive statsministeren selv, ligger mere på Dansk Folkepartis udlændingelinje end noget andet parti i Folketinget, kan mulige konstellationer i fremtiden være lidt svære at øjne.

Man vinder nul ved at fucke med sit eget grundvand.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Men Dansk Folkeparti tænker kommunikativt i kortsigtede her-og-nu-sejre.

Det kan være nyttigt og fint, men det fører også til pinlige hovsa'er som for eksempel at rode frihedsbudskabet 4. maj ind i noget EU-kritik om overgivelse, som de færreste udenfor Dansk Folkepartis Ungdom nok helt begreb.

Man vinder nul ved at fucke med sit eget grundvand, og Dansk Folkepartis grundvand er ikke mindst Gud, Konge og Fædrelandet, herunder lysene 4. maj.

Dansk Folkeparti bør fornøje sig sammen på årsmødet over de tørre sko, og at de er sikkert på land.

Men de bør også benytte den trygge situation på kajen til at formulere en kurs, en vision, en plan for, hvordan Danmark, the DF-way, kommer helt i havn i en utryg verden med oprørt hav alle vegne.

Smarte tweets, kortfilm og kække kommentarer redder måske dagen, men ikke året. Og hele verden er ikke modstandere, selv om man er uenig med den.

Pia Kjærsgaard, der har meddelt sin exit fra Folketinget ved næste valg, kunne måske på vej hjem minde sine partifæller om, at hun i sin formandstid jævnligt gjorde opmærksom på, at O står for optimisme.

Dét kunne måske øge appellen.