Forbrænding betyder mere deponering

DI nævner i et debatindlæg i Altinget.dk (her), at Danmark er på andenpladsen i mindst deponi. DN mener da også, at vi i Danmark er ganske gode til at få omklassificeret vores affaldsmængder. Hver gang der forbrændes affald, skabes der 20 procent slagge og 3 procent giftigt røggasrenseprodukt:

• Slaggen går til stabilisering af tyske saltminer
• Røggasrenseproduktet sendes til en ø med en gammel mine i Oslofjorden under betegnelsen naturgenopretning.

Den nuancerede virkelighed siger, at slaggen også kan bruges i vejanlæg. Et lag i et vejanlæg er normalt ca. 30 cm tykt. I det seneste eksempel fra en parkeringsplads på Amagerforbrændingen er laget dog 6 meter tykt.

DN taler derfor ikke om deponering, men for at udnytte ressourcerne i husholdningsaffaldet både til energiformål i form af biogas samt at få restproduktet med indhold af kulstof og næringssalte tilbageført til markerne.

Det er rigtigt, at afskaffelse af affaldsforbrændingsanlæg er en utopi. Det skyldes især de kommunale lånegarantier, der forvrider konkurrencen til ulempe for genanvendelsesindustrien. Genanvendelsesindustrien må lukke, som det er sket med genbrugspapirfabrikkerne i Odense og Næstved i efteråret. Det er lidt svært at forstå, hvorfor DI kun tjener den del af dansk industri, der lever af fortidens teknologi. Det må da være på tide med bare en lille smule innovativ tilgang til miljøproblemerne.

DN har været ude i virkeligheden. Derfor vil DN gerne invitere DI med ud at se virkeligheden med ulige konkurrencevilkår til fordel for affaldsforbrændingsanlæg i form af lånegarantier, stigende arbejdsløshed ved lukning af genanvendelsesvirksomheder, usikker og dyr energiforsyning samt elendige miljøløsninger. Vi skal skynde os, hvis vi også skal se nogle af de gode eksempler!