Sag om kolonihaveområde kan påklages til Naturklagenævnet

22/5-06: Kommunalbestyrelsens beslutning om at nedlægge et kolonihaveområde kan fuldt ud påklages til Naturklagenævnet, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene, lyder det i svaret.
Dokumentation
Spørger: Torben Hansen (S)

Spørgsmål S 4654: Er en søfartsskoles udbygning af så ”væsentlig samfundsmæssige hensyn”, at nedlæggelse af 33 kolonihaver kan lade sig gøre inden for kolonihavelovens rammer?

Svar fra ministeren: Et varigt kolonihaveområde kan efter kolonihaveloven ikke nedlægges uden kommunalbestyrelsens tilladelse, der kun kan meddeles, hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn gør det nødvendigt at disponere over arealet til et formål, der ikke kan tilgodeses et andet sted i kommunen.

Det er en betingelse for, at der kan meddeles tilladelse, at der tilvejebringes et erstatningsareal, som skal være klar til anvendelse inden man kan rydde det område, der nedlægges.

Afgørelsen af, om samfundsmæssige hensyn gør det nødvendigt at nedlægge et område er en konkret vurdering. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt, at der ønskes en anvendelse til et offentligt formål, som f.eks. en skole, hvis skolen kan placeres et andet sted. Og det er omvendt heller ikke udelukket, at der kan være en tilstrækkelig samfundsmæssig begrundelse for en anvendelse til et formål, der ikke er offentligt som f.eks. en udvidelse af et erhvervsområde. Der er tale om en afvejning, hvor der i øvrigt også kan tages hensyn til, om der er behov for at bevare det konkrete kolonihaveområde, hvis der f.eks. ikke er efterspørgsel efter haverne.

I overvejelserne om, hvornår det er samfundsmæssigt nødvendigt at nedlægge et kolonihaveområde til fordel for en søfartsskole skal der foretages en samlet afvejning hvori bl.a. hensynet til en offentlig institutions udvidelsesmuligheder, de nærmere konkrete beliggenhedsomstændigheder, kolonisternes beskyttelse og nødvendigheden af nedlæggelsen, indgår.

Skov- og Naturstyrelsen har på den baggrund oplyst, at det – afhængig af de konkrete forhold - kan være muligt at nedlægge et kolonihaveområde til fordel for en søfartsskoles udvidelse.

Kommunalbestyrelsens beslutning om at nedlægge et kolonihaveområde kan fuldt ud påklages til Naturklagenævnet, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene.


Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Miljø

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024