Troels Lund har mildnet luften i Skatteudvalget

NY MINISTER: Skatteudvalgets arbejde er blevet mere gnidningsfrit og med større samarbejde, efter at Troels Lund Poulsen (V) har afløst Kristian Jensen (V) som skatteminister, mener udvalgsmedlemmer fra begge sider af Folketinget.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har overrasket efter knap et halvt år på posten. Han har spredt en mildere stemning i Skatteudvalget, er de fleste ordførere enige om.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har overrasket efter knap et halvt år på posten. Han har spredt en mildere stemning i Skatteudvalget, er de fleste ordførere enige om.
Niels Th. Dahl

Det var de færreste, der havde forventet noget decideret jordskælv, da Troels Lund Poulsen i februar i år blev sat ind på posten som skatteminister i stedet for Kristian Jensen (V).

De to politikere blev af mange anset for at være to alen af et stykke - skarpe og polemiske debattører - og Troels Lund Poulsen havde ikke just ry for at have været den mest konsensusskabende miljøminister. Derfor forventede de fleste da også, at stilen i Skatteudvalget ville være stort set uforandret i forhold til tiden under Kristian Jensen - med mange hårde politiske slagsmål og meget få brede forlig.

Men efter næsten et halvt år med Lund Poulsen i ministerstolen har der bredt sig en mildere stemning i udvalget. Adskillige udvalgsmedlemmer bemærker, at den nye ministers politiske stil er rundere og venligere end forgængerens, han er mere lydhør over for oppositionens forslag, og det har endda også affødt skattepolitiske aftaler hen over midten.

"Jeg fornemmer, at Troels Lund Poulsen virker mindre dumstædig. Han er mere villig til at se på, om der rent faktisk er problemer - og det er virkelig sundt, at vi har fået en mere lydhør minister. Der er jo ingen tvivl om, at han har polemiske evner - han kan krammet, fra da han var politisk ordfører - men når mikrofonerne er slukket, så er han mere villig til at samarbejde," siger SF's skatteordfører Jesper Petersen.

Jeg fornemmer, at Troels Lund Poulsen virker mindre dumstædig. Han er mere villige til at se på, om der rent faktisk er problemer - og det er virkelig sundt, at vi har fået en mere lydhør minister.

Jesper Petersen (SF)
Skatteordfører

Imødekommer oppositionen i flere sager
Som eksempler på imødekommelserne nævnes blandt andet det brede forlig om amnesti til skattesnydere, som alle partier undtagen Socialdemokraterne står bag, løfter om en handlingsplan mod sort arbejde, mod skatteunddragelse i multinationale selskaber, øget indsat for inddrivelse af skattegæld og en øget indsats mod snyd med sommerhusudlejning.

Nick Hækkerup, skatteordfører for Socialdemokraterne, har også bemærket ændringen. Han kalder Troels Lund Poulsen "mindre ideologisk" end Kristian Jensen, men mener også, ændringen kan skyldes en ny retning fra regeringen, hvis skattepolitik ikke længere er centreret om det nu aflivede skattestop:

"Troels har lagt et andet politisk snit end Kristian Jensen. Hans politiske mission var at fastholde og opretholde skattestoppet. Det har Troels opgivet, og så der jo ryddet en væsentlig politisk sten af vejen, så han ikke behøver køre den paradepolitik, Kristian Jensen insisterede på. Derfor er det blevet nemmere på nogle af de meget ideologisk betingede fronter," siger Nick Hækkerup.

Helveg: Han undgår de unødvendige slagsmål
Skatteudvalgets formand Niels Helveg Petersen (R) har oplevet mange forskellige sammensætninger af udvalget siden 1966, hvor han første gang kom i Folketinget og fik en plads i Skatteudvalget. Han mener ikke, tonen var specielt hård i Kristian Jensens ministertid sammenlignet med tidligere perioder i historien - men han roser dog også Lund Poulsens stil:

"Troels Lund har da en lidt rundere facon. Man kan mærke, at han lytter til debatten og prøver at fange ting op fra den almene debat. Man har fornemmelsen af, at han er meget lyttende, og det kan udvalget godt lide. Jeg tror, at han gør sig umage med ikke at samle på unødvendige slagsmål. Og det er en klog minister, der gør sådan," siger Niels Helveg Petersen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024