Sådan kan medielicensen også skrues sammen

I medieaftalen 2012-2014 blev det besluttet at gennemføre et udredningsarbejde vedrørende mulige alternativer til den nuværende licensfinansiering af DR og de regionale TV 2-virksomheder mv.

Arbejdsgruppen består af DR, de regionale TV 2-virksomheder og relevante ministerier.

Udredningen følger op på rapporten ”Licens eller skat” fra 2004. 

I udredningen oplistes en række forskellige finansieringsmodeller for public service-institutionerne.  

Hele rapporten kan læses her. 

Læs her et resume af fordele/ulemper ved de forskellige finansieringsmodeller. 

Den nuværende licensfinansiering anses traditionelt for den finansieringsform, som bedst sikrer public service-medierne politisk og økonomisk uafhængighed. 

Licenssystemets indretning betyder, at institutionerne ikke er økonomiske afhængige af de politiske prioriteringer i forbindelse med finansloven. Licensfinansiering vurderes også at understøtte institutionernes politiske uafhængighed i kraft af armslængden til de politiske beslutningstagere.

Licensen fastlægges typisk gennem 4-årige aftaler, og det betyder, at public service-institutionerne har mulighed for planlægge over en længere tidshorisont.

I rapporten oplistes der imidlertid også en række ulemper ved det nuværende licenssystem. DR har en række udgifter til opkrævning af licensen, ligesom der er en række administrative omkostninger for erhvervslivet og borgerne i forbindelse med tilmelding/framelding fra ordningen. Med licensordningen er der desuden en risiko for sortseere. Ifølge rapporten er andelen af sortseere i Danmark dog relativ lav i forhold til andre europæiske lande, og den ligger på omkring 9 procent.

I rapporten oplistes fire alternativer til det nuværende licenssystem:

En frameldemodel, hvor husstandene er forpligtet til at betale licens, medmindre de aktivt framelder det. Med denne model vil problemet med sortseere som udgangspunkt forsvinde, hvilket vil svare til et anslået ekstra licensprovenu på omkring 135 millioner kroner årligt. Frameldeordningen er dog principielt betænkelig, da alle bliver gjort til betalere uden at have gjort noget aktivt for det – en sådan model er  efter markedsføringsloven ikke tilladt for private virksomheder.

Ved at overgå til en obligatorisk, apparatuafhængig ”husstandslicens” vil sortseerproblematikken som udgangspunkt forsvinde. En obligatorisk hustandslicens vi betyde et nettomerprovenu på knap 300 millioner kroner, anslås det i rapporten. Desuden vil husstande og virksomheder få lettet administrative omkostninger. En obligatorisk husstandslicens vi imidlertid skulle betragtes som en afgift, og skal derfor gennemføres med lov og indbudgetteres på finansloven.

En tredje mulighed er at finansiere public service-institutionerne over finansloven via generelle indkomstskatter.

Med finansiering på finansloven via skatten vil problemet med sortseere forsvinde, og DR vil samtidig undgå administrative omkostninger ved opkrævning af licens. En sådan model vil dog ifølge rapporten kunne true den politiske og økonomiske uafhængighed. Hvis bevillingerne skal fastlægges i finansloven, vil public service-institutionerne være i direkte konkurrence med andre sektorer om bevillingerne.

En skattefinansiering vil betyde, at en husstand med høj indkomst vil bidrage relativt mere end en husstand med lav indkomst, og ikke som med det nuværende licensssytem, hvor de to husstande som udgangspunkt betaler det samme i licens.  I dag kan blinde og svagtseende fritages for licens, ligesom pensionister kan få licens-rabat. Disse muligheder vil som udgangspunkt forsvinde, hvis licensen fremover opkræves via skatten.

En sidste model, som arbejdsgruppen har undersøgt, er en medieskat, som på visse områder vil komme til at ligne kirkeskatten. Der er dog den væsentlige forskel, at en medieskat som udgangspunkt ikke kan fravælges, som kirkeskatten kan. 

En medieskat vil kunne true den politiske og økonomiske uafhængighed – dog i mindre grad end direkte finanslovsfinansiering, da medieskatten vil blive fastlagt ved en særlov, som kan sikre en vis grad af armslængde. Samtidig vil finansiering ikke løbende indgå i de udgiftspolitiske prioriteringer som ved en skattefinansiering. Modellen er imidlertid mere konjunkturfølsom end de øvrige modeller. Rapporten bemærker desuden, at det ikke er hensigtsmæssigt at indføre målrettede skatter, hvor indtægter er reserveret til et bestemt udgiftsformål.

Læs analysen af de forskellige modeller her.

Arbejdsgruppen har bestået af:

• Afdelingschef Jesper Hermansen, Kulturministeriet (formand)
• Økonomidirektør Martin Præstegaard, DR
• Direktør Jan Jørgensen, de regionale TV 2-virksomheder
• Fuldmægtig Marie Stenberg Lund, Finansministeriet
• Chefkonsulent Morten Holm Østergaard, Skatteministeriet
• Fuldmægtig Malene Witzel Hirtsgaard, Social-, Børne- og Integrationsministeriet
• Kontorchef Lars M. Banke, Kulturministeriet
• Specialkonsulent i Kulturstyrelsen/postdoc ved Copenhagen Business School Christian
• Edelvold Berg
• Fuldmægtig Katja Just Maarbjerg, Kulturministeriet
• Chefkonsulent Lene Gelting, Kulturministeriet.

Sidstnævnte tre har samtidig fungeret som sekretariat for arbejdsgruppen.

I henhold til radio- og fjernsynsloven fastsættes størrelsen af licensafgifterne af kulturministeren efter tilslutning fra Folketingets Finansudvalg. Det er i praksis sket på baggrund af forudgående politiske aftaler herom – siden starten af 90’erne de flerårige (typisk fireårige) mediepolitiske aftaler.