Om lokalplan i Århus

13/3-06: Hvorledes forholder ministeren sig til, at Århus Kommune i lokalplan nr. 760 ikke har vist eller beskrevet den præcise tilslutning mellem kombiterminalen og hovedbanen?
Dokumentation
Spørger: René Skau Björnsson (S)

Spørgsmål S 3218: Hvorledes forholder ministeren sig til, at Århus kommune i lokalplan nr. 760 ikke har vist eller beskrevet den præcise tilslutning mellem kombiterminalen og hovedbanen?

Begrundelse: Århus byråd er i færd med at udarbejde en lokalplan nr. 760 for et transportcenter /kombiterminal ved Årslev vest for Århus. I lokalplanforslaget og det tilhørende tillæg til kommuneplanen er tilslutningen til hovedbanen ikke nærmere beskrevet. Århus Amt har i regionplanen pkt. 5.2 forudsat, at jernbanetrafikken til og fra centret kan afvikles tilfredsstillende til og fra den eksisterende hovedbane. Samtidig lægger amtsrådet vægt på, at der etableres en godstogs-shunt Viby - Gl. Åby.

Det fremgår imidlertid ikke af lokalplanforslaget, hvordan jernbaneanlægget tænkes opbygget/ændret i forbindelse med etablering af kombiterminalen. I »VVM-analyse for placering af et transportcenter i Århus-området«, 2001, er der behandlet 2 alternative løsninger: 1. En dobbeltsporet shunt mellem det nord og sydgående hovedspor 2. En enkeltsporet shunt fra Viby og som et nyt parallelt spor gennem Gl. Åby, Brabrand og helt frem til kombiterminalen (i alt ca. 7 kilometer). Alternativ 1 vil medføre en række støjmæssige gener ved boliger omkring Brabrand Station, hvor et antal godstog skal afvente »klar bane« på vigesporet; samt ved boligområdet på Helenelyst, hvor der skal bygges skiftesporsanlæg for indkørsel til kombiterminalen. Alternativ 2 vil bl.a. kræve ombygning af flere broer samt ekspropriering af arealer og bygninger i Brabrand. På grund af store stigninger ved den nordre tilslutning til hovedbanen vil lange godstog, som afgår fra Transportcentret mod nord, - ved begge alternativer - skulle benytte (»bakke ud på«) det sydlige tilslutningsspor, jf. »Århus Transportcenter - Undersøgelse af kapacitetsmæssige og anlægstekniske forhold vedr. jernbanetrafikken, August«, 2001. Også dette forhold vil medføre forøgede støjgener ved boligområdet på Helenelyst.

Spørgsmål S 3227: Hvorledes forholder ministeren sig til, at Århus kommune ved en eventuel vedtagelse af lokalplan nr. 760 vil påføre miljøet en væsentlig større belastning på grund af transportcentrets/kombiterminalens placering i forhold det behandlede gods' oprindelse og destination?

Begrundelse: Århus byråd er i færd med at udarbejde en lokalplan nr. 760 for et transportcenter/kombiterminal ved Årslev vest for Århus. Lokalplanforslaget dækker et cirka 100 hektar stort areal i det åbne land. Arealet i lokalplanforslaget er placeret ca. 8 km nordvest for Århus. Undersøgelser af gods til og fra Århusområdet har vist, at langt den overvejende del af det ankommende gods kommer sydfra, og at langt den overvejende del af det afsendte gods skal sydpå. Der er således tale om en unødvendig lang transportvej - dels af vej og bane - til transportcentret/kombiterminalen i forhold en placering syd/sydvest for Århus.

Den »interne« trafik til/fra transportcentret og Århus-området vil skønsmæssigt var af samme størrelse ved en placering af transportcentret ca. 8 km sydvest for Århus i stedet for placeringen i dette lokalplanforslag. Den unødvendig lange transportvej vil have en forøget miljøbelastning i form af støj, partikelforurening, forøget energiforbrug, ligesom den vil medføre større slid på vejene og flere trafikuheld.

Spørgsmål S 3237: Hvorledes forholder ministeren sig til, at Århus kommune i lokalplan 760 og det tilhørende tillæg til kommuneplanen ikke har fastlagt højdemæssige begrænsninger på kraner og opstabling af containere i det åbne land?

Begrundelse: Århus byråd er i færd med at udarbejde en lokalplan nr. 760 for et transportcenter/kombiterminal ved Årslev vest for Århus. Lokalplanforslaget dækker et cirka 100 hektar stort areal i det åbne land. Lokalforslag nr. 760 dækker et ca. 100 hektar stort areal. Ca. 500 meter fra lokalplanområdet er der et højtliggende boligområde, der har frit udsyn over lokalplanområdet. Fra boligområdet vil kraner og »containerbjerge« således blive særdeles synlige. Lokalplanforslaget lægger ingen begrænsninger på udstrækning hverken i højden eller bredden af kraner og containerbjerge ligesom lokalplanforslagets ene visualisering ikke viser disse elementer. Som borger har man således ingen mulighed for at vurdere de miljømæssige konsekvenser ved en vedtagelse af lokalplanforslaget.

Spørgsmål S 3238: Hvorledes forholder ministeren sig til, at Århus Kommune ved en eventuel vedtagelse af lokalplan nr. 760 frit kan dispensere fra skovbyggelinier på et ca. 40 hektar stort areal grænsende op til en skovrejsning, der er støttet af Miljøministeriet ?

Begrundelse: Århus byråd er i færd med at udarbejde en lokalplan nr. 760 for et transportcenter/kombiterminal ved Årslev vest for Århus. Lokalplanforslaget dækker et cirka 100 hektar stort areal i det åbne land. Lokalforslag nr. 760 dækker et ca. 100 hektar stort areal. Ca. 40 hektar af dette areal er omfattet af skovbyggelinier jf. naturbeskyttelseslovens § 17 på 300 meter primært omkring nyrejst skov. Den nyrejste skov er en del af en større skovrejsningsplan i Århus Kommune. Planen er støttet af Miljøministeriet. Da området ved lokalplanlægning overføres til byzone, vil Århus Kommune ved lokalplanens ikrafttræden få dispensationskompetencen i henhold til naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 5, og kommunene kan således dispensere fra skovbyggelinierne. Ved en dispensation til byggeri indenfor skovbyggelinierne forfladiges skovrejsningsprojektets intentioner om hensyntagen til dyreliv og den visuelle landskabskvalitet.

Spørgsmål S 3239: Hvorledes forholder ministeren sig til, at Århus Kommune ved en eventuel vedtagelse af lokalplan nr. 760 kan opføre flere hundrede meter lange 8 meter høje støjvolde omkring store boligområder, der ligger flere hundrede meter uden for lokalplanområdet?

Begrundelse: Århus byråd er i færd med at udarbejde en lokalplan nr. 760 for et transportcenter/kombiterminal ved Årslev vest for Århus. Lokalplanforslaget dækker et cirka 100 hektar stort areal i det åbne land. Lokalforslag nr. 760 indeholder en kombiterminal, der giver en del støj ved rangering af tog, losning og lastning af containere m.m. Udenfor lokalplanområdet vil denne støj i flere nærtvedliggende områder med flere hundrede boliger overskride de gældende støjgrænser. Lokalplanforslaget indeholder derfor opførelse af flere hundrede meter lange støjvolde på 8 meters højde omkring disse boligområder. Støjvolde på 8 meters højde vil i høj grad forringe den landskabelige kvalitet, da udsigt fra store dele af boligområderne ikke længere vil være mulig.


Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Miljø

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024