S og SF slider på troværdigheden

BAGGRUND: Socialdemokraterne og SF er flere gange kommet med ændringer eller forslag til ændringer til "Fair Forandring" fra august. Manglende troværdighed kan blive farligt i en valgkamp, advarer kommentatorer.
Niels Th. Dahl

Socialdemokraterne og SF risikerer at tabe spillet om magten i Danmark, hvis ikke de to partier får signaleret troværdighed i skattepolitikken.

Det siger flere politiske kommentatorer i dag til Altinget | Skat oven på en ny meningsmåling, der viser, at mere end halvdelen af danskerne tror, en socialdemokratisk ledet regering vil indføre flere nye skatter end dem, de allerede har bebudet.

"Jeg tror helt klart, at vælgerne frygt for, at Socialdemokraterne og SF kun kender én vej, nemlig at stramme skatteskruen, let kan aktiveres igen. Helle Thorning-Schmidt kan komme under et enormt pres, hvis det virkelig lykkes for regeringen at sige: Hør nu her, den røde bloks skatteforslag batter slet ikke nok til at lappe hullet i statskassen - Villy og Helle har mere i ærmet," siger politisk kommentator ved Berlingske Tidende Thomas Larsen.

Usikkerhed er akilleshæl
Han bakkes op af B.T.s kommentator Helle Ib. Selv om målinger viser, at vælgerne generelt ikke længere er så bange for højere skatter som tidligere, kan en generel usikkerhed om venstrefløjens skattepolitik vise sig at blive en akilleshæl for oppositionen, mener hun:

Jeg tror helt klart, at vælgernes frygt for, at Socialdemokraterne og SF kun kender én vej, nemlig at stramme skatteskruen, let kan aktiveres igen.

Thomas Larsen
Politisk kommentator

"Socialdemokraterne skal passe rigtig meget på med at gamble med indstillingen til skatter og afgifter. S-SF vil utvivlsomt blive straffet for at så for meget usikkerhed. Når folk står i stemmeboksen, så tror jeg faktisk, at udsigten til en krise, der ikke er helt slut, og udsigten til nedskæringer i den offentlige sektor kan gøre folk rigtig bekymrede for deres egen privatøkonomi," siger hun.

Socialdemokraterne og SF fremlagde i august 2009 deres fælles skatteudspil "Fair Forandring". Med udspillet brød partierne med skattestoppet og fremlagde forslag til nye skatter for i alt ca. 20 mia. kr. Danskerne har imidlertid ifølge meningsmålingen ikke tillid til, at det bliver de sidste skattestigninger fra venstrefløjen - og der har da også fra de borgerlige partier gentagne gange lydt anklager om, at S og SF allerede har fiflet med "Fair Forandring", inden de overhovedet er kommet til magten (se faktaboksen forneden).

Thorning i dobbelt finte
Tilliden til de to partiers politik undermineres imidlertid også af, at Helle Thorning-Schmidt på det seneste har intensiveret retorikken mod regeringens skattestop, mener Helle Ib:

"På den ene side forsøger Helle Thorning-Schmidt at sige, at der ikke kommer flere ændringer til "Fair Forandring" og gør  dermed udspillet til en art korrektion til regeringens skattestop. Men på den anden side har hun også skruet op for hadet mod regeringens skattestop - og så overrasker det mig overhovedet ikke, at vælgerne tænker: Nå, men hvis hun er sådan imod tanken om et skattestop, så kommer der vel også flere skatter ind i hendes eget udspil," siger Helle Ib.

Politisk kommentator Hans Engell fremhæver, at Socialdemokraternes skattepolitik kan blive svækket dels af alliancen med SF, og dels af, at De Radikale også er nødvendige for at danne et flertal efter et valg:

Dokumentation

FAKTA:

Socialdemokraterne og SF fremlagde 28. august 2009 det fælles skatteudspil "Fair Forandring". Det brød med skattestoppet og indførte forhøjede skatter for ca. 20 mia. kr. Det ville blive en ny regerings skattepolitik, sagde både Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) - "hverken mere eller mindre".

Siden da har partierne imidlertid flere gange foreslået eller overvejet ændringer i forhold til udspillet:

Flypassagerafgiften
"Fair Forandring" foreslår en flypassagerafgift på 75 kr. pr. flybillet i danske lufthavne. Da Villy Søvndal i B.T. 29. august 2009 blev konfronteret med det problem, at det ville gå urimeligt hårdt ud over bornholmerne, sagde han: "Jeg kan godt se, at det er urimeligt, hvis man ikke har mulighed for at tage toget. Det kan godt være, vi skal overveje det."

Kørselsafgifterne
"Fair Forandring" foreslår en halvering af registreringsafgiften på miljørigtige biler til gengæld for indførelsen af kørselsafgifter. Konfronteret med det problem, at mange bilister vil blive ramt af både registreringsafgiften og kørselsafgiften, hvis ikke de straks køber ny bil, annoncerede S og SF, at kørselsafgifterne kunne blive udskudt, så de først blev indført efter fem år.

Topskattegrænsen
"Fair Forandring" bygger på regeringens skattereform, som i 2011 vil hæve grænsen for, hvilke indkomster der skal betales topskat af. I begyndelsen af marts 2010 foreslog S og SF imidlertid, at forhøjelsen af grænsen alligevel ikke skulle ske i 2011, men først efter "nogle år".

Grøn check
Regeringens skattereform indfører en "grøn check" til alle, der tjener under et vist beløb. Der udbetales et tillæg til børnefamilier, men kun til de første to børn. S og SF vil udvide den grønne check, så tillægget gives i forhold til alle børn.

Tobinskatten
Enhedslisten fremsatte i februar 2010 forslag om en skat på valutatransaktioner - den såkaldte "tobinskat". Selv om den ikke er en del af "Fair Forandring", sagde både Socialdemokraterne og SF, at det var et forslag, de var "sympatisk indstillet" over for, og som bør overvejes.

Google-afgift
I april 2010 foreslog Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen, at det blev undersøgt, hvordan man kunne opkræve afgifter af søgemaskiner som f.eks. Google. Forslaget bliver efter alt at dømme dog ikke en del af venstrefløjens medieudspil alligevel.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024