Verdenskendt valgforsker går på pension
Professor i statskundskab på Aarhus Universitet og internationalt anerkendt valgekspert Jørgen Elklit går på pension på sin 50-års jubilæumsdag.
![Peter Bjørnbak Hansen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/5263-peter-bjoernbak-hansen-2-48.jpg)
Peter Bjørnbak Hansen
RedaktionsassistentJørgen Elklit takker af som professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Pensioneringen sker på dagen for professorens 50-års jubilæum som ansat på universitetet og markeres med en afskedsforelæsning med titlen "Verdens bedste valgsystem?".
Titlen afslører også, hvad Jørgen Elklit er international anerkendt for: valgforskning.
Han blev ansat på Institut for Statskundskab i 1970 og fik i 1988 en doktorgrad i faget med en afhandling om overgangen fra åben til hemmelig afstemning i Danmark i 1901.
I 2000 fik han titlen, som han nu lader sig pensionere fra: professor med forskning i valg, forvaltning, kommunale forhold med mere.
Men meritterne rækker også ud over Aarhus Universitets gule murstensværker.
Han har rådgivet om valg og valgsystemer i nye og konfliktramte demokratier. Det begyndte i Nepal i 1990, hvor han bistod afviklingen af landets første demokratiske valg. Siden har der været bud efter ham fra lande som Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Lesotho, Kenya, Mauritius, Kina, Irak og Mongoliet.
Det mest markante job som rådgiver var nok i 1994, hvor Jørgen Elklit som medlem af Sydafrikas uafhængige valgkommission var medansvarlig for afviklingen af det valg, som markerede overgangen fra apartheid til demokrati.
Men Jørgen Elklits stemme i offentligheden forstummer ikke. Han har tænkt sig at fortsætte sine mange forsknings- og formidlingsprojekter, selv om han formelt trækker sig tilbage fra universitetet fredag 31. januar.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
![](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/person/315/joergen-elklit.png)