Rosa Lund
svarer
Kaare Dybvad Bek

Rosa Lund (EL) spørger indenrigs- og boligministeren, Kaare Dybvad Bek, om teknisk bistand til et ændringsforslag der indebærer, at de allerede opstillingsberettigede partier kan pålægges samme sanktion som de ikkeopstillingsberettige partier

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 25, Spørgsmål 3
Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag der indebærer, at de allerede opstillingsberettigede partier kan pålægges samme sanktion som de ikkeopstillingsberettige partier?

Svar fra mandag den 13. december 2021
”Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag der indebærer, at de allerede opstillingsberettigede partier kan pålægges samme sanktion som de ikkeopstillingsberettige partier?” Svar:

Jeg sendte den 11. november 2021 et brev til Rosa Lund og Peder Hvelplund i anledning af Enhedslistens tilkendegivelser om ønsker til et ændringsforslag, der skulle ligestille opstillingsberettigede partier og ikke-opstillingsberettigede partier, se bilag 1.

Brevet blev også sendt til kommunalordførerne for partierne bag stemmeaftalen om forbud mod betaling for vælgererklæringer.

Af brevet fremgår det, at det ikke er muligt at pålægge opstillingsberettigede partier og partier, der indsamler vælgererklæringer, den samme sanktion, såfremt man ønsker at fastholde muligheden for at annullere en indsamling af vælgererklæringer (såkaldt rødt kort). Dette skyldes, at partier, der er opstillingsberettigede, ikke indsamler vælgererklæringer.

Jeg forstod derfor Enhedslisten sådan, at partiet efterspurgte en mulighed for at fratage opstillingsberettigede partier deres opstillingsberettigelse, hvis de betalte for en vælgererklæring. I den forbindelse bad jeg Enhedslisten om at afklare en række spørgsmål, der var nødvendige for, at mit ministerium kunne udarbejde et sådant ændringsforslag. F.eks. spørgsmålet om, hvor længe et parti skal miste opstillingsberettigelsen, og hvilken betydning det skal have for partiets deltagelse i andre valg end folketingsvalg.

I brevet påpegede jeg også, at ønsket om at fratage partiers opstillingsberettigelse rejser spørgsmål om bl.a. forholdet til grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det vil derfor være nødvendigt at inddrage Justitsministeriet i disse overvejelser.

Da Enhedslisten ikke har forholdt sig til de afklarende spørgsmål, er det desværre fortsat ikke muligt at yde teknisk bistand til et ændringsforslag med det indhold, som Enhedslisten efterspørger.

Endelig skal jeg understrege, at det med dette lovforslag bliver muligt at straffe folketingspartier og deres repræsentanter for deres overtrædelse af forbuddet med bøde eller fængselsstraf. Der er altså ikke tale om, folketingspartier friholdes for straf.
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024