Miljøminister tavs om DMU-sag

FORSKNING: Efter det lukkede DMU-samråd i går havde miljøminister Troels Lund Poulsen (V) ingen kommentarer til sagen. SF ønsker, at opgaverne bliver sendt i et samlet udbud.
Anders Jerking

Dette udbud burde ikke være lavet, for det risikerer at underminere DMU på Kalø. Men når ministeren fastholder udbuddet, så vil jeg appellere til, at opgaverne sendes ud i ét samlet udbud.

Steen Gade (SF)
Formand, Miljøudvalget
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) var i går indkaldt til et lukket samråd i Folketingets Miljøudvalg for at redegøre for, hvorfor en del af DMU's opgaver nu skal sendes i udbud.

Konkurrenceudsættelsen kan, som beskrevet i Altinget tirsdag, få store konsekvenser for DMU's afdeling på Kalø, idet de udbudte opgaver udgør en meget væsentlig del af afdelingens budget.

Efter samrådet meddelte Miljøministeriets presseenhed, at ministeren ikke har yderligere kommentarer om DMU-udbuddet end dem, han har givet som pressemeddelelse 1. juli og i sine svar til Folketinget.

I pressemeddelelsen udtaler ministeren:
"Omverdenen stiller store krav til, at Miljøministeriet sidder inde med den bedste viden, og at vi opnår den billigst muligt. Derfor søger vi hele tiden de bedste løsninger. Udbud er et godt værktøj til at sikre det rigtige forhold mellem pris og kvalitet. Det bliver spændende, om der er leverandører på markedet, der kan konkurrere med DMU."

Dokumentation

Pressemeddelelse udsendt 1. juli 2009 af Miljøministeriet.

MILJØ-OPGAVER I UDBUD

Miljøministeriet opsiger dele af sin kontrakt med Danmark Miljøundersøgelser (DMU). Det sker for at bane vejen for udbud af en række af de opgaver, som forskningsinstitutionen løser for ministeriet i dag. I alt skal der udbydes opgaver til en værdi af ca. 19 mio. kroner ud af en samlet kontraktsum med DMU på ca. 158 mio. kroner. Udbuddet forventes offentliggjort i efteråret 2009.

"Omverdenen stiller store krav til, at Miljøministeriet sidder inde med den bedste viden, og at vi opnår den billigst muligt. Derfor søger vi hele tiden de bedste løsninger. Udbud er et godt værktøj til at sikre det rigtige forhold mellem pris og kvalitet. Det bliver spændende, om der er leverandører på markedet, der kan konkurrere med DMU ," siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).

Som led i regeringens moderniseringsprogram skal alle egnede opgaver udbydes for at få den bedste ressourceudnyttelse.

Vurdering af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler, pesticidanalyser og miljøøkonomi i forbindelse med vandrammedirektivet er blandt de områder, som Miljøministeriet har besluttet skal udbydes.

Forud for beslutningen har Miljøministeriets institutioner udvalgt de opgaver, der umiddelbart er mest egnede til at blive udsat for konkurrence. Det er bl.a. opgavernes størrelse, kompleksitet og antallet af mulige leverandører, som har haft betydning.

DMU vil kunne byde på opgaverne på lige fod med andre virksomheder, når udbuddet annonceres.


Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Miljø

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024