Debat

Ingen tidsfrist for spildevandsindsats i det åbne land

DEBAT: Det er næppe realistisk at nå at forbedre spildevandsforholdene på alle de ejendomme i det åbne land, som staten forudsætter i vandplanerne, skriver KTC.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Flemming Lehbert Sørensen
Formand for Kommunal Teknisk Chefforenings (KTC) faggruppe Natur og Overfladevand

Miljøminister Karen Ellemann og Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, forventer i indlægget, "Vandplaner i høring i september" på Altinget den 17. juni, at kommunernes indsats med spildevandsrensning i det åbne land ikke udskydes.

Det er der ingen risiko for - der er nemlig ikke en tidsfrist for, hvornår de cirka 90.000 ejendomme i det åbne land skal have gennemført forbedret spildevandsrensning.

Ingen er formodentlig uenige i, at det er en yderst relevant indsats, og i kommunerne arbejdes der da også løbende med at forbedre spildevandsrensningen i det åbne land. Det er bare en ganske stor opgave, som ikke kan løses ved opfordringer og hensigtserklæringer. Tid og myndighedsressourcer er de to parametre, der bestemmer, hvornår vi har givet påbud om forbedret rensning i de udpegede vandløbsoplande i det åbne land.

Status er, at mange kommuner ikke kan nå at udstede individuelle påbud om forbedret spildevandsrensning i det åbne land inden udgangen af 2012. Hensigten er god nok, men den er ikke fastsat i form af en aftale eller lovbestemmelse.

Connie Hedegaard skrev som miljøminister i november 2006 en opfordring til samtlige kommuner om at tilrette de kommunale spildevandsplaner til vandrammedirektivets tidsfrister, således at forbedringerne af enkeltanlæg i det åbne land ikke strækker sig længere end til udgangen af 2012.

I de gamle regionplaner var målsætningen om en spildevandsindsats i det åbne land beskrevet. Denne målsætning er nu i udkast til de statslige indsatsplaner ændret til, at staten forudsætter, at indsatsen er gennemført og målsætningen er opfyldt.

Det er muligt, at staten vil forpligte kommunerne på at nå indsatsen inden 2012 via de statslige retningslinjer i vandplanlægningen - planer som vi stadig venter på. Det var bare bedre, hvis vi i kommunerne havde fået en klar aftale og en tidsfrist for arbejdet, nu er det næppe realistisk at nå at forbedre spildevandsforholdene på alle relevante ejendomme i det åbne land inden udgangen af 2012.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Ellemann

Generalsekretær, Nordisk Ministerråd, fhv. minister, MF (V) og medlem af Folketingets Præsidium
lærer (N. Zahles Seminarium. 2004)

Eyvind Vesselbo

Fhv. MF (V), fhv. 1. viceborgmester, Gentofte, formand for Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner
mag.art. i kultursociologi (Københavns Uni. 1978)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024