Ellemann står fast: Rævene er problemet

FUGLE: Rapporten om Tøndemarsken er klar. Miljøminister Karen Ellemann (V) fastholder, at rævejagt frem for fredning er vejen til flere fugle i marsken. S er langt fra tilfreds. Se rapportens anbefalinger her.
Anders Jerking
Miljøminister Karen Ellemann fastholder, at det er øget rævejagt, som skal sikre flere fugle i Tøndermarsken.

Det sker i forbindelse med, at Naturstyrelsens endelige rapport om mulighederne for yderligere fredning af marsken onsdag blev offentliggjort.

"Med rapporten har vi politikere fået en faglig vurdering af, hvordan vi bedst forbedrer forholdene for Tøndermarskens fugle. Konklusionen er, at vi blandt andet skal reducere antallet af ræve, hvis der skal være flere fugle i Tøndermarsken. Den konklusion er grundigt dokumenteret i rapporten," siger Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

Den konklusion mødte voldsom kritik fra blandt andet Ornitologisk Forening, da en tidligere version af rapporten i maj blev lækket. Foreningen mener, at der er brug for yderligere fredninger, ligesom flere arealer skal under vand, hvis marskens fugleliv skal tilbage.

Miljøministeriet fastholder imidlertid, at rævejagt er den bedste løsning:

Dokumentation

Anbefalinger fra rapporten:

De store udfordringer i Tøndermarsken handler om mere vand og prædation fra ræv. Det har adskillige rapporter dokumenteret, og det bekræftes også i denne redegørelse.

For første gang er den indbyrdes effekt af mere vand og reduktion i prædationstryk blevet påvist. Beregningerne viser helt entydigt, at en regulering af prædationstrykket vægter tungere end tilvejebringelsen af mere vand, hvis bestanden af ynglende vadefugle i Tøndermarsken skal øges væsentligt.

Der er ingen tvivl om, at mere vand gavner fuglene. Der er allerede tilvejebragt mere fugtighed i marsken, men det er afgørende at kontrollere rævebestanden i Tøndermarsken i fuglenes yngletid, hvis de igangsatte tiltag skal få en effekt, som står i forhold til indsatsen.

På den baggrund anbefaler Miljøministeriet:

1. At den igangværende indsats mod ræv i Tøndermarskområdet fastholdes og styrkes gennem udvikling af samarbejdet med de lokale jagtforeninger.

2. At den løbende overvågning af Tøndermarsken fortsættes og suppleres med en monitering af rævebekæmpelsens effekter mhp. en samlet evaluering af udviklingen i 2015.

3. At en beslutning om etablering af et mere udbredt vanddække / øget fugtighed i Tøndermarsken udskydes til evalueringen af udviklingen foreligger i 2015.

4. At der fortsat udbydes en MVJ-ordning med henblik på etablering af ændret afvanding på flere arealer i Tøndermarsken.

5. At det gældende regulativ for Tøndermarsken gennem frivillige aftaler søges udnyttet mest muligt, med henblik på at opnå mere vand i marsken indenfor hensynet til de kulturhistoriske interesser og lovens forpligtigelser til afgræsning.

6. At det gode lokale samarbejde, omkring iværksættelse af tiltag og opretholdelse af de tiltag, der blev iværksat i 2010 inden for rammerne af den gældende tøndermarsklov og regulativet for Tøndermarsken mellem Naturstyrelsen, Tønder Kommune og Digelaget for Tøndermarsken, videreføres.

7. At yderligere tiltag afventer den handleplan for Natura 2000 området, som Tønder Kommune skal udarbejde på baggrund af den endeligt vedtagne Natura 2000 plan.

Anbefalingerne kan gennemføres indenfor rammerne af gældende lovgivning.


Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Miljø

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024