Løkke vil fortsætte samme miljøpolitik

LØKKE: Meget få ved, hvad den nye statsminister mener om natur- og miljøpolitik. De grønne organisationer venter i spænding, mens Løkke i går slog fast, at regeringens kurs fortsætter.
Indtil i går, var der ikke mange, der havde hørt Lars Løkke Rasmussen (V) sige noget om  miljøpolitik.
Indtil i går, var der ikke mange, der havde hørt Lars Løkke Rasmussen (V) sige noget om miljøpolitik. Foto: Rasmus Nielsen/Altinget.dk
Anders Jerking
Det har været skrevet meget om Lars Løkke Rasmussen (V). Men ikke meget om, hvad han mener om miljøet, naturen og klimaet.

"Jeg har aldrig hørt ham sige ordet 'natur'. Jeg har ikke skyggen af ide om, hvad han står for," siger Socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen. Heller ikke Per Ørum Jørgensen (K) har noget indtryk af Løkkes natursyn.

Vigtig med signaler 
Samme uvished hersker i de grønne organisationer.

"Vi aner ikke, hvad han står for. Han har ikke sagt noget, som vi kan tolke i den ene eller den anden retning. Men det betyder rigtig meget, hvilke signaler statsministeren sender, så vi er spændt afventende," siger Christian Hjorth, formand for Dansk Ornitologisk Forening.

I Danmarks Naturfredningsforening har man heller ikke noget indtryk af landets nye statsminister.

Jeg aldrig hørt Lars Løkke sige noget om natur, miljø og klima. Men det er jo ikke ensbetydende med, at han ikke kan mene noget om det. Vi kan kun have positive forventninger.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

"Jeg aldrig hørt ham sige noget om natur, miljø og klima. Men det er jo ikke ensbetydende med, at han ikke kan mene noget om det. Vi kan kun have positive forventninger," siger foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Sagen om gylletanken 
En af de få, der haft mulighed for at danne sig et indtryk af Lars Løkkes miljøpolitiske holdninger, er socialdemokraten Per Seerup Knudsen. Han var formand for Teknik- og miljøudvalget i Frederiksborg Amt i den periode, hvor Lars Løkke var amtsborgmester.

Per Seerup Knudsen husker især én sag fra den periode. En landmand ville have tilladelse til at opføre en gylletank et stykke fra sin gård, og den tilladelse fik han af amtsborgmesteren, uden at miljøudvalget blev hørt.

"Det var ikke fordi, at Lars havde speciel forstand på gylletanke, men han havde den opfattelse, at borgerne kunne komme direkte til ham. Her traf han så en afgørelse uden at spørge Teknik- og miljøudvalget," fortæller Per Seerup Knudsen.

Gylletanken blev opført, men naboen klagede over, at sagen ikke havde været i høring. Sagen endte med, at Østre Landsret gav naboen ret i, at tilladelsen var ulovlig, og at gylletanken skulle flyttes. Det kostede amtets skatteydere 920.000 kroner.

"Men ellers havde Lars Løkke ikke nogen synderlig interesse for miljøområdet," siger Per Seerup Knudsen.

Kursen fortsætter 
I dag forholder det sig anderledes, mener Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo. Han har holdt flere møder med Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Grøn Vækst-drøftelserne, og han er sikker på, at Løkke vil fortsætte Foghs nye, grønne linje.

"Det vil køre videre på samme måde. Man har ikke hørt så meget til, hvad Løkke mener om miljøpolitik, fordi han har siddet med andre områder. Det er ikke indlysende, at en finansminister blander sig i miljø-debatten, men der er ingen tvivl om, at Løkke har holdninger til det her. Han har fulgt nøje med i Grøn Vækst-forhandlingerne, og politikken bliver helt uforandret. Vi vil fortsat have den samme høje profil på området," siger Vesselbo.

I går var Lars Løkke Rasmussen for første gang som statsminister på Folketingets talerstol. Her slog han fast, at regeringens overordnede politik videreføres - herunder også 'den grønne vision'. Løkke slog fast, at den økonomiske krise ikke må bremse miljø- og klimatiltagene, og at regeringen fastholder målet om et fossilfrit Danmark, men der var ingen nye tiltag på miljøområdet. (Læs talens afsnit om miljø og klima nedenfor).

