Velfærdsydelser skal være universielle

Et ja til universelle velfærdsydelser er samtidig et nej til almisser. Velfærden skal ikke bygge på almisser til værdigt trængende, men på det enkelte menneskes rettigheder.

Lars Dohn
Medlem af Folketinget for Enhedslisten

Af Lars Dohn
Medlem af Folketinget for Enhedslisten.

Jeg lagde mærke til, at SF’s formandskandidat Anette Vilhelmsen forleden opregnende det som et positivt resultat, at regeringen i skattereformen sammen med Venstre har fjernet børnechecken for de bedst stillede.

Hvordan kan det være, at Enhedslisten fastholder, at velfærdsydelserne som hovedprincip skal være universelle? Hvorfor skal familier med høje indkomster have en børnecheck og hvorfor skal alle uanset social status have folkepension?

Vi mener i Enhedslisten, at velfærdsydelserne dels skal gælde alle og dels, at de skal være skattefinansierede. Når vi har den holdning skyldes det, at vi ønsker et solidarisk og lighedsorienteret samfund.

Det skal ses i sammenhæng med, at vi ønsker et skattesystem med reel progression. Altså, at de rigeste betaler mest til den fælles velfærd.
 
På det felt er der meget at nå. Den skattemæssige ligning er meget lemfældig. Alt for mange kan unddrage sig skattebetaling og fradragsmulighederne begunstiger de mest velstillede. Desuden er der langt igen før multinationale selskaber betaler en tilstrækkelig del til fællesskabet.
 
Et ja til universelle velfærdsydelser er samtidig et nej til almisser. Velfærden skal ikke bygge på almisser til værdigt trængende, men på det enkelte menneskes rettigheder.
 
Bagsiden af medaljen
Et kendt eksempel på, hvordan det går når samfundet ikke bygger på solidariske og lighedsorienterede principper er det amerikanske sundhedsvæsen.
Det bygger på private sundhedsforsikringer og private profithospitaler.

USA's sundhedssystem er langt dyrere pr. patient end det danske. En tredjedel af udgifterne går til bureaukrati og papirarbejde. De rige får en langt bedre behandling end de dårligst stillede og alligevel er er de offentlige udgifter pr. patient højere end i Danmark!
 
Hvis vi ser os omkring ude i verden findes der markante eksempler på, hvad samfundssystemet betyder for det enkelte menneske. I Caribien har vi to små lande med kort afstand fra hinanden, nemlig Cuba og Haiti. Inden den cubanske revolution var gennemsnitslevealderen i begge lande omkring 40 år.
 
I dag har Haiti stadig en meget lav gennemsnitlig levealder, mens Cubas ditto svarer til den danske. Det solidariske sundheds og velfærdssystem i de to lande udgør forskellen.