 

 

 

 

Dokumentation

DET SAGDE LARS LØKKE RASMUSSEN I GÅR OM NATUR, MILJØ OG KLIMA: 

"Heller ikke på det grønne område må vi lade den aktuelle økonomiske krise være en bremse på ambitionerne. Tværtimod ser regeringen krisen som en ansporing til at tænke nyt, også her.

Regeringen har allerede gjort meget, og vi vil præsentere yderligere konkrete udspil til grønne vækstinitiativer:

- Vi indgik i foråret 2008 en ambitiøs og bred energiaftale der lægger nye spor for Danmarks energipolitik.

- Vi har lanceret et grønt transportudspil, som resulterede i den hidtil bredeste transportaftale om bæredygtig transport og bedre infrastruktur.

- Vi præsenterer om kort tid et miljø- og landbrugsudspil om grøn vækst. Hvor nye grønne krav til landbruget går hånd i hånd med nye vækstmuligheder.

- Vi vil præsentere en strategi for, hvordan man reducerer energiforbruget med ¾ i nye bygninger frem mod 2020.

- Vi vil præsentere en erhvervsklimastrategi, som kombinerer fortsatte drivhusgasreduktioner med nye vækstmuligheder for erhvervslivet.

Regeringen har sat det ambitiøse mål, at Danmark på langt sigt skal være helt uafhængige af forurenende brændsler som kul, olie og gas.

Regeringen vil i denne valgperiode komme med et konkret oplæg til, hvornår Danmark skal være fossilfrit. Et oplæg, hvor vi vil tage udgangspunkt i Klimakommissionens arbejde. Det, vi melder ud, skal naturligvis være fagligt funderet, samfundsøkonomisk bæredygtigt og teknisk muligt.

Også internationalt gælder det, at finanskrisen ikke må blive en bremse. Vi skal koordinere vores indsatser, så vi ikke spænde ben for hinanden og opbygger uhensigtsmæssige barrierer, som skaber uens vilkår, og som vi senere får svært ved at fjerne. Men verdens lande skal ikke gøre det samme.

Vi har vidt forskellige udgangspunkter, derfor skal vi dosere vores indsatser forskelligt, men efter en fælles linje.

Og vi skal se mulighederne i krisen. En af de internationale muligheder dukker endda op på vores dørtrin. FN's klimatopmøde i København i december bliver den største internationale konference, som nogen sinde er blevet afholdt i Danmark. Det bliver en konference, som kan få afgørende betydning, hvis det lykkes at nå frem til en aftale.

Som værtsland og formand for konferencen har Danmark en central rolle.

Regeringen vil arbejde målrettet på at opnå mere end blot en fin hensigtserklæring, men derimod en reel og ambitiøs klimaaftale i København. En ny klimaaftale skal ikke slå nye rekorder i varmluftig retorik, men derimod finde troværdige og praktiske løsninger på den globale opvarmning.

Det bliver ikke nogen nem opgave. At få verdens lande til at enes om noget som helst er svært - men at enes om en ambitiøs klimaaftale midt i en krisetid bliver overordentligt svært. Regeringen vil arbejde utrætteligt på, at det lykkes.

Og stærke kræfter vil støtte regeringens bestræbelser. Præsiden Obama har for ganske nylig taget initiativ til at invitere de 16 lande i verden med de største økonomier til et topmode til juli. Han har samtidig inviteret FN's generalsekretær og mig til at deltage.

Det er et vigtigt initiativ for at indlede uformelle drøftelser på højeste niveau i en kreds, der omfatter de lande, der har de største udledninger af CO2. Og som alle må bidrage til at nå målet om en halvering af udledningerne ved midten af dette århundrede.

Værtskabet for FN's klimakonference er samtidig en enestående mulighed for at sætte Danmark på verdenskortet på de felter, hvor vi er allerstærkest:

Evnen til at omstille vores økonomi og produktion til globaliseringens skiftende krav. Evnen til at skabe økonomisk vækst og øget velstand uden at øge energiforbruget. og evnen til at eksportere vores viden og teknologi inden for energi og grøn vækst.

Til december skal vi i København omsætte vores erfaringer til en holdbar global vision."


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Christian Hjorth

Fhv. formand, Dansk Ornitologisk Forening, fhv. skoleinspektør, Sevel skole
lærer (Silkeborg Seminarium 1965)

Torben Hansen

Borgmester (S), Randers Kommune, fhv. MF
lærer (Skive Seminarium 1989), MPA (2017)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024